Udeskoleprisen 2016 går til udeskoleforsker Erik Mygind

Stort tillykke til Erik Mygind som modtager årets Udeskolepris.

Udeskoleprisen 2016 går til Erik Mygind. Foto: Jan Wilkens

Hvert år giver foreningen UdeskoleNet en hæderspris til en person eller organisation, der har gjort noget særligt for udeskole i Danmark. Udeskoleprisen 2016 går til udeskoleforsker Erik Mygind. Prisen blev overrakt på UdeskoleNet´s 19. møde i Nørre Vorupør, Nationalpark Thy den 19. april 2016.

Motivering

Formand for UdeskoleNet, Karen Barfod, motiverede hædersprisen med følgende ord:

”Erik Mygind er Udeskolens nestor i Danmark. I 1999 var han med til at starte det store forskningsprojekt, der for alvor satte gang i at udbrede forståelsen for udeskole. Med venligt smil, og altid parat til at dele viden og erfaringer, har Erik Mygind været med til at knytte forskning og praksis sammen med stor respekt for begge sider af samme sag. Gennem forskning, vidensdeling og mange samarbejder har Erik Mygind ikke alene lavet gedigen forskning, men også skabt grundlaget for et bredt samarbejde mellem rigtigt mange mennesker og institutioner. ”

Hvad er udeskole

Udeskole er en skoleform, hvor lærere og elever regelmæssigt flytter undervisningen ud i natur, kultur og samfund omkring skolen. Ugedagen er faglig, og de aktiviteter der bliver gennemført udendørs tænkes sammen med undervisningen inde til en hel undervisning, som styrker elevernes læring, sundhed og livsglæde. Læs mere om udeskole i Viden om udeskole

Hvad er udeskolenet

UdeskoleNet er et tværfagligt netværk for alle som arbejder med udeskole og udendørspædagogik i Danmark. Netværket er åbent og har medlemmer fra alle professioner: lærere, pædagoger, lektorer fra lærer- og pædagoguddannelsen, studerende, naturvejledere, formidlere og forskere. UdeskoleNet holder møde to gange om året. Læs meget mere om UdeskoleNet.