Bål, kniv og færdsel i skoven

Arbejd med ild, økse, sav og kniv - og lær hvordan I gør det på en forsvarlig måde. Lær også om regler i naturen.
Bål, kniv og færdsel i skoven.

Kort om forløbet

Det er godt at kunne klare sig i skoven. At kunne hente store døde grene ud fra underskoven og hugge dem til pindebrænde med sin økse. At kunne save en tyk stamme igennem to mand med bøjlesav og kløve den med kiler. At kunne tænde bål med tændstikker og avispapir. At kunne snitte ting af træ.

I dette kapitel skal eleverne arbejde med ild, økse, sav og kniv – og lære, hvordan de gør det på en forsvarlig måde. Samtidig ser I sammen på de regler, der er for at færdes i skovene.
 

Formål

  • at eleverne lærer at arbejde sikkert med sav, økse, kniv og ild.
  • at eleverne undersøger og forstår de færdsels- og sikkerhedsregler, der er i skoven.
  • at eleverne ser de mange muligheder, skoven giver.
  • at eleverne lærer at snitte og bruge en kniv sikkert.
     

Forberedelse

Aftal med skovejer
Lav en aftale med skovejeren om, at I må samle brænde i skovbunden og tænde bål på en bålplads, og at I må klippe tynde grene af levende træer i underskoven til at snitte i.
 
Sikkerhedsregler
Eleverne har sikkert allerede arbejdet med både bål og skovens værktøj tidligere. Snak alligevel endnu engang igennem, hvilke sikkerhedsregler der er i forbindelse med brug af åben ild og i forbindelse med brug af værktøj og knive. Du kan finde knivreglerne i Baggrund og i elevernes bøger side 20.
 
Færdselsregler
Brug tavlen side 21 i elevernes bog. Tag færdselsreglerne én for én og tal om, hvorfor man må og ikke må forskellige ting. Tal også de uskrevne regler igennem med eleverne (se baggrund). Kopiark 38 gennemgår mange af de handlinger, som reglerne drejer sig om.Ved at farve det man må i alle skove grønt, det man må i offentlige skove gult, og det man ikke må rødt, kan eleverne forsøge at få styr på reglerne.
 

Sådan gør du

Tag ud i skoven til et sted, hvor I må tænde bål. Tag tændstikker, avispapir og snitteknive, økse, sav og evt. kiler og køller med.
 
Ved indgangen til mange skove står et grønt skilt med adgangsreglerne for skoven. Det kan I læse sammen. På vejen ind gennem skoven kan I snakke om de skrevne og uskrevne regler, eleverne lige har lært, og hvad man må og ikke må i den her skov.
 

Brænde

Hvis I skal lave bål, må eleverne samle og hugge noget brænde. De kan løbe ind imellem træerne og finde tørre, døde grene og kviste i skovbunden. Eleverne kan hjælpe hinanden med at slæbe de store grene ud.
 
En del af brændet kan I sikkert knække med almindelig rå vold. Men benyt også lejligheden til at få gang i save og økser. Sørg for at have værktøj nok, så alle kan prøve at save og hugge og kløve med økse.Vis eleverne hvordan de skal arbejde med værktøjet.
 
Bøjlesave
Sæt to elever sammen - én elev i hver ende af bøjlesaven. De skal lægge det stykke træ, de skal save over, godt til rette på tværs af et andet stykke brænde. Når de saver, skal de skiftes til at hive – det dur ikke at skubbe på saven. Det er svært i starten, men går stærkt, når det først kører.
 
Fukssvans
En almindelig én-mandssav er let at bruge, når først man kan det. Læg brændestykket på tværs af et andet, så det er i luften. Sav med lange, rolige tag igennem grenen.
 
Økse
Den, der hugger med økse, skal stå på god afstand af de andre. Han skal lægge det, han vil hugge over, godt tilrette og holde det fast med den ene fod. Benene skal være spredt, så han ikke hugger sig selv i foden. Og så hugger han med gode slag med øksen og rammer samme sted på træet – først lidt fra den ene side, så lidt fra den anden – og så fremdeles, til træstykket er hugget over.
 
Kløve med kile
De brændestykker, I har savet op, kan eleverne let kløve med en kile og en kølle. Brug et tykt stammestykke sat på enden som huggeblok. Stil et stykke træ på huggeblokken. Sæt kilen i enden af træet, så den går lige gennem kernen. Bank kilen igennem med køllen. På et tidspunkt vil træet give sig, og kilen vil glide let igennem. I kan også kløve med økse, men da skal eleverne
være rutinerede og stå langt fra hinanden. 
 
Lav en stak med tykke stykker brænde, én med mellemstykker og én med helt tynde, tørre grene til optænding. I skal arbejde omkring bålet hele dagen, så der må gerne være godt med træ.
 
Brændesavningskonkurrence
Hvis eleverne synes, det er sjovt at save brænde, kan I lave en konkurrence om, hvem der kan save mest brænde med bøjlesav på 3 minutter. Lad to hold af to elever kæmpe mod hinanden ad gangen og tag selv tid, så du kan tjekke, at de ikke kaster sikkerheden overbord, fordi det skal gå stærkt. Læg holdenes brændestykker op i små stabler og vurder til sidst, hvem der har savet mest. I kan vælge at måle brændestablerne op og beregne, hvor mange rummeter hvert hold har savet (se Baggrund side 55).
 
Bål
Tænd først et bål sammen med eleverne. Hvis der er plads til det, kan eleverne selv tænde flere små bål bagefter. Der er mange måder at tænde bål på. Se flere forskellige bål på www.skoven-i-skolen.dk. I elevhæftet viser vi en meget nem måde at gøre det på, der hedder en jægerild.
 
I skal bruge tørt træ. Læg to tykke brændestykker parallelt med hinanden i vindens retning. Afstanden mellem dem skal være et brændestykke. Læg kugler af sammenkrøllet avispapir imellem de to træstykker. Læg helt tyndt og tørt kvas ovenpå. Læg tynde grene på tværs, så de hviler på de to stykker brænde med enderne. Læg lidt tykkere grene på tværs den anden vej. 
 
Tænd bålet fra vindsiden. Stik ild i avispapiret. Se, hvordan det flammer op. Giv ilden mere kvas og tynde grene, hvis det har svært ved at få fat. Læg tykkere og tykkere grene på kryds og tværs over bålet efterhånden, som ilden får fat.
 
Snit
Klip med en grensaks friske grene af forskellige træer i underskoven. Birk, hassel, ahorn, kirsebær, bævreasp, rødel, enebær og lind har blødt ved og deres grene er lette at snitte i. Eg og bøg har hårdt ved, men det er fint at prøve at snitte i dem også.
 
Sæt dig sammen med eleverne omkring bålet. Eleverne skal sidde med en vis afstand og selv sørge for, at der ikke er nogen indenfor snitteknivens rækkevidde.Vis eleverne, hvordan de holder kniven, og hvordan de snitter. Altid væk fra sig selv og andre. De rækker kniven til andre med skæftet først. Når en kniv ikke er i brug, skal den sidde i skeden.
 
I elevernes bog kan I se opskrifter på sværd, nisser, bue og pil og hyldeperler. I kan også finde mange flere i Snittemappen og aktiviteter på www.skoven-i-skolen.dk. Eleverne kan selv vælge, hvad de vil lave.
 
Mad over bål
Hvis I har tid og lyst, kan eleverne også lave noget mad på bålet. Det kan bare være noget varmt at drikke, fx hylde- eller solbærsaft, som I varmer i en bålgryde og drikker af kopper, som eleverne selv medbringer i rygsækken. Snobrød er også let og lækkert. Klassen kan også lave en omgang snobrødsdej om morgenen og tage det med i en pose. Den kan man både lave snobrød og stenbrød af.
 
Her er en opskrift.
 
Til 20 – 25 snobrød
1 liter vand eller mælk
75 g gær
3 tsk. salt
3 tsk. sukker
1500 g mel (= cirka 25 dl)
 
For at gøre det mere eksotisk, kan I blande revet ost i dejen (ostesnobrød) eller skinkestrimler (skinkesnobrød) eller komme en klat marmelade i snobrødshullet, når det er bagt.
 
Find mange andre opskrifter på bålmad på www.skoven-i-skolen.dk. Se SkovMad i SkovBiblioteket.
 
Hjemtur
På vejen hjem kan du genopfriske skovens regler med klassen. Gør det gerne på andre ture i skoven også.
 

Bearbejdning

Tegneserie
Eleverne kan tegne en tegneserie om, hvordan de lavede bål på kopiark 39.
 
Dagbog
Lad eleverne skrive og tegne om deres oplevelser i deres dagbøger eller på kopiark 4. På kopiark 5 kan de skrive eller tegne hvad de har lært, og hvad de synes er vigtigt at huske. De kan også tegne den ting, de snittede, og som de er gladest for og evt. en ting, de vil snitte næste gang, I kommer i skoven.
 
Mere snit
I kan fortsætte jeres snittearbejde på skolens legeplads og udearealer. Der er masser af snitteideer på www.skoven-i-skolen.dk. Se i SkovBiblioteket.
 

Baggrund

Sikkerhedsregler i forbindelse med knive
Det er nyttigt og vigtigt for eleverne at lære at arbejde sikkert med skarpe jern. Især kniven er et nyttigt redskab, når I arbejder udendørs. Almindelige spejderdolke med en sikkerhedspind på tværs mellem skaft og blad er de bedste til børn. Så undgår man, at hånden glider ned over bladet. Hav helt klare knivregler i klassen, der skal følges!
  • Sid ned, når du snitter.
  • Snit væk fra dig selv og andre.
  • Hav kniven i skede, når du ikke snitter.
  • Giv kniven til andre med skæftet først.
Færdselsregler i skoven
Der findes en række regler, som klassen må kende, hvis I færdes regelmæssigt i skoven. Du får alle reglerne her i lærerens bog. I elevernes bøger findes reglerne i en forkortet udgave. 
 
Klassen må færdes i alle skove om dagen uden tilladelse. I offentlige skove må I færdes overalt – også udenfor vej og sti. I private skove må I kun færdes på eller i umiddelbar nærhed af vej og sti. Da I ofte vil komme til at færdes udenfor vej og sti med klassen, er det en god ide så tidligt som muligt at tage kontakt til skovejeren og få tilladelse til dette, hvis skoven er privat. Generelt er det
en god ide at spørge ejeren, hvis der er noget, I er i tvivl om. 
 
Hvis I har organiseret et løb med poster, skal I søge om tilladelse på forhånd, uanset om skoven er privat eller offentlig.
 
I alle skove må I
  • Færdes om dagen på veje og stier.
  • Gå, cykle og køre med kørestol på veje og stier.
  • Samle kogler, svampe, blomster, urter, bær, nødder, mos og lignende, til eget forbrug.
I private skove dog kun i umiddelbar nærhed af stien, hvis I ikke har fået tilladelse til andet.
 
I offentlige skove må I derudover
  • Færdes om natten.
  • Gå udenfor veje og stier – ind imellem træerne.
  • Skære eller klippe kviste af løvtræer der er over 10 meter høje.
  • Bade i vandløb og søer.
  • Løbe på skøjter og færdes på isen, hvis der ikke er skilte, der forbyder det.
I skovene må I ikke
  • Tænde bål eller bruge stormkøkkener uden tilladelse fra skoven. I offentlige skove er der dog mange steder bålpladser, som I må bruge.
  • Grave huller uden tilladelse.
  • Grave planter op fra skovbunden.
  • Skære grene af nåletræer.
  • Tage gran fra jorden i pyntegrøntbevoksninger.
  • Fiske uden fisketegn.
Uskrevne regler om færdsel i naturen
De uskrevne regler står ikke i elevernes bog for ikke at forvirre med for mange regler, men de er uhyre vigtige at gennemgå og tale om,mens I er i skoven, da de er basis for al færden i naturen.
 
Tag hensyn til dyr og planter
  • Bræk ikke grene af levende træer, og slå ikke hårdt på træerne med grene
  • Hiv ikke planter op med rod, hvis I ikke skal bruge dem.
  • Pas på dyrene – især i yngletiden (april, maj og juni). Hvis I finder en dyreunge, så lad den ligge og gå stille væk.
  • Vær varsom med sjældne og fredede planter og dyr. Kig dog gerne på dem og snak om dem.
  • Smid ikke affald. Støder I på andres affald, så tag det med jer og smid det i en skraldespand.
  • Efterlad altid pladsen lige så pæn, som den var, da I kom, eller pænere.
     

Find mere viden

Link
Find masser af snitteideer samt ideer til bål og bålmad og oplysninger om færdselsregler i private og offentlige skove på www.skoven-i-skolen.dk. Kode: bt-bål, btl-bål, bt-snit, btl-snit, bt-adgang og btl-adgang. Du kan også finde informationer om adgangsreglerne på Dansk Skovforenings hjemmeside www.skovforeningen.dk, samt på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.skovognatur.dk eller ved at ringe til det lokale statsskovdistrikt.
 
Bøger
”Børnenes snittebog – snit i frisk træ”, Frank Egholm, Forlaget Olivia, 2003
”Spejderlex”, red. Lars Z.Maarup m.fl., 3. udgave, Det danske Spejderkorps, 1998
Relaterede Fælles Mål for natur/teknik bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014