Træskulptur

Eleverne danner sammen en træskulptur, hvor de alle indgår som forskellige dele af træet.

Dan en skulptur af et træ.

Formål

  • at eleverne forstår hvordan et træ lever,
  • at eleverne oplever hvordan det er at være en del af en helhed.
  • at give et eksempel på en menneskeskulptur – ideen kan bruges i mange andre sammenhænge,
  • at eleverne leger med og lærer nogle træ-ord.
     

Forberedelse

Bliv klog på et træ
Sæt dig godt ind i et træs forskellige livsfunktioner – se baggrund.
 

Sådan gør du

Byg en træskulptur
Byg en træskulptur på denne måde:

  • Kerneved
    Kerneveddet består af 2-3 høje elever. De er det hårde døde ved i midten af træet som har til opgave at holde træet oprejst, og sende bladene højt op mod lyset. De rækker armene i vejret som grene.
  • Rødder
    Nedenunder kerneveddet lægge du et par solide rødder. De skal holde træet fast i jorden.
  • Splinten
    Uden om kerneveddet sidder splinten der transporterer vand fra rødderne op til bladene.
  • Sugerødder
    Nedenunder lægger du et par elever der skal være sugerødder, som suger vand ud af jorden.
  • Vækstlaget
    Uden om splinten sidder vækstlaget. Det transporterer næringsstoffer fra bladene ned til rødderne.
  • Bark
    Uden om igen er barken og beskytter vækstlaget. Barken holder hinanden i hænderne så de beskytter vækstlaget.
  • Blade
    Allerøverst sidder bladene. Det kan være aviser eller andet, som vækstlaget holder i hænderne.

Et træ i fuld funktion
Nu skal træet til at arbejde. Du instruerer:

  • Kerneved stå godt fast!
  • Rødder hold godt fast i jorden!
  • Vækstlag ræk bladene højt op mod solen!
  • Bark hold godt sammen på træet!
  • Rødder – sug vand op!
  • Splint – bring vand op til bladene! Spred bladene godt ud og lav mad til træet!
  • Vækstlag – transporter maden ned til rødderne!
  • Osv.

Det hele ender sikkert i et ragnarok de første par gange, men det er ret morsomt, og efterhånden skal I nok få træfabrikken til at virke, så du kun behøver sige: Sug vand, transporter vand, lav mad, transporter mad osv.

Årets gang for et træ
Når I er godt i gang, kan I måske se hvad der sker året rundt:

  • Rødderne begynder at suge vand, når der kommer lidt varme om foråret.
  • Vandet transporteres op i træet inden for vækstlaget
  • Bladene springer ud, og begynder at lave næringsstoffer til træet.
  • Næringen transporteres ned i stammen der vokser lidt ud ad.
  • Barken må give lidt bedre plads.
  • Der dannes frø.
  • Knopperne til næste års blade dannes i sensommeren før bladene falder af.
  • Efterårsstormen får træet til at svaje.
  • Bladene blæser af.
  • Saftstrømmene stopper.
  • Væksten går helt i stå om vinteren.
  • Foråret kommer, og processen begynder forfra.

Tegn det hele sammen
Til slut er det måske en god ide at tegne hele processen på tavlen, så selv kerneveddet forstår hvad de har været med i!
 

Baggrund

Træets livsprocesser
Det kan være ret indviklet at forstå, hvad der sker inde i et træ, men når man selv har været en del af systemet kan man bedre sætte sig ind i systemet.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Dansk, Natur/Teknik
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:By og kultur, Skov
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

En masse elever.

Tid

1 lektion.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for Dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål e...

Relaterede Fælles Mål for Dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Jens Frydendal, Naturskolen ved Hald.
Redaktør: Malene Bendix.
Tegner: Eva Wulff.

Kommentarer