Sammenligning af udeskole i Danmark og forest school i England

Et komparativt pædagogisk casestudie.
Udeskolepige fra Syvstjerneskolen viser flettet vikingearmbånd. Foto: Malene Bendix

National uddannelseskulturel determinering af udeundervisning

Mads Bølling har lavet et komparativt pædagogisk casestudie af udeskole i Danmark og Forest School i England som en del af sin kandidatuddannelse i pædagogisk sociologi, ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
 
Studieopgaven indeholder en beskrivelse af udeskole i Danmark og Forest School i England - og sammenligner bl.a. de to  ud fra interviews med lærere. Du kan finde Mads Bøllings indledning og problemindkredsning her og link til forskningsrapporten nedenfor.
 

Indledning

"Udeundervisning er et produkt af det 20. århundredes progressive pædagogiske bevægelser (Hyllested, 2007; Knight, 2009). Dog har udeundervisning i skolesystemer rundt om i Europa først de seneste år vundet større indpas. Fænomenet knytter sig primært til de tidlige skoleår. Overordnet er det karakteriseret ved, at undervisning, der traditionelt foregår indendørs, flyttes ud i nære og naturlige omgivelser ca. én gang om ugen over en længere periode (Bentsen et al., 2009b; Knight, 2009; Mygind, 2005b; O’Brien & Murray, 2007).
I Danmark har fænomenet, der betegnes udeskole eller naturklasser, de seneste ti år særligt været i fokus (Bentsen et al., 2009b). Fra 2003 til 2007 steg antallet af skoler der bedrev udeskole fra 35 til 290 (Bentsen et al., 2010). Forest School i England er et tilsvarende fænomen, der har haft en lignende fremgang fra nogle få midt i 1990’erne til 140 i 2006 (Knight, 2009; O’Brien & Murrey, 2006, 2007, 2008). Forest School udsprang direkte fra danske naturbørnehaver og blev i 1994 implementeret i den engelske pre-school, men har siden udviklet sig til også at være anvendt i primary og secondary school (Knight, 2009).
 

Problemindkredsning

Uddannelse i de industrialiserede lande herunder Danmark og England ligner hinanden mere og mere (Brint, 2006b). På trods af at der er stor lighed mellem udeskole og Forest School er de underkastet en national uddannelseskulturel feltvirkning (McLean, 1983; Ringer, 1992). Udeundervisning vil derfor altid have
egne nationale uddannelseskulturelle kendetegn. Ud fra Westbury (1995) og Hopmann & Riquarts (1995) kan man argumenterer for, at de nationale uddannelseskulturelle forskelle mellem dansk og engelsk udeundervisning kan beskrives som en distinktion mellem en centraleuropæisk didaktiktradition og en angelsaksisk curriculumtradition."
 

Fakta om opgaven

”National uddannelseskulturel determinering af udeundervisning: Et komparativt pædagogisk casestudie af udeskole i Danmark og Forest School i England.”
Mads Bølling – mads@ry80.dk.
Studieopgave, Kandidatuddannelse i pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, maj 2010.
Find opgaven som pdf.