Udeskole, sted og interesse for science

Find specialet "Stedets betydning for interesse i science-fag" fra marts 2013.

to piger sidder på bænk
Der findes mange muligheder at skabe interesse for science-fag, når undervisningen gøres praktisk og konkret. I specialeprojektet ’Stedets betydning for interesse i science-fag’, fra DPU, Aarhus Universitet, konkluderer Mads Bølling at undervisningssteder i urbane uformelle læringsmiljøer har mindst otte didaktiske muligheder for at stimulere interesse i science-faglig undervisning i udeskole.
 

Speciale om udeskole og science

I sit specialeprojekt har Mads Bølling undersøgt hvilke muligheder der findes for at skabe interesse i den science-faglige undervisning, når undervisningen flyttes ud til steder i by-skolers nærmiljø. I projektet er undervisningen på tre forskellige steder blevet undersøgt i science-fagene natur/teknik og matematik på 6. klassetrin: En parkeringsplads, en grøn park og zoologiske have.
 
Du kan finde specialet her. Pdf-filen fylder 14 MB.
 

Otte muligheder for at skabe interesse

Resultaterne viser, at der blandt udeskolelærere findes positive didaktiske strategier med henblik på at stimulere interessen. Konklusionen er, at undervisningssteder i urbane uformelle læringsmiljøer, der anvendes i udeskole, har mindst otte didaktiske muligheder med henblik på at stimulere elevers interesse i science-undervisning i udeskole:
  1. At flytte undervisningen fra et kendt til et nyt og anderledes sted,
  2. Steder der ikke er en del af den almindelige skole-hverdag har andre betingelser for elevernes oplevelse af spænding,
  3. Anvende udendørs steder til at skabe et positivt, socialt og hyggeligt arbejdsfællesskab i mindre grupper,
  4. Lægge et science-fagligt perspektiv ned over steder fra elevernes hverdag,
  5. Anvende historisk og kulturel viden om steder samt benytte denne viden som grundlag for at anlægge et science-perspektiv på steder,
  6. Vælge steder, hvor der findes levende, virkelige og autentiske materialer samt faciliteter, der har relevans for science-fag,
  7. Vælge kultiverede og tilrettelagte steder med henblik på, at styrke elevers fokus på undervisningsaktiviteter,
  8. Vælge mindre kultiverede og tilrettelagte steder med henblik på at arbejde med mere åbne opgaver.
     

Argumenter for udeskole-praksis

Viden om science er vigtig for såvel det enkelte individ, som for det større samfund, hvis man vil skabe et engagement inden for bl.a. miljø- og sundhed. Interesse for et fagligt område er imidlertid afgørende for elevernes motivation for at beskæftige sig med området og herigennem tilegne sig faglig viden.
 
Udeskole er efterhånden en almindelig praksis i folkeskole, især i science-fag. På trods af at "den naturlige verden" undersøges uden for skolens mure, kan undervisningen i science-fag imidlertid betragtes som teoretisk og abstrakt, og primært knyttet til skolens bygninger, rum og lokaler. Specialets resultater giver argumenter for at anvende udeskole i science-fag, ved at anvise muligheder for at stimulere interesse for naturfag via valget af undervisningssteder.

Hvem, hvad, hvor

Klasse:Lærere

Kolofon

Forfatter og foto: Mads Bølling, forskningsmedarbejder ved Center for Science Didaktik.

 

Kommentarer