Lav gips-afstøbning af dyrespor

Find dyrespor og lav gips-afstøbninger af dem.
Forskellige dyrespor.

Lidt om dyrespor

Det kan være svært at se de store dyr i skoven. De bliver let skræmt - og en del af dem er aktive om natten. Men du kan finde spor og sportegn efter dyrene. Det kan være fodspor, afføring, ædespor eller gnidespor. Sporene fortæller en masse om hvordan dyrene lever, og hvad de har lavet – hvis altså du kan tyde dem.

Hvis du vil lære de spor og sportegn at kende som dyrene efterlader, så er det en god ide at lave en samling af de ting du finder i naturen. I din samling kan være fotografier, afstøbninger, gylp, afføring eller rester fra dyrenes ædepladser.

Det er en god ide at skrive oplysninger om hvor du har fundet sporet, datoen, hvilken slags dyr det er og om der er noget specielt ved sporet.

Lån en bog på biblioteket om dyrespor. F.eks. bogen ’Dyrespor’ af Preben Bang og Preben Dahlstrøm fra forlaget G.E.C. Gad. Her kan du læse om de forskellige dyrespor.

I Leksikonet her på hjemmesiden kan du læse mere om de dyr der lever i skoven. Du kan læse om Ræven, Egernet, Grævlingen, Pindsvinet og Haren og andre.
 

Sådan gør du

Gå ud i skoven og kig efter dyrespor. De er lettest at finde hvor jorden er blød, eller i sne. Kig ved en bæk eller en skovsø hvor dyrene kommer for at drikke. Når du har fundet spor, skal du vælge ét som er meget tydeligt. Det skal have skarpt markerede rande og flest mulige detaljer. Fjern forsigtigt sten eller jordklumper fra sporet, før du laver dit aftryk.

Ramme
Først laver du en ramme. Saml kartonstrimlen med clipsen, så den bliver til en cirkel. Hvis du bruger en mælkekarton, så klip et stykke på 5 cm ud af kartonen. Rammen sætter du rundt om dyresporet, så sporet er midt i rammen. Tryk forsigtigt rammen ned i mudderet eller sneen. Men pas på du ikke ødelægger sporet!

Gipsblandingen laver du sådan her:

  • Fyld koppen halvt op med vand. Hæld gipspulveret ned i koppen, så der kommer et lille bjerg der lige stikker op over vandkanten (se tegningen). Blandingen skal være lidt tynd, så gipsen kan løbe ordentligt ned i sporet.
  • Tilsæt saltet (salt får gipsblandingen til at størkne hurtigere). Hvis det er meget varmt i vejret, så skal du ikke bruge salt.
  • Vent til gipspulveret har suget vand til sig. Rør så godt rundt med en pind til der ikke er klumper i gipsblandingen.

 

Tegning: Eva Wulff
 

Hæld gipsblandingen ned i rammen. Hvis du ikke har kunne trykke rammen fast i jorden, så hold den fast samtidig med du hælder.

Tegning: Eva Wulff
 

Tør
Nu skal gipsen tørre. Det tager ca. en ½ times tid. Du kan forsigtigt mærke på gipsen med en finger, om den er tør nok. Hvis du sætter mærker, så må du vente lidt længere.

Tag aftrykket med hjem. Du skal være lidt forsigtig, for gipsen er ikke helt tør. Læg aftrykket til tørre til næste dag.

Negativ til positiv
Det aftryk du har lavet kalder man et negativ. Det betyder at sporet er omvendt af hvad der er i virkeligheden (stikker udad i stedet for indad). Hvis du vil have et positiv - altså et der er magen til dyresporet - så skal du lave endnu en afstøbning.

Smør vaseline eller andet fedtstof på spor-aftrykket.

Tegning: Eva Wulff
 

Ny ramme
Lav igen en ramme af papstrimlen eller mælkekartonen. Denne gang skal rammen være dobbelt så høj som sidst (se tegning nedenfor). Den sætter du rundt om aftrykket, så den sidder tæt til. Lav derefter en gipsblanding ligesom før, og hæld blandingen ned oven på sporet.


Tegning: Eva Wulff
 

Skil ad
Når gipsen er tør, skiller du de to aftryk ad. Så har du dit sporaftryk. Du kan evt. male aftrykket f.eks. med vandbejse eller maling.

Alle kan bruge ideen her – børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.