Nyhedsbrev

Søg

Almanak
Gå en dag tilbage20-04-2014Gå en dag frem
Bierne samler harpiks fra kastanjetræets kæmpestore knopper. De bruger det til at tætne deres bistade med. Når bierne bruger harpiksen, kalder vi den for propolis.
 AKTIVITETER  UNDERVISNINGSFORLØB  ÅRSTIDSHJUL  GENPLANT PLANET 
Udskriv sidePrintkurv

Aktivitet

Om at snitte

Beskrivelse

Sådan snitter du med kniv.
 
Snit
 
Du kan snitte næsten alt. Hvis du vil snitte sikkert - så sæt dig ned
og snit væk fra dig selv og andre.
Foto: Malene Bendix.

Lidt om aktiviteten

Med en god kniv kan du lave alle mulige ting af træ. Her kan du læse lidt om knive – om hvordan du snitter sikkert og godt - og om hvordan du sliber din kniv.

Hvad skal du bruge

  • En god snittekniv
  • Et stykke friskt træ

Hvor lang tid tager aktiviteten

Så længe du har lyst

Sådan gør du

Kniven
En god snittekniv er 4 – 8 centimeter lang og 2 – 3 millimeter tyk. Den skal have en fas på hver side (se tegning). Knivens skæfte skal ligge godt i hånden – også selvom du holder på flere måder. Det gør det bedst hvis det er symmetrisk.


En kniv – og alt det den består af
Tegning: Eva Wulff

Sid ned
Når du snitter er det bedst at du sidder ned. Så har du kontrol over kniven og hvor den farer hen. Hvis du skal hente noget, så sæt din kniv i skeden før du rejser dig op. Hvis I er flere der snitter sammen – så sæt jer i en rundkreds. Så kan I se hinanden – og er samtidig i sikkerhed for hinandens knive.

Hvordan snitter du
Det bedste er at du snitter væk fra dig selv. Og at den hånd du holder træstykket med er bag ved den hånd du snitter med.



Snit altid væk fra dig selv og andre.
Tegning: Eva Wulff

Nogen gange kan det være smart at bruge tommelfingeren på den hånd der holder træstykket, til at skubbe på ryggen af kniven. Så får du et fint kontrolleret snit.


Du kan også bruge tommelfingeren til at skubbe kniven.
Tegning: Eva Wulff

Af og til er det praktisk at kunne snitte ind imod sig selv. Så skal du holde din hånd og grenen i en bue, så hånd og arm på samme måde som før er bagved kniven (se tegning). Hvis du er lille er det bedst at have en lille beskyttelsesplade i en snor om halsen, så du ikke snitter ind i dig selv (se tegning).


Sådan kan du snitte ind imod dig selv, uden at du kommer til skade.
Hæng evt. en beskyttelsesplade om halsen.
Tegning: Eva Wulff

Et andet godt kneb er at tage plaster på før du skærer dig. Det plejer at være pegefingeren og tommelfingeren det går ud over.

'

Snit med træet
Du skal altid snitte med træets årer - dvs. at du snitter udefra og ind i træet. Hvis du forestiller dig at træet består af en masse sugerør der ligger ved siden af hinanden, så skal du skære sådan at du skærer rørene skråt over så der er støtte bagved – i stedet for at skære ind i dem og flosse dem op, hvor de ikke er støttet. Nedenfor er vist et eksempel på hvordan man snitter en smørekniv. På nederste tegning kan du se den snitteretning du skal bruge for ikke at flosse træet op.


Smørekniv og snitteretninger. Snit i pilens retning.
Tegning: Eva Wulff

Både tryk og træk
En kniv skærer ikke kun ved at du trykker den ned mod træet. Den virker bedst hvis du også trækker – og på den måde bruger hele knivens æg i snittet.

Fasen
En god snittekniv har en fin, ren fas på begge sider af bladet (se tegning ovenfor). Men hvad gør fasen egentlig godt for? Fasen er med til at styre kniven inde i træet.

Før du skærer, skal hele fasen hvile mod træstykket. Det snit du laver vil altid gå i retning af den fas der ligger ind imod træet. Når du har en fas, er det derfor muligt at vippe kniven – og komme ud af træet igen. Dette er meget sværere med en lommekniv der ofte ikke har en fas. En lommekniv vil kile sig fast i træet – så du har svært ved at trække spånen fri og komme ud af træet igen.

Slib din kniv
Det er vigtigt at holde sin kniv skarp. Den er bedre og mindre farlig hvis den kan skære. Brug en almindelig firkantet slibesten. Hele fasen skal hvile på stenen mens du sliber. Vand eller olie på stenen sørger for at der ikke er nogen metalspåner der sætter sig fast i stenen.


Læg fasen helt ind mod slibestenen.
Tegning: Eva Wulff

Du kan også bruge en knivsliber, hvor du trækker knivens æg over et lille stenhjul. Her lægger man en ekstra lille fas yderst ved æggen, men til gengæld bliver kniven hurtigt skarp.

Forslag til videre arbejde

Læs bogen ’Talje med kniv och yxa’, af Wille Sundquist.

Forfatter

Peter Hersted, Lektor på Dansk Sløjdlærerskole

 


Bottombar
SøgKontakt osSkovBiblioteketUV MaterialerSkovAvisenOm SISDanmark RundtLearn About Forests