Blokfloejte.html

Bambusfløjte - vejledning.
finn holst (c) 1999

Bambusfløjte - vejledning.
finn holst (c) 1999

Fløjten laves af ca. 22 til 24 mm bambus, som skæres i længder på fra lidt under 30 cm til så langt som man kan komme uden at ramme et knæ (i bambussen).
Nogle bambusformer har knæene liggende tættere, og man skal da placere knæet så det ikke kommer til at ligger der hvor hullerne skal være. Skillevæggen kan gennembores og kræver ikke en helt glat kant.
Bambusstykkerne lægges i linolie i ca. tolv timer for at modvirke at de flækker. Det forbedrer i øvrigt også fløjtens klang, og giver den dybdegående oliebehandling fra begyndelsen af, som så bør holdes ved lige.
Man begynder med at lave mundstykket.
Vinduet, det firkantede hul hvor den skarpe kant (labiet) som laver tonen sidder ca. 3 cm fra enden. På grund af fløjtens runding vil det ikke fungere godt at gå til mere en 6 mm’s bredde. Højden af hullet skal ikke være ret meget. At begynde med 4 mm er et godt udgangspunkt, og der skal ikke fuskes ret meget før hullet er 5 mm, og så er vi på vej til at få for lidt hold på luftstrålen, som skal kløves over labiet. Der laves en kanal fra mundstykkets ende til vinduet. Kanalen skal være ca. 1 mm dyb. Kanalen må gerne være med til at gøre indersiden af vindueskarmen flad. Derved får man bedre mulighed for at labiet kan blive lige, hvilket giver mere lyd. Herefter kan den skrå kant (ca. 45 grader) laves. Lad først en lille smule lige kant for enden være tilbage. Det er nemmere at tage noget af end at lægge noget til, og hvis den er helt skarp fra begyndelsen går den lettere i stykker.Et korgstykke tilpasses. Korkstykket skal have en plan flade som i den inderste ende (henne ved vinduet) skal have samme bredde som vindue og kanal , altså 6 mm.
Korkstykket indsættes så det sidder godt (uden vold). Der skal rodes lidt her for at få en stabil tone og en god klang. Det er her at tingene kan gå op i en højere enhed. Hvis det går galt, kan det godt betale sig at begynde forfra. En velstemt fløjte med en dårlig eller næsten ingen tone er ikke en bambuspind værd.

Fløjten udstyres med 6 huller. Grebene er ikke de samme som på en blokfløjte. De er lettere!. Lige efter hinanden, den ene, så den næste, og sådan er det hele vejen. Alle fingre på - grundtonen, f.eks. c. Et hul åbent d, to huller åbne e, tre huller åbne f, fire huller åbne g, fem huller åbne a, seks huller åbne h, alle lukkede undtagen en lille smule luft fra det øverste hul - næste c = c’.

Er fløjten for kort til at stemme i c, kan den stemmes med den laveste tone d. Den stemmes så i virkeligheden i G-dur med tonerne d, e, fis, g, a, h, c , d’. Det er superanvendligt. G-dur er godt til gitar. Grundtonen ligger inde i midten, så man kan spille toner både over og under grundtonen.


Man stemmer et hul ad gangen. Placeringen er svær at gøre om. Jo længere væk fra enden, jo højere en tone. Den anden faktor er hullets størrelse. Jo større et hul, jo højere en tone. Det hele hænger sammen med knude- og bugpunkter i luft-
svingningen (ligesom ved en streng). Der ligger en knude ved labiet, og en bug ved åbningen i enden af fløjten. Så kan der eller deles op imellem i et ulige antal. Der er bug ved enden af fløjten fordi der er en trykudligning. Hullerne medvirker til den samme effekt. Afhængigt af hvor de sidder og hvor store de er trækker de bugen opad i røret , og gør dermed tonen højere.


En G- fløjte med dybeste tone d, har eksempelvis længden 26 cm, hvilket bl.a. afhænger af rørets tykkelse. Målene bliver herefter ca. 7,6 / 9,1 / 11,0 / 14,8 / 16,5 / 19,5. Tredie og sjette hul er begge små.
En C- fløjte med dybeste tone c, har eksempelvis længden 28,5 cm.Målene er ca.: 8,0 / 10,0 / 12,0 / 16,2 / 18,0 / 21,4.
Tredie hul er lille. Andet hul er altid stort.
Er man i tvivl kan man starte med lidt for store mål , og får så lidt for store huller ( som er sværere at spille med og rykker ved klangen).Det er så her erfaringen kommer ind - balancen mellem ikke lige at gå over stregen, men alligevel komme så
tæt på som muligt.....