Snit en brummer

En brummer er en slags musikinstrument. Se hvordan du snitter en brummer.

Sådan snitter du en brummer.

Lidt om brummere

En brummer, er et mærkeligt lyd-instrument. En lille flad ting i en snor som laver en snurrende, brummende lyd, når man snurrer den over sit hoved.

Brummeren er kendt fra hele verden. I Danmark blev den fundet i Kongemosen på Vestsjælland omkring 1960. Nationalmuseet stod for udgravningen der senere blev meget berømt for sine rige fund fra jægerstenalderen. En hel epoke i vores fortid kaldes for Kongemosekulturen. Kongemosekulturen ligger 8.000 år tilbage.

Du kan både lave brummere af ben og træ. Kongemosebrummeren var lavet af en knogle fra en hjort. Men det er nu nemmest at lave en brummer af træ.

Brummeren blive i dag brugt mange steder i verden, som et legetøj eller som musikinstrument. Andre steder er den forbundet med en del overtro. Her bliver den bl.a. brugt til ungdomsindvielser, i regnmagerens tjeneste og for at give jagtlykke. I nogle kulturer er brummeren så hellig at de der ikke er indviede kan blive dømt til døden hvis de ser den. Kvinder og børn hører aldrig til de indviede.

Det er den flade form der giver brummeren liv og lyd. Når den slynges rundt i luften vil den begynde at snurre om sin egen akse, og så opstår lyden. Efter et lille stykke tid vil snoren være tvunget så meget den ene vej at brummeren stopper og begynder at dreje den anden vej. Derved opstår den mystiske stigende og faldende tone som vil kunne fortsætte i det uendelige - hvis kræfterne er til det.

Hver brummer har sin egen lyd afhængigt af form og størrelse. En lang brummer har en kraftig tone. En kort har en svagere tone. Små brummere har en høj lyd, store har en dyb lyd.

Flere brummere sammen lyder som noget der hører en anden verden til. En verden der er beboet af trolde og ånder.

Du kan eksperimentere med brummerens form og dekoration. F.eks. er Grønlandske brummere ofte forsynet med takker langs kanten.

Sådan gør du

snit en brummer

  1. Flæk en flis af et stykke brænde (se tegning).
     
  2. På træstykket tegner du omridset på brummeren med en blyant. Så er det bare at gå i gang med dolken.
     
  3. Den færdige brummer skal være symmetrisk. Tykkest på midten og spidse til mod alle kanter. Den skal være ret flad og aflang i formen.
    Hvis brummeren ikke er flad eller hvis den ikke er symmetrisk, vil den ikke sige en lyd. En asymmetrisk brummer vil godt give et lille brum fra sig, når den drejer den ene vej, men så heller ikke mere. Den vil simpelthen ikke dreje den anden vej. Kig derfor på brummeren mens du snitter. Se hvor skævheden er og ret det til.

    Nogle brummere er ikke helt rene i tonen. De hvæser. Det skyldes, at de er en smule skæve eller ikke helt glatte. Et stykke sandpapir kan nemt rette det til.
     
  4. Når du har snittet brummeren borer du et hul i den ene ende af den og binder snoren i.

Prøv din brummer af
Nu kan du prøve den. Du skal forestille dig at brummeren snurrer rundt på to måder. For det første hænger den i sin snor og snurrer rundt omkring sig selv. Og for det andet svinger du den rundt omkring dit hoved - lidt ligesom en lasso.

Begynd med at få brummeren til at snurre om sig selv. Drej snoren frem og tilbage mellem tommel og pegefinger mens brummeren hænger ned. Når den begynder at snurre frem og tilbage giver du den længere og længere snor - og begynder at svinge den rundt foran dig. Til sidst kan du svinge den rundt over dit hoved mens den brummer - brum brum - sin egen mærkelige sang.

Til sidst vil enhver brummer blive meget smuk og glad af at få lidt linolie.

Tips!
Træet er lettest at snitte i, hvis det er friskt.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Sløjd
Sted:Skov, By og kultur
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

  • et stykke træ afhængig af brummerens størrelse (f.eks. 20 cm i diameteren og 25 cm høj). Blødt træ er lettest at snitte i. Lind og el er bedst, men du kan også bruge birk eller gran. 
  • dolk
  • økse
  • sandpapir
  • blyant
  • snor - køb en snor som er flettet og ikke snoet, ellers snor det sig op, når du svinger brummeren
  • 8 mm bor
  • evt. linolie

Tid

1 time

Undervisningsmål

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan ...

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.

Kolofon

Forfatter: Eva Skytte, naturvejleder i Dansk Skovforening + Skoven i Skolen
Ide: Stephan Springborg.
Tegninger: Eva Wulff.
Redaktør: Malene Bendix.