Skolopender

Ved du, hvad en skolopender er? Hvis ikke - så læs her.
skolopender i bakke

Klik på det, du har lyst til at læse:

Vidste du

  • At en skolopender er et rovdyr.
  • At en skolopender kan løbe lige så hurtigt forlæns som baglæns.
  • At en skolopender jager om natten.
     

Hvad er en skolopender

En skolopender er et langt, fladt leddyr, der lever nede i jorden. Du kan finde dem i skove og i haver. Der findes to slags skolopendre, som du kan læse om nedenfor:

  • Almindelig skolopender (lever på jorden).
  • Jord-skolopender (lever nede i jorden).
     

Rovdyr

Begge typer af skolopendre er rovdyr. De jager om natten – og spiser orme, larver og andre smådyr. Da de er hurtige og flade, kan de nå byttet næsten overalt.

En skolopender har et par kraftige giftkroge under hovedet. Når den har fanget sit bytte, bider den det med sine giftkroge og lammer det. Men skolopenderen spiser ikke kun kød. Dem spiser også visne blade ind imellem.

Skolopenderen kan bedst lide når der er fugtigt. Det er derfor den jager om natten. Om dagen gemmer den sig et mørkt og fugtigt sted.
 

Almindelig skolopender

Du vil nok oftest støde på den skolopender, der lever på jord-overfladen. Den er rødbrun og blank, og bevæger sig hurtigt omkring med bugtede bevægelser som en slange.


Almindelig skolopender
Tegning: Eva Wulff
 

Den er delt op i 15 led. På hovedet sidder to lange følehorn. Det forreste par ben er lavet om til to giftkroge, der er formet ligesom dolke. Hvis du tager en skolopender op, vil den sikkert forsøge at bide dig med giftkrogene. Men bare rolig – den kan ikke bide gennem din tykke hud. På hvert af de andre led sidder et par ben. De bagerste ben stikker lige bagud og virker også som følehorn. Derfor kan skolopenderen løbe lige så hurtigt baglæns som forlæns.

Hele skolopenderen er dækket af små fine følehår. Den har også to øjne på siden af hovedet. Øjnene er ikke særlig gode. De kan kun lige se forskel på lys og mørke. Men det er nok. En skolopender er lyssky – og vil straks søge i skjul, hvis du holder den op i lyset.

En almindelig skolopender kan blive 2 – 3 centimeter lang.

Skolopenderen lever i skoven. Den vil helst være, hvor der er mørkt og fugtigt – i jorden, under visne blade. Du kan også tit finde den under en sten eller en gren i skovbunden – eller under død bark.

Skolopenderen kan først få unger, når den er 3 år.
 

Jord-skolopender

Hvis du graver i jorden, kan du nu også støde på jord-skolopendre. De er længere og smallere end deres fætre ovenpå jorden. De har også flere led og flere ben. Og så er de tit gule eller hvidlige. En jord-skolopender kan blive 4,5 centimeter lang.


Jord-skolopender
Tegning: Eva Wulff

 

Jord-skolopendre laver deres gange dybere nede, hvor jorden er hård og kompakt. De presser sig igennem små sprækker i jorden – og bevæger sig langsomt omkring.

Nogle af disse skolopendre kan afgive en væske der lyser. Så ligner de en lysende tråd i mørke.

Jord-skolopenderen lægger sine æg i en klump, og slynger sig omkring dem, til de klækker.
 

Arter

Der er 32 arter af skolopender i Danmark – så det er bare om at komme ud og grave.
 

Kig på smådyr

Hvis du kigger i skovbunden og under døde grene og blade, kan du finde skolopendre og mange andre små dyr. Du kan forsigtigt samle dem op i et syltetøjsglas, eller i en plastikbakke med låg (f.eks. fra liter-is).

Kig på dem – evt. med en lup.

Slip dyrene ud hvor du fandt dem, når du har kigget færdig.