Kikkasse

Eleverne fremstiller en kikkasse af en skotøjsæske med fotografier, tegninger og materialer, der er indsamlet i skoven eller andre steder i naturen.

Paprammer.

Formål

  • at eleverne kombinerer plane og rumlige materialer,
  • at eleverne anvender viden og erfaring med farver, form og komposition,
  • at eleverne samarbejder med billedfremstilling,
  • at eleverne udtrykker sig i billeder.
     

Forberedelse

Fire faser
Forløbet foregår i fire faser: først en fase i klassen, så to i skoven og derpå endnu en i klassen.

Introduktion
Inden besøget i skoven får eleverne en lille introduktion til hvad en kikkasse er, og hvilke ting de skal anvende under fremstillingen.

Skotøjsæsker
Eleverne indsamler skotøjsæsker, så der er så mange at eleverne to og to kan deles om én.

Par
Eleverne inddeles i par. Hvert par skal arbejde sammen gennem hele forløbet.

Foto og søgerammer
Eleverne får en kort introduktion til fotografi - og til hvordan de kan tage gode billeder fx med deres mobiler. I forbindelse med dette fremstiller hver elev lille søgeramme af tyndt karton (gerne karton i postkort størrelse). Rammens ydre mål skal være ca. 10 x 15 cm og hullet omkring 6,5 x 5 cm.

Vis eleverne hvordan de skal anvende søgerammen til at finde motiv med inde i klassen, og senere ude i skoven. Fortæl dem at de skal anvende søgerammen, når de skal tage billeder. Ved de to besøg i skoven skal de både fotografere, tegne små tegninger, og samle småt materiale i skoven.
 

Sådan gør du

I skoven
Ude i skoven viser du eleverne, hvordan de kan finde motiver med deres søgeramme. Fortæl dem at de skal bruge søgerammen, hver gang de vil fotografere et motiv, for at se om motivet er godt.

Eleverne få udpeget et område de må færdes i. Hvert hold må tage / udvælge 12 billeder med deres mobiler. Nogle fotograferer, mens de andre tegner.

Eleverne skal tage billeder/tegne alle mulige ting, som findes i skoven: grene, træer, buske, dyr, planter, træstubbe, sten, landskaber m.m.

Efter de to besøg i skoven skal alle holdene have taget billeder, tegnet og indsamlet materialer fra skoven.

I skolen
På skolen printer I gruppernes billeder ud. Hver gruppe lægger alt sit materiale frem på et bord. Hele klassen snakker sammen om hvordan materialerne kan bruges i kikkassen.

De motiver fra tegninger og fotos, som børnene vælger at bruge, skal klistres op på karton, inden de bliver klippet ud.

Hvis der er tegninger og fotos som skal stå op fra bunden eller stikke ud ad væggen, skal børnene klippe dem ud men med en ekstra stor klods papir (se tegning). Klodsen skal være for neden, hvis en figur skal stikke op fra bunden, og i siden hvis en figur skal stikke ud fra siden. Den klippes op langs den stiplede line, så flapperne kan bukkes hver sin vej (se tegning nedenfor).

Klodserne kan evt. farves i bundens/sidens farve. Der skal ikke sættes noget fast på frontens bagside, da dette ikke kan ses, når man kikker ind i kassen.

Kikkasse indvendig:

border=0

border=0

Kikkassens vægge og loft dekoreres med billeder/tegninger/males og alle tingene klistres, hænges eller sættes ind i kassen. Der skæres et lyshul i toppen af kassen og et kikhul i den ene ende.

Alle kikkasserne udstilles og eleverne snakker om hvorledes de forskellige kassers landskaber ser ud. Hvordan er der blevet skabt dybde? Hvordan sidder figurerne fast? Hvilke ting indeholder kassen? Beskriver den et hyggeligt/farligt sted? Osv.
 

Baggrund

Om at lære at fotografere
Inden turen i skoven lærer eleverne at anvende den lille papsøgeramme til at søge motiver i, før de fotograferer. Eleverne får også nogle regler at vide om selve fotograferingen:

  • Det er vigtigt at tingene der fotograferes fylder det meste i billedet
  • Tingene skal helst være placeret i centrum af søgeren
  • Hvis der ikke er stativ til kameraet kan eleverne evt. støtte kameraet på en træstub el.lign. ude i skoven, så billederne ikke bliver rystede.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Billedkunst
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:Skov, Sø og å, Kyst og hav, By og kultur, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

  • Karton (gerne i postkortstørrelse ca. 10 x 15 cm)
  • Lineal
  • Saks
  • Blyant
  • Papir
  • Tegneunderlag
  • Fotoapparat + film eller evt. digitalkamera
  • Plastpose, til at indsamle skovens materialer i

Tid

10-12 lektioner

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for billedkunst bliver sat ind her, når de nye Fælles ...

Relaterede Fælles Mål for billedkunst bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Helen Klavsen, fagkonsulent i billedkunst.

Redaktør: Malene Bendix.

Tegninger: Helen Klavsen.