Mit yndlingssted

Hver elev udvælger sit personlige yndlingssted i lokalområdet - og fortæller de øvrige elever om det.
Ida fra Sophienborgskolens udeskole på yndlingsstedet. Foto: Malene Bendix

Formål

  • At eleverne udvikler en begyndende bevidsthed om personligt værdigrundlag og lokal/kulturel forankring.
     

Forberedelse

Herfra min verden går
Forud for de enkelte ekskursioner fortæller læreren lidt om, at vi hver især fødes og bor på bestemte steder i verden, og at det miljø (= det midterste sted, hvorfra min verden går) vi vokser op i, uundgåeligt kommer til at præge os på en måde, så vi for det meste kommer til at holde af det.

Der kan undervejs i introduktionen trækkes på diverse litterære eksempler for at understøtte pointen som f.eks. Naja Marie Aidts "Den blomstrende have" eller passager fra Ole Lund Kierkegaards "Orla frøsnapper".

Særlige steder
Elevernes opmærksomhed spores ind på, om der ikke er et eller andet sted i lokalmiljøet, som de af en eller anden grund holder særligt af. Det kan være alle steder. En hule de har lavet, en fin plads i byen, et flot kirketårn, en have, et træ i skoven, en baggård osv.

Forbered besøg
Når eleverne har besluttet sig, får de til opgave at forberede et besøg på stedet, hvor de skal fortælle resten af klassen om, hvorfor de holder af stedet.
 

Sådan gør du

Besøg på yndlingssteder
Gennemfør et antal ekskursioner, så alle elever får præsenteret deres sted.

På de enkelte steder får eleven til opgave at afgrænse lokaliteten - hvor stort er yndlingsstedet (svingende fra en lille hule til en hel skov) og fortælle om, hvad lokaliteten bruges til og med hvem, samt hvorfor det netop er dette sted, der er udvalgt.

Til sidst fotograferer du og eleverne stedet. Den elev, som har valgt stedet udpeger det motiv fra stedet, som skal fotograferes. Alt efter forudsætninger, kan de selv tage billedet. Der skal også tages fotografi af eleven selv på yndlingsstedet – og af hele klassen på yndlingsstedet.

Når ekskursionsrunden er færdig printer du alle billederne ud, hvorefter eleverne arbejder med en beskrivelse af deres sted (skriftlig udgave af det, de fortalte klassen).

De færdige præsentationer (billeder og tekster) hænges op i klassen, og teksterne læses op. Tal med klassen om kvaliteten af de enkelte steder og eventuelle fælles kriterier for udvælgelsen (hvad er det et godt sted kan?).
 

Baggrund

Yndlingssteder og værdier
At arbejde med yndlingssteder er en underafdeling af elevernes fortrolighed med dansk kultur. Her spiller lokalmiljøet en afgørende rolle og indfaldsvinklen er meget erfaringsnær. I en religionsfaglig sammenhæng sættes der fokus på værdibegrebet og en begyndende opbygning af kriterier for, hvad der er godt, samt en begyndende forståelse af relationen mellem værdier og personlighed. De enkelte steder kan noget forskelligt og bibringer eleverne noget forskelligt, hvilket børnene skal have forståelse for.

Rodfæstethed
Den anden religionsfaglige vinkel i forløbet handler om rodfæstethed. Via en positiv fokusering på bestemte lokaliteter får eleverne en fornemmelse af at høre til et bestemt sted, hvilket kan være med til at stabilisere den enkeltes personlighed og bibringe en følelse af fællesskab.

Udvælgelse
Er der basis for en videre beskæftigelse med emnet, kunne der være perspektiv i at arbejde med begrebet udvælgelse. Her fortæller læreren om Guds udvælgelse af Abraham (1. Mosebog kap. 12 - 25) (jf. Allahs udvælgelse af Muhammed - sura 96) og den pagt, der indgås mellem Gud og mennesket (Abraham loves et land og talrigt afkom, men Muhammed får en missionsbefaling). Der samtales om, hvad det betyder at være udvalgt, og hvordan en pagt binder noget til hinanden.

I den forbindelse kan man vende tilbage til elevernes binding til deres yndlingssted og menneskets binding til naturen i almindelighed.

Vi har desværre ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.