Deltag i Genplant Planeten 2017

Sæt kryds i din årsplan og deltag i Genplant Planeten 6.-10. november, hvor skolebørn planter træer for et bedre klima. Der er åbent for tilmelding.

Lad eleverne genplante planeten, lad dem gøre noget godt for klimaet og lær dem hvorfor træplantning, bæredygtigt skovbrug og brug af træ er en del af løsningen på klimaproblemet.
 
Vi opfordrer alle skoler til at deltage i Genplant Planeten 6. – 10. november 2017.
 

Tilmelding og plantning

Skoler kan deltage med en eller flere klasser. 
 
Dansk Skovforening gennemfører klimaprojektet Genplant Planeten.
Vi tilbyder 100 gratis træer pr. klasse, og vi har 50.000 træer at dele ud af. Danske Planteskoler står for pakning og transport af træer til en aftalt adresse. Det er først-til-mølle princippet der gælder.
Tilmeldingsfristen er 1. september 2017. 

I kan plante træerne:
  • På skolens egen jord.
  • I skove som I selv har kontaktet og lavet en aftale med.
  • I skove som i den kommende tid lægger invitationer ud på Danmarkskortet. Klik på ”Skove” i højre margin. Hvis du tager imod en invitation fra en skov, så kontakt skoven og lav en planteaftale. Derefter tilmelder du dig Genplant Planeten.  
Bemærk! I tilmeldingsformularen fremgår alle de oplysninger, vi har brug for, når du laver en planteaftale med en skov.
 
Gå direkte til tilmeldingsformularen
 

Gratis undervisningsmaterialer 

Projektet retter sig især til natur/teknologi i indskolingen og mellemtrinnet, men andre fag og klassetrin kan også være med.
 
Deltagende skoler får gratis undervisningsmaterialer om skov, træer og klima. Materialerne bygger på udeskole-pædagogik hvor eleverne selv får fat i det de lærer om og arbejder med handlekompetence. 
 

Derfor er det godt for klimaet at plante træer

Der er to måder at formindske mængden af CO2 i atmosfæren: Vi kan udlede mindre CO2 – og vi kan fjerne CO2 fra luften og gemme den. Træer kan begge dele. Skoven har en nøglerolle for klimaet, fordi træer ved deres fotosyntese kan optage CO2 fra luften og lagre CO2 som kulstof i ved og i jordbunden.
 
Klimaproblemet kræver at vi handler nu og tænker nyt. At plante træer kan være første skridt.
 

Historie og sponsorer

Genplant Planeten er blevet afholdt i 2009, 2010, 2015 og 2016. I alt har 90.000 børn plantet 240.000 træer over hele landet og er blevet klogere på klimaforandringer og hvad vi kan gøre ved dem. Det har hver gang vakt stor interesse fra medierne som har sat fokus på skovens og træets betydning for klimaet.
 

Støtte

Genplant Planeten er støttet økonomisk af Nordea-fonden, DONG, udlodningsmidler til friluftsliv, 15. Juni Fonden og Danske Planteskoler. 
 

Kommentarer