Om udeliv

Udeliv er et vigtigt supplement til skolens indeliv.

Udeskolebørn fra Hammerum skole skærer roelygter.

Abstract

Mogens Hansen skitserer i denne artikel hvordan kroppen er basis for læring - og udeliv er et vigtigt supplement til skolens indeliv. Forfatteren pointerer lysten til at bruge kroppen udendørs skal læres tidligt, hvis mennesker ikke skal opleve ulyst til de kropslige-sanselige udfordringer.
 

Bevægelse og sansning

Det er gennem bevægelser og sansninger, vi oplever, at vi er, og det er på den måde verden opstår for os. Underskud af bevægelser og sansning gør, at vi ikke er kropsligt og psykisk trygge og sikre i verden. Vi får ikke udviklet orienteringssansen og stedsansen. Vi bliver desorienterede.

Hvordan løser det lille barn udviklingsopgaven? Det bruger alle sanser til at forstå, fastlægge og begrebsliggøre rummet omkring sig og som det er centrum i. Det sanser rummet visuelt, akustisk, taktilt og tidsligt. Det visuelle rum sanser vi med synssansen, det akustiske rum med høresansen, det taktile rum med den aktive brug af hånden til at undersøge genstande, og det tidslige rum som en territorial bestemmelse af, hvor det er, hvor langt det kommer omkring, og hvor det laver sig rumlige fikspunkter (der har jeg været og her er jeg nu). Rummets fikspunkter er også planforskydninger, hjørner, bakker, vægge og mure, farver, skygger og lysets retning.

Det skal holdes ved lige livet igennem.
 

Rum

Dannelsen af rumoplevelsen understøttes af ekko'er, råbets, grinets og talens ekko i gården mellem boligkarrèerne i byen eller mellem træerne i skoven. Det forstærkes som en resonans i kroppen under gang, hoppen og løben sammen med resonansen fra de andres bevægelser, kommunikation og færden. Det er denne resonans, hvor vi indskriver vores bevægelser i hinanden, og dermed igangsætter en interaktion, der f.eks. omslutter musikkens rum, når en kvartet med ører og øjne, mimik, smil, kropslig gestik rettet mod musikken og hinanden og de indbyrdes bevægelser og markeringer.
 
Og musikkens egen dialog med instrumenternes samtale, spørgsmål, svar, anråben og replikker. Musikkens rum er et rum, hvor der bygges på akustiske spatielle-temporale forestillinger.

Der er - en nødvendig - melodi i kommunikation. Den bæres i ansigtet og af kroppen som en kommunikativ rytme. Den er klart markeret ude på ujævnt underlag. Når fire børn løber ud i frikvarteret ned over en skråning eller bakke og op ad igen forplanter jordoverfladen sig i dem gennem deres balancesansninger (den proprioceptive sansning), så de som en fælles bølge laver sig et danseforløb. Det ser ikke sådan ud, når de løber ud og rundt i den flade asfalterede skolegård i byskolen.

Uderummet er sfærisk, har form som en sanseboble rundt om organismen, det er det topologiske rum. Inderummet er bygget som længde x bredde x højde, det euklidiske rum. Menneskets første logik er sfærisk, en sfærologisk forståelse af dets væren-i-verden. Hovedspørgsmålet i denne første logik er "hvor?", dvs. en stadigt kørende bestemmelse af sted. Det bliver senere til en mental logik, der præges af det verbale sprog. Og så "glemmer" vi den første sfæriske logik. En sfære? vil mange tænke. Hvordan? Læg dig på ryggen en aften ude midt i naturen. Se op i himlem, så er den der lige med det samme.

Rummet undersøges med alle sanser i brug dels mht. udstrækning (det sfæriske rum) og dels genstandsmæssigt. Undersøgelsen sker gennem barnets aktive bevægelse i rummet og mellem tingene. Derved fastlægges barnets subjektive og erfarede rumopfattelse i dets aktive, levede liv gennem det, som i psykologien kaldes økologisk perception. Økologisk, fordi det sanses i en livssammenhæng. På den måde får genstandene i rummet invarians og permanens, dvs. de er de samme genstande uanset afstand (nærved eller fjernt) og uanset den retning, hvorfra den opfattes. En kop er nu en gang en kop uanset om man ser den oppefra eller fra siden, nærved eller på lang afstand. Først er alle ting bestemt ved brug, senere bliver de begrebsliggjort. Verden starter med at være fyldt med verber, senere bliver den fyldt med substantiver. Koppen er først en "drik-af-mig" ting, senere bliver den et begreb med navnet kop.

Sansningen bestemmer opfattelsen af rummet. Mennesket har mange rum bestemt af sanserne: et hudens og berøringens rum, et rum, der dannes af muskulær anstrengelse, rummet der - som nævnt - fastlægges af bevægelser. De forskellige organismer lever i forskellige spatielle rum, der er defineret af deres dominerende sans. Mennesket oplever (især) en visuel verden, og f.eks. flagermusen (især) en akustisk verden, katten (især) en duftverden. Svært for ikke at sige umuligt er det at forstå muldvarpens sansning og rumforestillinger i gangene under jorden eller laksens sansning og forestillinger under dens vandringer i havet og op gennem elven.
 

Legekrop og skolekrop

Vi lærer at have forskellige kroppe. Børn i skolen har så tydeligt en legekrop og en skolekrop. Legekroppen har store bevægelser og kræver plads, den disciplinerede skolekrop har kun lidt plads og skal derfor klare sig med at bruge små bevægelser.
 
Det er slet ikke så galt, at det er sådan. Oplevelser ved læsning, løsning af matematikopgaver og intens lytten i en samtale foregår bedst (oftest i hvert fald) i klasserummet med vægge, gulv og loft. Nogle gange vil ingen af os forstyrres af råben og hoppen rundt. Men ude og inde giver til sammen udviklingstilbud til alle sanser og læringsområder.
 

Ved barnets tidlige undersøgelser af rummet fastlægges territoriet med steder, fikspunkter, genstande samt kombinationen afstand og tid. Afstand og tid ligger i kroppen længe før kulturens tidsopfattelser og tidsmålingen kommer til. Kroppen kender til tiden, fordi den har gjort et større arbejde for at nå frem til noget fjernt end til noget nær ved. Tiden er indskrevet i kroppen.

Børn, der sidder deres barndom af ved computeren og dræberspillene, mister orienteringssansen og stedsansen, fordi tid og afstand er slettet. Handlinger, afstande og tid er ikke mere i real time, alting foregår på samme tidspunkt, foregår uden om kroppen. Bogstavelig talt er kroppen sat uden for spillet.
 

Vi er natur

Lidt naturfilosofi: vi er som mennesker og alt andet levende en del af naturen, både den levende og den døde. Det er vi også selv om, vi bor midt inde i storbyen. Det er vi, selv om underlaget er asfalt og cementfliser. Vi er natur og kan ikke "gå ud i" naturen. Vi kan gå udendørs, ud af bygningerne med de euklidiske rum. Lidt mere hverdagsligt sagt: Natur regner vi almindeligvis for skove, marker, parker, søer og åer, hav og strand. Vi har ikke så meget af det, som de har i f.eks. Norge. Vi har højst 5-6% ret uberørt natur, Norge har ca. 98% af den. Det er derfor nordmændene siger, at en del af norsk identitet er friluftslivs-identiteten. Den med en særlig national friluftslivs-identitet er bestemt ikke gangbar i Danmark.
 
Udeliv og friluftsliv fylder dog meget i Danmark, men lysten til at bruge kroppen udendørs skal læres tidligt og helst før 5 års alderen. Ellers har kroppen ikke lyst! Det er svært (nærmest umuligt) at begynde på at lære børn i 9. klasse eller midaldrende voksne lyst til friluftsliv med kropslige anstrengelser og sansemæssige udfordringer. Kroppene oplever ulyst. Derfor skal daginstitutionerne have gode udearealer med kropslige-sanselige udfordringer. Derfor skal der i småbarnsalderen være skovuger i daginstitutionerne. Der skal være skovbørnehaver. Daginstitutioner med idrætslege. Slaget skal slås i småbarnsalderen.

Det handler om at bruge sanserne ude. Bruge dem grundigt (og dermed langsomt) og være nysgerrig (vedholdende, altså lang tid over for et "noget").

Hvad er naturen til? Den er:
  • et godt underlag til kolbøtter, slagsmål (med fair play, som skal læres både af drenge og piger, men som vi voksne ofte ikke giver videre til næste generation), og så leg og idræt (inkl. campering, hvor man lærer at klare sig),
  • et kundskabslager om træer, buske, planter, dyr, fugle, insekter mv.. Der er så megen faktuel viden om verden at hente ude i naturen
  • eventyrlig og farlig, hvad er der nede i skovbundens huller, inde i den natsorte grantykning (set fra barnets 80 cm højde)?
  • den er til praktisk brug med vækster, dyrkning og haver (skolehaverne?), her går mennesket gennem sine handlinger næsten i ét med naturen. Det er en praktisk udgave af menneskets forviklethed med naturen, som den danske religionsfilosof K. E. Løgstrup taler om,
  • den rummer sansenydelser. Vi er indforlivet med naturen, elsker at sidde og se på havens vækster, vi anbringer os (altid!) med udsigt ud over åbne landskaber og med et skovbryn eller havet i det fjerne.

Vi er faktisk biologisk udstyret med en intelligens for naturen. "Den grønne intelligens", som har haft en meget lang evolutionshistorie, som vi kan se det hos chimpansen og gorillaen, der kan skelne mellem ca. 80 forskellige blade og planter, og som kun overlever, hvis de undgår de dødeligt giftige planter. Det er vigtigt at kunne skelne og handle umiddelbart og med high speed. Det gælder faktisk også i storbyjunglen. Udeliv er også ekskursionen i storbyerne. Territoriale undersøgelser af byrummet, når vi kommer til en ny metropol. Storbyen er natur, udformet af mennesker, der selv er natur.
 

Udeliv i skolen

Vi kan forholdsvis let skabe rammerne for udeliv i og omkring daginstitutionerne og skolerne. Selvfølgelig koster det penge, men det forudsætter først og fremmest enighed om prioritering hos de voksne. De voksne skal tænke på udeliv og udearealer som grundlag for en betydelig del af de pædagogiske aktiviteter. Grøn natur med buskads og væltede træer, baner til boldspil, skolehaver, adgang til undersøgelser i moser, ved åer, ved stranden. Det kompletterer børns behov for læring. Og masser af erfaringer kan hentes ind til bearbejdning og erfaringsdannelse i klasseværelset - så praksis og teori forenes gennem egne handlinger og ikke bare skal læses ud af bøger.

Dertil kommer sidegevinsten med sundhed og med trænede kroppe, der ved den øvede balancesansning viser hele kroppens mulige spændstighed og ynde.

Kolofon

Forfatter: Mogens Hansen, prof., cand. pæd.psych, DPU

Mogens Hansen (f. 1936) er uddannet lærer og cand.pæd.psych. og var i mange år ledende skolepsykolog ved Lyngby-Taarbæk Kommune. I dag arbejder han som adf. professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, holder foredrag og skriver bøger om bl.a. specialundervisning, kognitiv psykologi og billedtænkning.

Artiklen er publiceret første gang i "Dansk Friluftsliv", medlemsblad for Dansk Forum for Natur- og Friluftsliv nr. 59, oktober 2004 - og udgivet på Udeskole.dk i 2006.

Foto: Frank Juel.
Redaktør: Malene Bendix.

Kommentarer