Bliv en del af Genplant Planeten 2017

Sæt kryds i årsplanen og find spaderne frem! Genplant Planeten 2017 giver den 6.-10. november danske skoleelever mulighed for at plante nye træer i naturen og opleve, hvordan de selv kan gøre noget godt for klimaet.

Det nye skoleår er skudt i gang, og mere end 60 skoler har allerede tilmeldt sig Genplant Planeten 2017, der løber af stablen den 6.-10. november.
 
Vores mål er at give så mange elever som muligt en chance for at genplante planeten, gøre noget godt for klimaet og lære, hvorfor træplantning, bæredygtigt skovbrug og brug af træ er en vigtig del af løsningen på klimaproblemet.
 
Derfor tilbyder vi 100 træer til hver klasse, som vil blive fragtet direkte til jeres skole. Der er åbent for tilmelding i hele august, så læs videre nedenfor og bliv en del af Genplant Planeten 2017!
 

Tilmelding og plantning

Skoler kan deltage med en eller flere klasser. 
 
Vi tilbyder 100 gratis træer pr. klasse, og vi har 50.000 træer at dele ud af. Danske Planteskoler står for pakning og transport af træer til en aftalt adresse. Det er først-til-mølle princippet, der gælder.
 
Tilmeldingsfristen er 1. september 2017. 
 
I kan plante træerne:
 
På skolens egen jord.
I skove, som I selv har kontaktet og lavet en aftale med.
I skove, som har lagt invitationer ud på Danmarkskortet. Klik på ”Skove” i højre margin. Hvis du tager imod en invitation fra en skov, så kontakt skoven og lav en planteaftale. Derefter tilmelder du dig Genplant Planeten.  
 
Bemærk! I tilmeldingsformularen fremgår alle de oplysninger, vi har brug for, når du laver en planteaftale med en skov.
 
Gå direkte til tilmeldingsformularen.
 

Gratis undervisningsmaterialer 

Projektet retter sig især til natur/teknologi i indskolingen og mellemtrinnet, men andre fag og klassetrin kan også være med.
 
Deltagende skoler får gratis undervisningsmaterialer om skov, træer og klima. Materialerne bygger på udeskole-pædagogik, hvor eleverne selv får fat i det de lærer om og arbejder med handlekompetence. 
 

Derfor er det godt for klimaet at plante træer

Der er to måder at formindske mængden af CO2 i atmosfæren: Vi kan udlede mindre CO2 – og vi kan fjerne CO2 fra luften og gemme den. Træer kan begge dele. Skoven har en nøglerolle for klimaet, fordi træer ved deres fotosyntese kan optage CO2 fra luften og lagre CO2 som kulstof i ved og i jordbunden.
 
Klimaproblemet kræver at vi handler nu og tænker nyt. At plante træer kan være første skridt.
 

Historie og sponsorer

Dansk Skovforening gennemfører klimaprojektet Genplant Planeten, som er blevet afholdt i 2009, 2010, 2015 og 2016. I alt har 90.000 børn plantet 240.000 træer over hele landet og er blevet klogere på klimaforandringer, og hvad vi kan gøre ved dem. Det har hver gang vakt stor interesse fra medierne, som har sat fokus på skovens og træets betydning for klimaet.
 

Støtte

Genplant Planeten er støttet økonomisk af Nordea-fonden, DONG, udlodningsmidler til friluftsliv, 15. Juni Fonden og Danske Planteskoler. 

Kommentarer