Knapper og skilte af juletræ

Sav skiver af dit gamle juletræ - og lav knapper og små skilte.
Her er savet en skive at et juletræ lige i grenkransen. Foto: Palle Holm.

Kort om knapper og skilte af juletræ

Hvis du tager stammen af dit gamle juletræ og saver den i skiver, så får du nogle store knapper, som du kan bruge til vedhæng og navneskilte på tasker eller som smykker. Hvis du saver lige i grenkransen, kommer der et flot mønster af knaster fra sidegrenene.
 

Sådan gør du

Når julelysene er slukket og juletræet pyntet af, så lægger du dit juletræ et sted bag i haven, hvor det kan være i fred. Her skal det ligge i 3 - 4 måneder og tørre.

Skive af stamme
Her er en skive savet med bark på.
Foto: Palle Holm.
 

Lav skilte og knapper

  • Sav så skriver af dit juletræ med bark hele vejen rundt. De skal være 1/2 til 1 centimeter tykke.
  • Puds skriverne med sandpapir. Brug først det det grove sandpapir - så finere og finere, slut med nr 220 eller 500 (meget fint sandpapir)
  • Læg derefter skiven i et glas med vaselineolie i en uges tid (det er bedst med låg på glasset). Du kan bruge linolie i stedet for vaselineolie, så får træet en mørkere farve, og det er sværere at polere, men det holder sig bedre ved lang tids brug.
  • Når ugen er gået, tager du skiven op og tørrer den af (polerer den) med en klud.

Tips 1: Brug tørt træ
Det lykkes bedst med et juletræ, der er helt tørt. Hvis træet ikke er helt tørt, vil det blive ru og mat efter nogle måneder, man kan så vente endnu et par måneder (det meste af et år i alt) og pudse skiven med sandpapir igen og lægge det i olie igen; herefter er det utroligt glat og lækkert at røre ved.

Tips 2: Andre træsorter
Du kan f.eks. bruge birk eller pil eller andet.

Tips 3: Navneskilte
Du kan lave navneskilte til at sætte på blusen, ved at save og slibe en skive træ - f.eks. birk og skrive navn på med blyant. Navneskiltet sætter du fast på blusen, ved at stikke spidsen af en tegnestift ud inde fra blusen - og sætte spidsen fast i træskiven.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.