Bygge broer

Eleverne bygger en bro af trædesten over et fiktivt vandløb. De skal arbejde sammen - og få alle med. Opgaven kan kun løses, hvis alle deltager aktivt.

Samarbejde om at bygge en bro. Tegning: Eva Wulff.

Formål

  • At træne elevernes logiske sans
  • At opøve samarbejde i gruppen
  • At bevæge sig smidigt og træne balancen.
     

Forberedelse

Forklar reglerne
Eleverne skal forberedes på at arbejde med opgaveløsning i fællesskab. For at opgaven kan løses, er alle nødt til at samarbejde. Reglerne forklares grundigt.

Lav trædesten
Hver elev skal have en "trædesten" med ud i skoven: en trædesten kan være en træskive. Hvis I ikke lige har en masse af dem ved hånden, kan I lave jeres trædesten af en avis i BT-størrelse puttet i en plasticindkøbspose, der er tapet sammen omkring avisen. Denne kan også bruges som siddepude i en fugtig skovbund.
 

Sådan gør du

Lav en å
Marker en fiktiv å på et passende åbent område. Åen skal være så bred, at den gruppe af børn der skal bygge en bro over vandet, alle kan være med deres trædesten på tværs af åen – og så lidt til.

Børnene stiller sig på den ene side af åen, og skal nu bygge en bro af trædesten over den.
 
Regler
Gruppen af børn får udleveret trædesten svarende til antallet i gruppen.

Nu skal gruppen bygge en bro over åen:

  • Første barn (A) lægger en trædesten i "vandet" og træder ud på denne.
  • Andet barn (B) får en trædesten og går med denne ud til første barn, lægger sin trædesten i forlængelse af den første og går ud på den nye brodel.
  • Sådan fortsætter de.
  • Men på et tidspunkt er der ikke flere børn med trædesten på land – og børnene står på en lang række trædesten ude i vandet.
  • Nu skal det første barn (A) gå over på det andet barn (B)´s trædesten, tage sin egen trædesten med sig og smyge sig fremad, langs kammeraterne, og lægge stenen i forlængelse af de øvrige.
  • På denne måde kan børnene komme fra den ene bred til den anden.
  • Hvis en elev undervejs falder i vandet, må han/hun kravle gennem vandet ind til start og prøve igen.
  • Der må kun være to børn på en trædesten ad gangen.

I kan lave flere grupper, men I behøver ikke at lave en konkurrence ud af det.

Variation

  • Gruppen skal hjem igen og undervejs samle alle trædestenen sammen.
  • Du kan tage tid på grupperne.
  • Gruppen af elever deles i to, og starter fra hver sin side og skal have broen til at mødes.
     

Baggrund

Opgaveløsning og samarbejde
Øvelsens grundelementer er opgaveløsning og samarbejde. Derfor er det børnene selv, der skal komme med løsningsforslag og afprøve nogle af dem.

Mange børn skal lære at samarbejde. De er ikke vant til at arbejde kollektivt og til at skulle omsætte løsningsforslag, der gælder den enkelte til også at omfatte hele gruppen.

For at skabe tryghed og samhørighed kan man lave flere samarbejds- og tillidsøvelser, blandt andet sanselege hvor man skal arbejde sammen to og to. (Se ex nedenfor).

Forslag til læsning
Irene Oestrich: "Træning af sociale kompetencer".

Hvem, hvad, hvor

Fag:Idræt
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:Skov, Sø og å, Kyst og hav
Årstid:Forår, Sommer, Efterår

Grej

  • Aviser og poser til lige så mange trædesten, som I er elever
  • Tov eller grenranke til afmærkning af en fiktiv å

Tid

1 dobbeltlektion.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for idræt bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål ...

Relaterede Fælles Mål for idræt bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Nina E. Nielsen, fagkonsulent i idræt.

Redaktør: Malene Bendix.

Tegninger: Eva Wulf.