Bålkiks

Bag dine egne bålkiks over bål.

Bålkiks

Lidt om kiks

Kiks kan holde sig længe. De er gode at have med på en tur i naturen. Du kan bage dem selv på sten, rist eller et grydelåg over bål.
 

Sådan gør du

Bål
Tænd allerførst et bål som er stort nok til, at det kan brænde ned til gode gløder.
 
Find flade sten og læg dem i kanten af bålet, så de bliver varme. Husk det må ikke være flintesten - de splintrer og springer i varmen. Du kan også bage dine kiks på en rist eller et grydelåg.
 
Kiksedej
  • Først blander du alt det tørre i skålen.
  • Så smuldrer du smørret i.
  • Hæld lidt vand i og ælt alt sammen til en fast dej.
Form, bag, spis
Form runde, flade kiks med fingrene. Du kan også rulle dejen ud og skære firkantede kiks - eller stikke runde kiks ud med et glas.
 
Bag dine bålkiks på de flade sten, på en rist eller et grydelåg til de er gyldne og sprøde (ca 10 - 15 minutter)
 
Spis dem med smør og pålæg, f.eks. urtesmør, brombærsyltetøj, skovhindbærsyltetøj, hybenmarmelade eller skvalderkålspesto.
 
Bålkiks i ovn
Hvis du vil bage dine kiks i ovnen, skal de pensles med vand og have 10 - 15 minutter ved 200 - 225 grader på øverste rille. 

Hvem, hvad, hvor

Fag:Hjemkundskab, Natur/Teknik
Sted:Skov, Sø og å, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

Til ca 20 kiks:

  • 4 dl fuldkorns-hvedemel (eller mel + havregryn)
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk sukker eller honning
  • ½ tsk bagepulver
  • 50 gram blødt smør
  • ½ - 1 dl vand
Du kan putte skovkrydderier i dejen - f.eks. hakkede skovsyre, skovmærke eller skvalderkål. Eller en fint revet gulerod. Eller kommen, basilikum, timian, sødskærm.
 
Du skal også bruge:
  • En skål
  • Målebæger
  • Et bål
  • Flade sten, en rist eller et gammelt grydelåg
  • Smør til at komme på kiksen - lav selv urtesmør.

 

Tid

Bagetid: 10 - 15 minutter.

Undervisningsmål

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan ...

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.

Kolofon

Forfatter: Malene Bendix.
Tegning: Eva Wulff.

Materialet er støttet med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet og Aage V. Jensens Naturfond.

Kommentarer