Naturkasino om takt og tone i naturen

Hvad må I - og hvad må I ikke i naturen. Lær naturens færdselsregler med et spil naturkasino.

Lær naturens færdselsregler at kende.

Kort beskrivelse 

Naturkasino er et spil, hvor deltagerne i mindre grupper skal løbe rundt i en skov eller park og finde kort med opgave, som de derefter løser.
 
Emnerne for opgaverne kan variere fra adgangsregler (deraf navnet) eller fugle til matematikopgaver, udpluk af eventyr til alverdens flag - kun fantasien sætter grænser! Her bruger vi legen til at sætte fokus på, hvordan man skal opføre sig i naturen.
 
Sværhedsgraden kan varieres efter deltagerne. De opgaver vi har med her passer til børn fra 5. klasse. Opgaven er god som optakt til et emne eller som led i et samarbejdsforløb.
 

Forberedelse

  • Lav 33 kort f.eks. A6 med rimeligt store numre fra 1 - 33 på den ene side.
  • Sæt et spørgsmål - og måske et billede på hvert kort på den anden side af nummeret. Spørgsmålene kan du finde i kopiarket i højre siden - sammen med svarene.
  • Det er en god idé at plastlaminere kortene - så holder de længere i regn og blæst og kan genbruges.
  • Vælg en spilleplads i en skov eller en park, hvor der er træer eller andet, du kan hænge billederne op i. 
  • Hæng kortene op i træerne rundt omkring, så spørgsmålene vender mod centrum af pladsen. Afstanden fra centrum til de fjerneste billeder skal være 20 - 30 meter alt afhængig af antal deltagere og hvor lange deres ben er!
     

Sådan gør du

Selve spillet
Sådan leder du spillet:
  • Spillet starter midt på pladsen, hvor du lægger terningen.
  • Deltagerne deles op i grupper på 3 - 5 deltagere.
  • Alle instrueres nu i reglerne:
  • Gruppe 1 starter med at slå med terningen, og løber ud i skoven og finder det kort, der passer til antallet af øjne på terningen f.eks. 5.
  • Når gruppe 1 har fundet deres kort, har læst spørgsmålet og holdet er blevet enige om hvad de vil svare, løber de tilbage til spilstyreren, der står med facitlisten og konstaterer om svaret er rigtigt.
  • Giv point fra 0-3 afhængigt af, hvor gode svarene er. 
  • Når gruppe 1 har afleveret sit svar må de slå igen. Slår de nu f.eks. 3 skal de ikke finde kort nummer 3, men i stedet lægge tallene sammen og finde kort nummer 8.
  • Således kører spillet videre med alle grupper i gang samtidig, indtil en af grupperne når op på 34 eller mere. Så er spillet slut og pointene kan tælles sammen.
  • Den snedige spilleder laver herefter et slutspil, hvor der gives 1 point pr. kort og 1 point pr. klemme, grupperne afleverer. På den måde får man i en fart samlet alle sine kort sammen, så de kan bruges en anden gang, og ikke hænger og ser grimt ud i skoven!
I sne
I den specielle udgave til mørke vinteraftner hænger man en LED-cykellygte ved hvert kort. Det ser helt eventyragtigt ud en aften med sne.
 

Læs mere 

NaturskolebogeN, bestilles via www.viborg.dk/naturskolen.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Natur/Teknik, Biologi, Dansk, Samfundsfag
Klasse:4. - 6. klasse, 7. - 9. klasse, Gymnasium
Sted:Skov, Åbent land, By og kultur
Årstid:Sommer, Efterår, Vinter, Forår

Grej

  • En skov eller en have med træer, hvor kortene kan hænges op.
  • 33 kort med tallene fra 1 - 33 på den ene side og opgaver på den anden side. I kopiarket nedenfor er der lavet et sæt opgavekort du direkte kan bruge. Du kan redigere i dem, hvis du har ideer til bedre spørgsmål.
  • 33 klemmer
  • En facitliste med en kolonne for hvert hold, så der er plads til at give point til holdene. Sådan en finder du også nedenfor.
  • En blyant
  • En stor terning - almindelige terninger kan også bruges, men bliver let væk i skovbunden.
  • Til den særlige version til mørke vinternætter skal man bruge yderligere 33 LED-cykellygter eller andre lygter.

Tid

Spillet tager ca. en halv time.

Kolofon

Forfatter: Jens Frydendal, naturskoleleder, Naturskolen i Viborg Kommune, jf3@viborg.dk.

Foto: Henrik Bjerg.

Redaktør: Malene Bendix.