Lav marmelade af skovhindbær

Pluk skovhindbær, køb ind og lav skovhindbær-marmelade. Bag boller til.

Find skovhindbær i juli og august.

Formål

  • Eleverne skal i forbindelse med indsamling og fremstilling arbejde med vægt og mål samt tid.
  • Der vil også være mulighed for at beskæftige sig med at fordoble og halvere.
     

Forberedelse

Find skovhindbær
Du skal vide hvor og hvornår I kan finde hindbærbuske med modne bær i skoven. Skovhindbær er modne i juli og august, så forløbet skal gennemføres tidligt i skoleåret. Forløbet kan også gennemføres med jordbær, som I plukker selv et sted. Så foregår det i juni måned.

Bestil skolekøkken
Til fremstillingsprocessen skal skolekøkkenet måske reserveres. Vær sikker på at de nødvendige skåle, gryder og andre redskaber vil være til stede. Du kan også vælge at I koger marmelade over bål.

Syltetøjsglas
I skal bruge syltetøjsglas. Bed eleverne tage gamle glas med.

Beregn indkøb
Sammen med eleverne kan du beregne hvad og hvor meget, der skal købes ind (sukker og Melatin samt evt. til bagning). Send en delegation til købmanden for at købe ind - eller gå afsted med hele klassen. 
 

Sådan gør du

I skolen
Snak med klassen om turen og formålet.

I skoven
Tag på tur i skoven til det sted, du på forhånd har udvalgt. Vis eleverne hindbærrene – hvilke er modne og hvilke er ikke? Hvordan smager de modne? Hvordan smager de umodne? Er der nogen med orm i? Hvad kan man gøre med dem? (pil f.eks. ‘ormen’ fra og tag hindbærrene med).

Send eleverne af sted, og lad dem plukke modne hindbær alt det de kan. Hvis I skal have marmelade ud af det, må de selvfølgelig ikke spise for mange. I kan evt. samle hindbærrene i en fælles spand eller skål – så eleverne kan se bærbunken vokse.

1½ kg bær svarer til ca. 2 ¼ liter marmelade – så det er ca. det, I skal arbejde hen mod. Hvor meget fylder 1½ kg hindbær i jeres spand eller skål?

Snak med eleverne om, hvordan hindbærbuskene vokser (se baggrund). Snak også om, hvor i skoven man kan finde hindbær, så eleverne senere kan finde dem sammen med familien (se baggrund).

I skolen
Tilbage på skolen deler du eleverne op i f.eks. fire grupper. Hver gruppe tilbereder sin portion marmelade (= ca. 5,5 deciliter). Hvordan vil eleverne dele de indsamlede hindbær i fire lige store portioner?

Opskriften skal divideres med 4 =

  • 375 g hindbær
  • Ca. 190 g sukker
  • 1¼ tsk. rød Melatin

Hver gruppe skal skylle hindbærrene forsigtigt. Det er bedst at anbringe hindbærrene i en sigte, som sænkes ned i koldt vand. Ofte vil der dukke hvide hindbærorm op (se baggrund). Pil dem fra, og kig på dem sammen med eleverne. Smid dem ud i noget græs bagefter. Lad hindbærrene dryppe af når de er rensede.

Læg hindbær og sukker (undtaget 1 spiseske) lagvis i en lille gryde. Stil gryden lunt 1 time. Derefter skal hindbærrene langsomt bringes i kog og koge i 5 minutter. Bland Melatin og 1 spiseske sukker godt og drys det fint ud over den kogende marmelade, medens I rører rundt. Lad marmeladen koge i 2 minutter.

Hvor mange glas skal hver gruppe bruge? Lad eleverne prøve efter med et decilitermål, hvor mange (og hvilke) syltetøjsglas de skal bruge i gruppen. Glas og låg gøres grundigt rene – pas på hvis I skolder dem! Hæld marmeladen op i de rene glas som lukkes – og pas igen på, det er meget varmt! Nu skal marmeladen køle af, inden I kan spise den – gerne på friskbagte boller.

I kan eventuelt bage boller, mens I laver hindbærmarmeladen. I kan lave dejen mens hindbærrene står og falder sammen med sukkeret. Brug fx opskriften nedenfor.

Bollebagning
En gruppe af elever kan stå for at bage boller. Her skal de også måle og beregne. Her er opskriften til 12 boller. Gang med to, hvis én grupper bager boller til hele klassen:

  • 100 g (1½ deciliter) fuldkornshvedemel
  • 2 deciliter kogende vand
  • 1 dl ymer
  • 25 g gær
  • 1 tsk sukker
  • ½ tsk. Salt
  • Ca. 350 g (6 deciliter) hvedemel
  • Mælk eller æg til pensling

Sådan gør I

  • Rør fuldkornsmel og kogende vand sammen.
  • Tilsæt ymer
  • Når blandingen er fingervarm, smuldres gæren og røres i.
  • Rør sukker, salt og hvedemel i
  • Ælt dejen godt.
  • Sæt dejen til hævning et lunt sted i ca. 20 minutter.

Ælt dejen godt igennem på et meldrysset bord og del den op i 12 stykker, som trilles til boller.

Tænd for ovnen, når I sætter bollerne til efterhævning på plade (brug bagepapir) i ca. 10 minutter.

Bag bollerne ved 225 grader midt i ovnen 18-20 minutter.
 

Baggrund

Om skovhindbær
Hindbærplanten består af en lång jordstængel, der vokser vandret nede i jorden. Hvert år skyder jordstænglen skud op i luften. Det første år vokser skuddet bare. Det andet år blomstrer det og bærer frugt (hindbær). Derefter visner det. Man siger at skuddene er to-årige.

Hindbærplanten spreder sig effektivt med jordstænglen. Derfor bliver der normalt dannet større eller mindre bevoksninger af hindbærbuske i nærheden af hinanden.

Hvor kan du finde skovhindbær
Hindbærbuske vokser mest på tør bund bl.a. i åbne granbevoksninger og lysåben bøgeskov. Planten kræver meget lys og kvælstof. Derfor vokser hindbær især i lysninger og på rydninger i skoven, hvor der bliver frigivet meget kvælstof.

Blomster og bestøvning
Hindbærplanten har små, uanseelige blomster der producerer en masse nektar. Derfor opsøges de meget af bier.

Flerfoldsfrugt
Hindbær er egentlig ikke et bær i botanisk forstand. Frugten er sammensat af mange, små stenfrugter, og hindbær-frugten kalder man for en flerfoldsfrugt.

Orm i skovhindbær
Hindbærorm er larver af hindbærbillen – en lysebrun 3-4 mm lang bille som lægger æg i blomsterknopperne.

Frys bær
Hvis I ikke har mulighed for at tilberede bærrene umiddelbart efter de er blevet plukket, kan I lægge dem i fryseren og gøre det senere.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Matematik, Hjemkundskab
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:Skov
Årstid:Sommer

Grej

  • Poser til indsamling.
  • Til 1½ kg skovhindbær, som giver ca. 2 ¼ liter marmelade, skal I bruge:
    • 750 g sukker
    • 1 brev rød Melatin (9 gram = ca. 5 tsk.)
  • Rene syltetøjsglas.
  • Diverse køkkenudstyr incl. decilitermål og vægte - brug f.eks. vippevægte med centicubes (á 1 gram) som lodder.

Tid

2 lektioner i skoven, 2 lektioner i skoven.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for matematik bliver sat ind her, når de nye Fælles M...

Relaterede Fælles Mål for matematik bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Keld Nørgaard, fagkonsulent i naturfag, UVM.

Redaktør: Malene Bendix.

Tegning; Eva Wulff.

Kommentarer