Med Grundtvig ud i det grønne...

Kapitel 1 fra Ingvar Haubjerg Nielsens kompendium "Hvorfor undervise i friluftsliv - et kompendium i friluftslivsfilosofi" - som fint kan overføres på udeskole.

Ida fra Sofienborgskolens udeskole på yndlingssted. Foto: Malene Bendix.
Grundtvig er med her i sin egenskab af filosof, hvilket han faktisk også var - den danske fagfilosof Peter Kemp nævner ham endda i forbindelse med store filosoffer som Rousseau og Marx. I hvert fald havde han nogle tanker, der kan danne baggrund for en sammenhængende naturpædagogik. Disse tanker har jeg brugt som grundlæggende inspiration for at lave en teoretisk model, som jeg vil fremlægge og gennemgå her. Jeg vil ikke påstå, at denne model i et og alt er i overensstemmelse med Grundtvis syn på sagerne, men det er heller ikke det væsentlige for mig: Dette er ikke en afhandling om Grundtvigs menneske- og natursyn, men et forsøg på at bruge hans tanker som inspiration for at formulere et bud på en friluftslivsfilosofi.
 
---
 
Hvorfor er det nu lige, at det skulle være så godt at begive sig ud i naturen og opholde sig der?
 
Hvad er den særlige kvalitet ved det?
 
---
 
Jeg vil hævde, at det gode ved friluftsliv er, at det gør noget godt ved vores bevidsthed, noget godt, som man ikke kan få i tilsvarende kvalitet og omfang andre steder, altså f.eks. foran en computer. At være derude, i den ydre natur, giver os et gode, som er af afgørende betydning for vores indre natur. Om det ligefrem gør os til bedre mennesker, sådan moralsk set, kan diskuteres - derimod er der næppe tvivl om, at det gør os til lykkeligere mennesker: Naturen gør med sin rigdom af farver, former og intellektualitet et eller andet ved vores bevidsthed, som er lægende, oplivende og inspirerende.
 
---
 
Men hvad er det ved naturen, der gør, at den gør dette ved os?
 
---
 
Her er det, at jeg gerne vil bringe Grundtvig på banen. I Grundtvigs verden findes der nemlig ånd - hvilket der oftest ikke gør i det post-moderne menneskes verden, hvilket jo for så vidt kan være godt nok, hvis ikke lige det var fordi, vi tilsyneladende alligevel har brug for ånd. Men hvad er ånd? I denne sammenhæng er ånd energi, livs-kraft eller skabe-kraft. Man kan også udtrykke det sådan, at ånd er stoffets skjulte partner: ånd og stof hører sammen og eksisterer i en levende vekselvirkning med hinanden. Det kan man tegne sådan her:
 
 
Grafik: Malene Bendix
 
 
Naturen er således ligeså fyldt med ånd, som den er fyldt med stof. Vi kan bare ikke direkte sanse ånden, som vi kan sanse stoffet. Det lyder måske mystisk, men det er dog ikke mere fjernt fra vor tid, end at den moderne naturvidenskab også snakker om energi og om stof - og om energi som noget, der erkendes ved sin evne til at gøre en indvirkning på stoffet. Forskellen er bare, at energi i naturvidenskabelig betydning ikke har noget skabende, noget guddommeligt i sig - og det er netop det særlige ved ånden, at den er en skabende livskraft af guddommelig oprindelse. Og hvad har det så alt sammen med naturoplevelser at gøre? Pointen er, at man ved at opholde sig i naturen kommer mere i kontakt med denne oplivende og inspirerende ånd, end man gør ved at opholde sig i menneskeskabte omgivelser - og at vi i selve vores natur har brug for denne ånd og dens opladende virkning på hele vores system.
 
Det er karakteristisk for naturen som omgivelse, at den er meget meget mere kompliceret og detaljeret - har en meget større dybde - end menneskeskabte omgivelser har. Der er langt mere at se og sanse i naturen (forudsat at man har øje for det, ganske vist) end i kulturen, og det man sanser i naturen har alt andet lige en mere lykkelig indvirkning på vores bevidsthed: Det er derfor, man oftest kommer opstemt og opladet hjem fra en tur i naturen, mens man risikerer at komme nedstemt og afladet hjem fra en tur i et indkøbscenter, en biograf eller andre kulturomgivelser.
 
Naturen som omgivelse er  - selv i gråvejr og alm. dansk kulturlandsskabsstandard - præget af en forbløffende skønhed i farver, former og tekniske detaljer. Forbløffende i hvert fald, hvis man vælger at betragte hele herligheden som et produkt af tilfældige kemiske ændringer i generne, sorteret af en nådesløs kamp om overlevelse og formering. Knapt så forbløffende, hvis man ser naturens skønhed og tekniske genialitet som et produkt af en bevidst, velvillig skabelse - som et produkt af ånd, for nu at vende tilbage til det begreb. Og det er netop pointen i at snakke om ånd i en friluftslivsfilosofi: Ved at være ude i naturen, ved at være omgivet af natur, så kan man ikke undgå at blive påvirket af naturens ånd, hvilket altså her vil sige dens skønhed og intellektualitet. Hvad enten man vil eller ej, så er det sværere at være forbenet materialist - eller inkarneret pessimist - når man er omgivet og påvirket af naturens sublime kunstneriske og tekniske detaljer. Jeg er ikke selv religiøs; desværre så tror jeg dybest set ikke på noget, jeg ikke har oplevet som realistisk virkelighed - jeg forlader mig i hvert fald ikke på andet. Men når jeg er ude i naturen bliver jeg så påvirket af de sanseindtryk, den giver mig, at jeg finder det meget mere sandsynligt, at hele herligheden er skabt af en overlegen intelligens, til glæde og velsignelse, end at samme herlighed er skabt af tilfældigheder og blinde naturlove, til smerte og kamp for overlevelse.
 
---
 
Hvis der ikke er ånd i naturen, hvad er det så, der holder sammen på den?
 
---
 
Det er altså min oplevelse og påstand, at der noget i naturen, som gør noget godt ved os og som man passende kunne kalde for ånd, i betydningen skabende kraft - hvadenten man så tror på Vorherre eller ej. Men hvordan forklarer man så, hvad det er, denne påståede ånd gør ved vores bevidsthed? Her vil jeg igen bringe Grundtvig på banen. I Grundtvigs filosofi var grundlaget - så at sige - en levende vekselvirkning mellem stof og ånd. Oven på eller ud af denne vekselvirkning udvikler der sig så noget tredje: bevidstheden. Det kan man tegne på denne måde:
 
Grafik: Malene Bendix
 
Bevidstheden er et historisk produkt af vekselvirkningen mellem stof og ånd. Stof og ånd findes overalt i naturen, men bevidsthed i betydningen selv-bevidsthed er noget særligt for mennesker. På den måde ender Grundtvig med at have et trekantet syn på mennesket: Vi består af stof, ånd og selvbevidsthed (fremover blot kaldet bevidsthed).
 
---
 
Men hvorfor skelner han mellem ånd og bevidsthed - er det ikke to ord for det samme?
 
---
 
Nej, for ånden er noget meget større, ældre og ufatteligere end bevidstheden (som jeg har prøvet at skildre den ovenfor), og hvis man kommer til at blande dem sammen, risikerer man at komme til at tro alt for meget om sig selv og sin bevidsthed og ende i et helt urealistisk forhold til sig selv og verden. Man bliver det, C.G. Jung kaldte opblæst eller inflateret, men det er en anden sag. Sagen her er, at den guddommelige ånd blæser igennem og omkring os, og på sin vej op gennem historien efterhånden har udviklet den menneskelige selvbevidsthed og skabt sådan nogen som os.Vi er altså for Grundtvig karakteriserede ved at bestå af hele tre ting (stof, ånd og bevidsthed) og ikke bare to ting (stof og bevidsthed) eller kun en ting (stof), som andre filosoffer vil påstå. Jeg er tilbøjelig til at holde med Grundtvig i, at vi er 3-dimentionelle væsener, fordi denne model af mennesket er mere rummelig end de to andre (de med at vi er 2 eller 1-dimensionelle) og fordi den forklarer nogle ting i forbindelse med naturoplevelser bedre, som jeg vil komme tilbage til.
 
Nu er jeg foreløbig i gang med at forklare, hvad det er, ånden i naturen gør ved vores bevidsthed. Men for at forklare det, må jeg først forklare, hvad bevidsthed er ifølge Grundtvig. Interessant nok, så er også vores bevidsthed trekantet, forstået på den måde at den består af 3 ting: Følelse, forstand og fantasi. For at forklare, hvad de tre ting står for, må jeg igen først forklare, hvordan bevidstheden opstår.
 
Det grundlæggende i bevidstheden er selv-følelsen. Det er evnen til at føle sig selv, den følelsesmæssige oplevelse af sig selv som en afgrænset helhed. Hvordan får man så sådan en følelsesmæssig helhedsoplevelse af sig selv? Selv om det måske lyder indtil nu lyder meget abstrakt, så er Grundtvig meget konkret i sin tænkning her. Det er nemlig sådan, at et lille barn får en følelsesmæssig helhedsoplevelse af sig selv på det stadie, hvor det med sin hånd med vilje kan føle på hele sin krop: Når man vha. den udviklede følelse i sin hånd har udforsket hele sin krops overflade og det går op for en, at arme, ben, hoved og det hele hænger sammen i én stor helhed, som er en selv (og ikke ens mor), så er ens selv-følelse grundlagt. Og dermed er det første hjørne af bevidsthedens trekant grundlagt.
 
Når man får en tilsvarende visuel oplevelse af, at alle ens lemmer hænger sammen i en helhed og at denne helhed virkelig er mig (man ser sig i et spejl og opdager, at det hele hænger sammen og alt sammen er mig) så har man grundlagt den anden sansemæssige helhedsoplevelse af sig selv, den Grundtvig kalder for fantasien.
 
Endelig kommer der et tidspunkt, hvor man ud over disse helhedsoplevelser af sig selv får udviklet evnen til at sætte ord på sine oplevelser - og dermed til at sætte et lydligt udtryk på oplevelsen af sig selv: Man kan sige "jeg" (interessant nok opererer Grundtvig dog ikke med noget særskildt jeg i sin bevidsthedsmodel!) Dermed er det sidste aspekt eller hjørne af bevidstheden grundlagt - det Grundtvig kalder for forstanden.
 
Når man skal tegne det, kommer det til at se sådan ud:
 
 
Grafik: Malene Bendix
 
 
På tegningen kan man se, at de tre aspekter af bevidstheden er tegnet inde i trekanten (hvis ellers at jeg kunne finde ud af at tegne det i det her program...) Det skal illustrere, at de så at sige er indre dele af bevidstheden. Bevidstheden har også nogle ydre dele, og det er de 3 sanser: følesanse, synssansen og høresansen. Det skal forstås på den måde, som jeg også har forsøgt at tegne, at følelserne er den indre side af følesansen (som her også omfatter lugt og smag), fantasien er den indre side af synssansen og forstanden er den indre side af høresansen.
 
Og hvilken betydning har det så? Jo, det har den betydning, at indholdet af vores bevidsthed ikke kommer af ingenting, men af de 3 ydre dele af bevidstheden, af de sansemæssige oplevelser. Min følelsesevne er præcis så stor, som jeg har konkrete sansemæssige følelsesoplevelser til: Jo mere jeg haft noget i hånden, lugtet til det og smagt på det (eller kysset det!), jo flere følelser har jeg for det. Jo flere synsoplevelser jeg har, jo rigere er min fantasi. Og jo flere ord jeg har hørt, jo fyldigere er min forstand - ja forstanden er jo simpelthen den indre side af høresansen.
 
Og nu skulle jeg omsider være i stand til at give en forklaring på, hvad det er, ånden i naturen gør ved vores bevidsthed - hvorfor det har så stor betydning for mennesket at få sansemæssige oplevelser i naturen. Svaret er, at disse sansemæssige oplevelser ganske bogstaveligt fylder vores bevidsthed med skønhed og intellektualitet, fordi disse to ting netop er åndens mærke i stoffet: Naturens stof er præget af skønhed og intellektualitet i form af den geniale teknik i dens levende organismer. Hvis vi altså forestiller os et menneske (A), der har haft mange naturoplevelser, og sammenligner det med et andret menneske (B), der har haft færre naturoplevelser, så skulle ifølge denne teori A's bevidsthed være præget af 1) mere behagelige følelser og 2) flere og større følelse for natur, sammenlignet med B. De mere behagelige følelser (i mangel af bedre ord) mener jeg at have forklaret ovenfor og det med de flere følelser for natur skulle være en følge af, at jo mere man har følt noget, jo mere føler man for det - hvad enten "det" så er børn, kærester eller naturen som sådan.
 
Det sidste forklarer også, hvorfor mange moderne mennesker ikke synes at have nogen særlige følelser for naturen (men nok for mennesker, tøj, mad ol.) og ikke føler sig specielt tilskyndede til at gøre noget for bevarelsen af dens mangfoldighed, renhed eller tilgængelighed. Det er simplethen fordi, de ikke (især som børn) har følt naturen helt tæt på, med deres nær-sanser: lugt, smag og følelse og følgelig ikke har fået dannet nogle følelser for naturen i deres bevidsthed. Naturen fylder ganske bogstaveligt ikke noget særligt i deres bevidsthed og derfor gør de naturligt nok ikke noget særligt for at opleve eller bevare den.
 
Denne model kan også forklare, hvorfor det ikke nytter så meget, at man fylder elevers og andre folks bevidstheder med  ord om, hvordan naturen fungerer, ord om, hvor værdifuld naturen er og ord om, hvor sundt og godt det er at være ude i den. Disse ord er jo lydlige sanseindtryk, der nok når ind i bevidstheden, men ind i den del af den, der er den indre side af høresansen, nemlig forstanden.  Derved opnår man i heldigste fald at fylde forstanden op med ord og begreber om natur - men ord og begreber om natur er jo netop ikke det samme som følelser for naturen, og når det kommer til stykket, så er det vores følelser for noget, der får os til at handle: hvis man ikke føler noget for et noget, så gør man heller ikke noget for dette noget, uanset hvor meget forstanden så end siger af ord om det.
 
Derfor må det være en konsekvens af denne friluftslivsfilosofi, at man kun kan få mennesker til at fatte kærlighed for naturoplevelser ved at tage dem med ud i naturen, så deres følelses-genererende sanser (lugt, smag og berøring) kan komme i kontakt med naturen og kanalisere oplevelsen af den ind i følelsesdelen af bevidstheden. Der er næppe mange friluftslivsfolk, der vil være uenige i dette synspunkt, men jeg synes, at denne grundtvigske model giver en ualmindeligt god teoretisk begrundelse for synspunktet.
 
Endvidere kan den forklare, hvorfor det, selvom man tager folk med ud i naturen og tilbyder dem en masse sanselige oplevelser, alligevel ikke altid lykkes at etablere en kontakt mellem dem og naturen derude; det er lige som om, at nogen ikke har sans for naturen, men kun sanser hinanden eller noget inde i deres egen bevidsthed. Hvordan kan det være, at naturen ikke formår at fange deres opmærksomhed? Ud fra denne model er svaret, at deres opmærksomhed allerede er fanget - og det i en grad, så det kan kræve ekstreme aktiviteter (så som ekstremsport) at få den frigjort! Og det, deres opmærksomhed er fanget af, det er sandsynligvis den del af bevidstheden, som Grundtvig kaldte forstanden, og som med et moderne billede passende kan kaldes den indre radio. Det er den del af bevidstheden, som består af lyde, af ord (den indre side af høresansen), altså den del af vores bevidsthed, der hele tiden snakker løs, mere (Program 1!) eller mindre (program 3?) sammenhængende og seriøst. Det ser ud til, at de fleste moderne mennesker har en indre stemme, der stort set hele tiden snakker løs og kommenterer, spekulerer og analyserer.
 
---
 
Eller hvad? Har du sådan en indre stemme?Hvor meget fylder den i bevidstheden?
 
---
 
Det er der ikke i sig selv noget galt i - tværtimod er det jo denne indre stemme, der gør os til forstandige væsener, der kan sætte ord og begreber på tingene og på denne måde få et helt anderledes effektivt greb om dem, end de væsener (dyrene), der ikke har noget sprog, kan. Det er denne forstand, der gør, at vi kan formulere os om os selv, hinanden og den verden, vi lever i, og i det hele taget opbygge en menneskelig kultur.
 
Derfor er skolesystemet også i høj grad opbygget på at træne forstanden op, på at fylde bevidstheden med ord, lige fra ABC til ord som "Bæredygtig udvikling", "regel-etik" og ""fotosyntese" - hvilket jo stort set alt sammen er udmærket og et nødvendigt fundament for at kunne begå og udvikle sig i et moderne samfund.
 
Problemet er bare, at når vi en gang imellem forlader kulturen for at gå ud og opleve naturen, så følger denne indre stemme jo med, ja, den ikke alene følger med, den fortsætter så at sige med at kværne løs som en radio, man ikke kan finde ud af at slukke for. Og det er denne stadige kværnen, der fanger og fastholder opmærksomheden, så der ikke bliver nok opmærksomhed tilbage til at lade sig fange af naturens ellers i sig selv facinerende fænomener. På den måde bliver man fanget og fastholdt i sin egen bevidsthed, og dermed langt hen ad vejen afskåret fra  den oplivende og opladende kontakt med naturen (s ånd), jeg tidligere har forsøgt at beskrive.
 
---
 
Hvad skal der til, før du får ro i sindet og kan være fuldt nærværende derude?
 
---
 
Inden jeg giver et bud på, hvordan man trods denne indre radio kan få frigjort noget mere opmærksomhed til sansning af naturen, vil jeg lige tegne den grundtvigske model op igen, denne gang som 2 trekanter:

Grafik: Malene Bendix

I den øveste trekant, den der symboliserer bevidstheden, mangler der endnu et element, som vi skal bruge for at forstå, hvordan bevidstheden fungerer ifølge Grundtvig. Dette element er det, han kalder for fornuften. Og hvad er så fornuften for noget? For Grundtvig er fornuften kort sagt bevidsthedens hånd, bevidsthedens handleevne. De tre andre dele af bevidstheden, som jeg indtil nu har brugt, er bevidsthedens sanseevner: forstanden som den indre hørelse, fantasien som det indre syn og følelsen som den indre følelse. Altsammen passive, registrerende elementer af bevidstheden. I modsætning hertil er fornuften en aktiv, handlende del af bevidstheden - den hånd, der kan begribe, behandle og håndtere ting i bevidstheden (tanker, billeder og følelser) på samme måde som den fysiske hånd kan gribe, behandle og håndtere ting i den ydre verden. Hvis man skal forsøge at tegne dette, kan man gøre det ved at placere fornuften midt i bevidstheden:  

Grafik: Malene Bendix

Fornuften er altså evnen til at tænke, forstået på den måde, at man med den kan kontrollere sine tanker (de strømme af ord, som forstanden producerer) og sætte dem sammen på nye og personlige måder. Men også helst forstået på den måde, at man med den kan standse sine tanker, få dem til at falde til ro, så ens bevidsthed kan blive fyldt med andet end ord. For eksempel blive fyldt med sanseindtryk fra naturen.
 
Så svaret på, hvordan man kan hjælpe folk til at få nogle bedre (i betydningen klarere, dybere og mere nuancerede) naturoplevelser er sådan set: Appeler til fornuften! Få fornuften til at skrue ned for den indre radio, så der kan blive båndbredde i bevidstheden til den fulde oplevelse og nydelse af naturen.
 
Og hvordan gør man så det? Det tror jeg, at der er i det mindste to forskellige måder at gøre det på - to forskellige måder, der måske også kan belyse nogle af de forskellige indgangsvinkler, folk har til friluftsliv. Den ene måde at få fornuften til at stoppe den indre radio på, er at gøre noget, som kræver bevidsthedens fulde opmærksomhed, så fokus indsnævres til nu-og-her og rettes 100% udad på situationen (type 1) Den anden måde er at sanse noget så intenst, at fokus flyttes fra den indre radio og overtil sansningen, så hele ens bevidsthed fyldes med sansningen og der ikke bliver tid og rum til den indre radio (type 2).
 
Et eksempel på den første måde er mere eller mindre farebetonede friluftslivsaktiviteter, som klatring, rapelling eller riverrafting. En eller anden form for aktivitet, der ved selve sin udførelse kræver koncentration om nu-og-her i en grad, så bevidstheden automatisk rives ud af sig selv og fokuseres på noget ydre. Derved opnår man at komme i en anden sindstilstand - eller bevidsthedstilstand, for nu at blive i modellen - end den daglige, hvor den indre radio kværner løs. En bevidsthedstilstand, der er værd at stræbe efter af i hvert fald to grunde: For det første, fordi den giver fred og ro i bevidstheden (fred for den stadige strøm af tanker, man ikke uden videre selv kan standse) - og for det andet fordi, den fokuserer og koncentrerer bevidstheden  i en grad, så man oplever aktiviteten (og til dels den omgivende natur) usædvanligt intenst og levende. Man føler sig virkeligt levende i en virkeligt nærværende virkelighed, mærker hele sin krop i en tændt og vibrerende tilstand - eller hvordan man nu vil vælge at udtrykke det. I alle tilfælde føler man noget, der er en slående kontrast til et hverdagsliv præget af ringe kropslige udfordringer og ofte også af mangel på nerve, nærvær og intensitet.
 
Jeg tror ikke, man skal undervurdere den betydning, det kan have for os kulturmennesker på denne måde at få fred for forstanden - at blive lettet lidt for den "kulturens byrde", som Freud talte om - og mere gang i følelserne, forstået ganske konkret og bogstaveligt som følelsen af det reb, ens liv hænger i, mellem hænderne; følelsen af at koncentere næsten hele opmærksomheden i den fod, der skal finde et fast fæste; eller følelsen af hele ens krop for at holde balancen i en ustabil kano.
 
Så det er ikke for at forklejne denne måde at komme til at opleve livet mere intenst på, at jeg bruger resten af pladsen på den anden måde (type 2) - det er mest fordi, denne anden måde efter min mening og erfaring er mere almen end den første: Den kan bruges af flere, under flere omstændigheder og i flere år; om ikke andet, så sætter alderen en naturlig grænse for udfoldelsen af den første form. Både fysisk og psykisk hører ungdommen til. Den anden kan derimod bruges hele livet og kræver ikke særlige færdigheder.
 
Derimod kræver den nok flere forklaringer end den første, der er lettere umiddelbart at forstå (om end ikke at praktisere!). Den første måde kan karakteriseres ved, at den er fokuseret på handling, på krop og på aktiviteter, mens den anden er fokuseret på sansning, på bevidsthed og på ikke-aktiviteter. Man kan også udtrykke det sådan, at den første handler om at bevidstheden reagerer ud i naturen - mens den anden tværtimod handler om, at naturen reagerer ind i bevidstheden. For spørgsmålet er:
 
---
 
Hvad det er, vi skal derude i naturen?
 
Behøver vi altid at medbringe et arsenal af nye, målrettede aktiviteter, som vi kan fyre af derude?
 
Er det virkelig nødvendigt, at vi først skal fare rundt og udføre en række aktiviteter, før vi (efter at have lavet aftensmad osv.) evt. kan slappe lidt af omkring bålet, inden vi falder tidligt i søvn af udmattelse (kun for at blive vækket til det obligatoriske natløb…).
 
Hvorfor skal vi (vestlige) mennesker altid gøre noget - hvorfor kan vi ikke bare være?
 
Hvorfor er vi altid på vej fra den ene aktivitet til den næste; hvad er det, vi skal nå?
 
---
 
Problemet er, at hvis man lægger hovedvægten på at opleve naturen og ånden i den (og det gør man her i den anden måde), så er man nødt til at få meget mere ro over feltet, fordi det kræver en vis ro i krop og sjæl at kunne sanse de finere nuancer i naturen. Hvis kroppen og bevidstheden er konstant aktive og koncentrerede om at reagere sig selv ud i naturen, så bliver der rimeligvis ikke nogen videre mulighed for, at naturen kan komme til at reagere sig selv ind i bevidstheden.
 
---
 
Kan man forestille sig en konkret friluftslivstur, hvor man ikke skal noget særligt? Ingen målrettede aktiviteter, ingen planer og ikke noget særligt grej med, ud over det, man skal bruge, for at have det rart og renligt? Bare være sammen med sig selv, de andre og naturen og så se (eller måske især føle), hvad der kommer ud af det?
 
---
 
De fleste kan vel nok forestille sig det, man hvad skulle formålet være med det? Formålet med den slags friluftsliv kunne være at danne en modpol til det hverdagsliv, der netop er præget af målrettede aktiviteter og planer. Mit hverdagsliv i hvert fald præget af planlægning, målrettede aktiviteter, tidsskemaer, evalueringer mv. For at blive i sproget fra den grundtvigske model, så er min bevidsthed i hverdagen domineret af forstanden, mere end af følelsen og fantasien. Og det er som før nævnt for så vidt godt nok - bare man husker, at (ifølge Grundtvig) vi er hele mennesker, hvis bevidsthed ikke næres af forstand alene. Faktisk mener Grundtvig, at man både som menneske og som menneskehed kan komme ud i "den rationalistiske fejltagelse", der altså består i, at man kommer til at lægge for meget vægt på forstanden og dermed bliver "skæve" eller "halve" mennesker (i modsætning til ideen om det "hele" menneske, som Grundtvig kan siges at repræsentere).
 
Jeg mener, at man skal passe på, at ens fritids- og friluftsliv ikke kommer til at ligne ens hverdagsliv, om ikke i de konkrete ting, man gør, så i den måde og det tempo, man gør tingene på. Det er vigtigt, at dette andet liv kan afbalancere hverdagslivet, så man får et mere helt liv og en mere hel bevidsthed. Det er vigtigt for vores krop (så det parasympatiske nervesystem; det, der geare ned og regenererer, kan komme på banen og gøre kroppen sundere og stærkere), det er vigtigt for vores bevidsthed (så følelsen og fantasien som nævnt kan komme på banen og forstanden blive sendt på en slapper) og det er ikke mindst vigtigt for vores ånd, så den ikke tørrer ud og mister forbindelsen til naturens større helhed - til Den store Ånd, som de gamle indianere sagde.
 
Hver gang jeg skal holde ferie, gør jeg den samme erfaring: Det, det gælder om, er ikke at nå en hel masse i det samme hæsblæsende tempo som i hverdagen, men tværtimod om ikke at skulle noget særligt; om at skulle så lidt planlagt og tidsstyret som muligt. Om at kunne opleve den store luksus, det er at vågne op af sig selv, når man er udhvilet og dvælende gå en dag i møde, hvor man ikke skal noget bestemt, men lader mulighederne vise og udvikle sig. Når jeg gør det, kan jeg føle (følelsen er det grundlæggende i bevidstheden hos Grundtvig), hvordan bevidstheden heles og skærpes og ånden & kroppen finder hinanden igen. Hele systemet regenereres og genoplades.
 
Det er noget af det samme, jeg oplever i friluftslivet på den anden måde (type 2).
 
Jeg taler ikke for, at man aldrig skal lave aktiviteter i friluftslivet, men for, at man engang imellem skal lave ture, hvis formål er ikke at lave noget særligt, men at give tid, rum og mulighed for at lade livet i os, imellem os og i naturen folde sig ud i sin egen takt og efter sin egen dagsorden. Nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft med andre mennesker, er netop bare at være sammen uden at skulle noget særligt - i naturen vel at mærke, for det er ofte anderledes anspændt og ufrugtbart "bare at være sammen uden at skulle noget særligt" i en 2-værelses på Nørrebro. Men i naturens omgivelser, med plads, lys, frisk luft, skønhed osv., sker der oftest noget godt og interessant med samtalen og med samværet.
 
Jeg taler heller ikke for, at man fortrinsvis skal sidde stille hen og vegetere. Hvis man får lyst til at folde sig kropsligt ud (og det får man da forhåbentlig ind i mellem), skal man naturligvis nyde at gøre det. Men jeg taler for, at det ikke altid skal være så planlagt, krævende og grej-orienteret. Man kan se sig om og spørge sig selv og hinanden: Hvad kan vi lave her? Hvilke muligheder er der i dette terræn og med denne gruppe? Hvilken leg indbyder naturen os til her og nu?
 
Når jeg ser på friluftslivsfeltet i dag, så er det præget af type 1 friluftsliv; den der er fokuseret på handling, på krop og på aktiviteter. Det er den, der er kurser i, uddannelser i, prestige i og i det hele taget gang i. Problemet med type 1 friluftsliv er, efter min vurdering, at den er for lidt folkelig og for lidt teoretisk. Den er for lidt folkelig i den betydning, at den tenderer mod at kræve særlige færdigheder og særligt udstyr i et omfang, der udelukker en masse mennesker. Og den er for lidt teoretisk i den betydning, at det meste af dens teori handler om, hvordan man opnår de bestemte, adgangsgivende færdigheder mv. - og for lidt om, hvad friluftslivet gør ved mennesket, forholdet mellem mennesker og menneskers forhold til naturen og livet.
 
Da jeg begyndte at beskæftige mig professionelt med friluftsliv oplevede jeg det besynderlige, at jeg kom til at føle mig underlig inkompetent, akavet og i det hele taget på herrens mark. Det underlige ligger i, at jeg lige fra barnsben og gennem hele min ungdom har beskæftiget mig med friluftsliv: Jeg er opvokset i og med naturen og benytter stadig så at sige enhver lejlighed til at rykke ud i naturen og være der. Og det er pudsigt nok netop problemet: Jeg tager ud i naturen for at være der - ikke for at gøre nogen særlige aktiviteter. Og tiden trend er, at man skal lave aktiviteter i friluftsliv - i hvert fald, hvis det skal være en seriøs, professionel form for friluftsliv.
 
---
 
Hvorfor er det nu lige, at vi altid skal lave så mange - og så mange færdighedskrævende - aktiviteter i friluftsliv?
 
---
 
Er det for at retfærdiggøre og etablere et nyt fagområde? Er det for at stive vores nye faglærer-identitet af, over for os selv, ministeriet og folk i almindelighed? Kender I det ikke: "Hvad laver du så?" - "Jo, jeg underviser i matematik og fysik!" -"Javel, ja" i forhold til "Jo,jeg underviser i friluftsliv" - - - "A'hva'; får du penge for det???". Eller: "Det er da ikke et fag - det er da en fritidsbeskræftigelse!".
 
Er det så ikke her, man kommer på banen med alle de nyttige færdigheder, målrettede aktiviteter osv., som skal gøre friluftslivet til et accepteret og værdifuldt fag med egen eksistensberettigelse? Hvis ikke det er praktiske færdigheder som kajak eller træklatring, så er det teoretiske færdigheder såsom naturkendskab eller ernæringslære. Man må jo gøre noget for at være noget, hvad enten "man" er et menneske eller et fag…
 
---
 
Eller hvad? Kan et moderne, vestligt menneske have en identitet, der ikke er baseret på det man gør( det ydre),  men på det man er (det indre)?
 
---
 
Meningen med at skrive alt det her (i stedet for at være ude i det fri!) har været at forsøge at formulere et modstykke til den dominerende type 1 friluftsliv. At argumentere teoretisk for type 2 friluftslivs kvaliteter og berettigelse - altså den form for friluftsliv, der mere har fokus på det almindelige (det alle kan) end på det specielle (det, der kræver særlige evner og færdigheder), mere har fokus på oplevelsen af natur end på oplevelsen i natur og mere har fokus på udvikling af bevidsthed end på udvikling af krop (for så vidt man overhovedet kan adskille de to ting).
 
---
 
Men er der overhovedet plads til type 2 friluftsliv på tidens friluftslivsmarked?
 
Kunne du forestille at undervise i den form for friluftsliv?
 
---
 

Læs mere

Artiklen kan findes i Ingvar Haugaard Nielsens "Kompendium om friluftslivsfilosofi" på http://www.123hjemmeside.dk/friluftslivsuddannelsen/5336108.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Kristendomskundskab, Historie

Kolofon

Forfatter: Ingvar Haubjerg Nielsen, underviser i Naturfag og Friluftsliv på Den Frie Lærerskole i Ollerup, www.dfl-ollerup.dk.

Artiklen er udgivet på Udeskole.dk i 2007.

Redaktør og foto: Malene Bendix.