Sæt ord på et træ

Sæt ord på et træ - og på resten af verden.

Hvad hedder de forskellige dele af træet?

Kort om forløbet

Brug et træ som udgangspunkt for arbejde med korte ord og begreber. I kan også bruge forløbet til at sætte ord på andre ting i naturen og kulturen i forbindelse med udeskole.
 

Formål

  • at lære at arbejde med ord,
  • at lære en masse begreber, der hører til et træ,
  • at forstå lidt om ordene oprindelse.
     

Forberedelse

Tegn et træ
Tegn en model – et træ med ord på – for dig selv, så du er klar over hvilke ord du selv synes er vigtige at have med.
 

Sådan gør du

Ud i naturen
Gå ud i skoven – eller blot udenfor klasseværelset, hvor I har et træ. Stil jer op rundt om træet, og kig på det. Tag en runde, hvor eleverne én efter én kommer med et ord der hører til træet: Rod, stamme, bark, gren, kvist, blad, blomst, frø osv. Eleverne skriver ordene ned i deres skovnotesbøger.

I klassen - eller i skoven
Hjemme i klassen - eller på et stort papstykke i skoven - skiftes eleverne til at nævne et ord fra deres ordliste. For hvert ord tegner I tingene ind på en træmodel på tavlen eller et stort stykke papir. Ordene skrives på. Hver elev laver selv en tilsvarende tegning og skriver ordene på.

Ordene er dejlig korte (se baggrund) og kan bruges til at sætte i alfabetisk orden mv. I kan også lave et træalfabet. F.eks.

Agern
Bark, Blad, Blomst, Bog
C
Dun,
Eg
Frø, Frugt
Gren, galle, gran, grannål
Hug
Is
J
Knast, Kvist, Kogle, Knop, Kar
Lav
Mos
Nød, nål
Olden
P
Q
Rod, Rødder
Stamme, Siderødder, Skud, Sivæv, Stilk
Træ
U
Ved, vækstlag
X
Y
Z
Æble
Øksehug
Årer

Alfabetet behøver ikke at blive fyldt fuldstændigt ud – og I kan fylde flere træord på efterhånden.

Sæt ord på verden
Når I har været omkring alle tænkelige ord på træet, kan I se på, hvad der er i omgivelserne: Busk, jord, vej, stub, fugl osv.
 

Baggrund

Korte ord med en stavelse
Læg mærke til, at mange af ordene er enstavelsesord. De oprindelige ord i dansk er enstavelsesord. Hvis I støder på et flerstavelsesord, er det med stor sandsynlighed et låneord - eller et sammensat ord.

Hvis I kommer til at undre jer over at noget så basalt som en stamme har to stavelser, så tror jeg det skyldes en udvikling af ordet. På mit vestjyske modersmål hedder det ‘en stamm’. Tilsvarene hedder en pære ‘en pærr’.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Dansk
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:Skov, By og kultur, Åbent land, Sø og å, Kyst og hav
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

Tid

1 time ude.
1 lektion i klassen.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for Dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål e...

Relaterede Fælles Mål for Dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Jens Frydendal, Naturskolen ved Hald.
Redaktør: Malene Bendix.
Tegning: Eva Wulff.