Alfabetkimsleg

Find ting i naturen, der begynder med alfabetets bogstaver. Og leg med bogstaver ude.

Skovalfabet

Formål

  • at øve bogstaver og lyde
  • at arbejde med alfabetet i fuld fart
  • at skærpe elevernes opmærksomhed på det, der findes i naturen
     

Forberedelse

Find et godt sted i skoven, hvor I kan arbejde.
 

Sådan gør du

Opvarmning
Find 5-7 ting i skovbunden, som er karakteristisk for stedet: Et agern, en svamp, en bestemt plante osv. Læg tingene på et viskestykke og dæk det til med en anden. Nu stiller alle eleverne sig omkring viskestykket og du fjerner det øverste i ca. 10 sekunder. Derefter dækker du tingene til igen, og eleverne skal finde tilsvarende ting i skovbunden. Giv dem ½ minut pr. ting.

Dette er blot en opvarmning, for at skærpe børnenes opmærksomhed overfor alt det, der ligger i skovbunden.

Nu kommer alfabetkimslegen
Du siger et bogstav (f.eks. A), og eleverne styrter af sted for at finde et agern, et ahornblad, en anemone eller lign. Hvis du laver reglerne sådan, at de skal komme med flest mulige ting med A, vil de kvikkeste finde en anemone, et anemoneblad, en anemoneblomst en anemone… osv.
 
Find hele alfabetet
Du kan også bruge en bestemmelsesdug - eller en anden voksdug - hvor du har skrevet alle bogstaverne i alfabetet. Eleverne kan så i hold lægge de ting, de finder, på de rigtige bogstaver. Kan I fylde hele alfabetet ud? 
 
Find ord
Du kan også lade eleverne lede efter ting med flere bogstaver samtidig, fx:
 
S K O V

Legen kan udvikles i det uendelige. Som stafet f.eks.: Når man har afleveret en ting med S skal man finde en ting med K osv. Den elev eller det hold, der først har fundet alle tingene, har vundet.

Udstilling af hele alfabetet
Hele klassen kan sætte sig for at finde en ting for hvert af alfabetets bogstaver. Hvis I tager tingene med hjem, kan der komme en flot udstilling ud af det hjemme på skolen – medmindre der altså er for mange skovsnegle, myrer og rævelort med i samlingen.

Bearbejdning
Når I kommer tilbage i klassen, kan I samle op på alle de ord i fandt. Skriv alfabetet på tavlen - og lad eleverne huske ord med de forskellige bogstaver. 

Hver elev kan skrive sit navn - og tegne de skovting, som navnet består af på en tegning.

OLE (Orm - Ler - Egeblad)
 

Baggrund

Aktiviteten er med til at skærpe elevernes opmærksomhed på de små ting der ligger i skovbunden. Arbejdet med bogstaverne bliver mere konkret, når man står med en konkret ting i hånden.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Dansk
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:Skov, Sø og å, Kyst og hav, By og kultur, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

  • 2 viskestykker
  • En bestemmelsesdug, hvor alfabetet er skrevet på bagsiden 
  • En kurv.

Tid

2 timer i skoven
2 timer i klassen

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål e...

Relaterede Fælles Mål for dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Jens Frydendal, naturvejleder på Naturskolen ved Hald.
Redaktør: Malene Bendix.
Tegning: Eva Wulff.

Kommentarer