Det Store Naturtjek

BioBlitz: Tag klassen med på skattejagt i naturen og se, om I kan finde helt særlige arter og levesteder, der kan fortælle jer om naturens tilstand. Kombiner natur med teknologi og registrer, hvad I finder, med app’en NaturTjek


Kort om Det Store Naturtjek

Har I set en vibe? En citronsommerfugl eller et firben? Så kan I i klassen blive meget klogere på de arter og levesteder, der gemmer sig i naturen omkring skolen og samtidig bidrage til forskning i biodiversitet. Det gør I ved at registrere, hvad I ser på mobil eller tablet med app’en NaturTjek eller online på www.biodiversitet.nu/registrer-online. Så hjælper I forskere fra Københavns og Århus Universitet med at undersøge, hvordan biodiversiteten udvikler sig i jeres kommune.  
 
Det Store Naturtjek er et Citizen science projekt, hvilket vil sige, at det er et projekt, hvor frivillige bidrager til forskningen. Projektet løber frem til 2020, og der er mange muligheder for at deltage – særligt som skoleklasse f.eks. som en del af et undervisningsforløb om biodiversitet eller enkelte af arterne i projektet. 
 
En af de aktiviteter, der er oplagt at lave i biologi- eller natur/teknologiundervisningen, er et BioBlitz med app’en NaturTjek. I kan både kigge efter alle arter – eller udvælge en enkelt eller to, I skal holde særligt øje med - I kunne fx gå på jagt efter guldsmede og brune frøer. 
 
For de fleste lærere vil det dog være en stor opgave at stable et BioBlitz arrangement på benene i en travl skoleuge. Projekt Biodiversitet Nu har samlet de bedste erfaringer med BioBlitz arrangementer med skoler, bl.a. fra deres BioBlitz med Trekronerskolen, i en komplet guide til et vellykket BioBlitz. Så behøver du ikke bruge helt så meget af din forberedelsestid. Lyder det som noget for jer? Så læs med nedenfor, og se hvordan du downloader guiden. 

 
pindsvin_tegning_0.jpg
 

Aktivitet: BioBlitz med NaturTjek

Bio betyder ”liv” og blitz betyder at gøre noget hurtigt og intensivt. Et BioBlitz går ud på at undersøge et særligt område for arter og så registrere dem, man finder. BioBlitz kan dække over både kortere og længere arrangementer, men det er en god ide, hvis I minimum har 1,5 time, når I er ude med en klasse. Så har I god tid til at undersøge området grundigt.
 
Hvis man skal fokusere på alle arter i naturen, når man laver sit BioBlitz, kan det hurtigt blive en stor og umulig opgave. App’en NaturTjek er et godt udgangspunkt for et BioBlitz for skoler, fordi der på forhånd er udvalgt 30 arter og 12 levesteder, der er lette at genkende. Arterne er valgt, fordi de alle kan sige noget om, hvordan naturen har det, hvis man finder flere eller færre af dem med tiden, og levestederne fordi de danner livsgrundlaget for masser af forskellige arter og derfor også har betydning for biodiversiteten.
Det Store Naturtjeks hjemmeside kan I få et overblik over de 42 arter og levesteder, der er med i projektet.
 
I kan også udvælge én eller to arter, som I vil fokusere på. Eller gå på jagt efter en gruppe, fx svampe, dyr ved vandhullet osv.
App’en er samtidig et gratis registreringsværktøj, der kan holde styr på de registreringer, I laver, og som kan bruges som et hurtigt opslagsværk, hvis I vil læse mere om eller se billeder af de arter eller levesteder, I finder.
 
BioBlitz-guiden
Kom godt fra start med dit BioBlitz arrangement ved at downloade BioBlitz-guiden, som indeholder fire trin til et vellykket BioBlitz med NaturTjek. Guiden giver også gode råd og vejledning til både de praktiske og tekniske udfordringer, der kan være forbundet med at lave et BioBlitz med NaturTjek. I kan hente guiden her


 
mark-sommerfugl-korn_0.png
 

Kom godt i gang

Det Store NaturTjeks hjemmeside (link: http://www.biodiversitet.nu/) er et godt sted at starte, når I skal i gang med at naturtjekke. Her kan I downloade app’en NaturTjek til mobil eller tablet eller I kan registrere de ting, I har set i naturen online
(link: http://www.biodiversitet.nu/registrer-online).
På hjemmesiden kan I også læse endnu mere om projektet eller få Todd til at forklare jer, hvorfor biodiversiteten er så vigtig
(link: http://www.biodiversitet.nu/moed-todd). 
 
God fornøjelse med NaturTjek!