Art

Hvad er en art? Hvor mange arter er der i Danmark? I verden? Hvilke arter er sjældne? Find svar her.

Foto af en harekilling

Hvad er en art ?

En art er en gruppe af levende væsner, der kan parre sig med hinanden, og få unger, der også kan få unger.

Eller sagt lidt mere videnskabeligt:

En art er en gruppe af individer, imellem hvilke forplantning kan foregå og give et formeringsdygtigt afkom.

To vrinskende og skrydende eksempler
Heste tilhører samme art. Der findes mange forskellige racer – men en fuldblodshingst kan godt parre sig med en shetlandspony – og det føl der kommer ud af det vil også godt kunne få føl engang.

Hesten og æslet ligner hinanden meget. De kan faktisk også godt parre sig og få føl – det er de sære heste med lange ører, vi kalder mulddyr. Men to mulddyr kan ikke parre sig og få føl. Så derfor tilhører heste og æsler ikke samme art.
 

Hvor mange arter ?

Hvor mange arter er der på jorden?
Der er faktisk ikke nogen der ved, hvor mange arter der er på jorde. Man har nemlig slet ikke fundet dem alle sammen endnu. Men man regner med, at der er mellem 5 og helt op til 100 millioner arter i verden! Videnskaben har fundet og navngivet omkring 1,6 millioner arter indtil videre. Halvdelen af dem lever i troperne. Du kan se en tabel over alle de kendte arter i verden, fordelt på grupper, hvis du kigger allernederst i artiklen.

Hvor mange arter er der i Danmark
Man regner med at der lever cirka 30.000 forskellige plante og dyrearter i Danmark. Der er nok at gå i gang med at lære – men set i forhold til nogle egne af verden er det faktisk ikke særlig mange arter. Hvis du f.eks. rejser til Malaysia og undersøger hvor mange forskellige træer og buske, der vokser på 1 hektar skov (1 hektar skov er 100 x 100 meter), så vil du finde tre gange så mange arter som der er i hele Danmark! Og hvis du rejser til Zaire i Afrika og tæller alle de forskellige pattedyr de har, så vil du kunne finde 409 arter. I Danmark har vi 49 pattedyr.

Hvorfor er der ikke så mange arter i Danmark
Der er flere grunde til at Danmark er fattigt på arter. Først og fremmest skyldes det at vi lever i en del af verden hvor der normalt ikke findes så mange arter. Samtidig har vi dyrket jorden intensivt siden bondestenalderen for 7000 år siden. Det har ændret vores oprindelige natur. 

Oprindeligt var Danmark dækket af skov. Derfor hører de fleste af vores vilde dyr og planter til i skovene. Men vores skove er små i dag, og ligger tit adskilt fra hinanden af marker, så dyr og planter ikke kan vandre imellem dem. Samtidig er de fleste skove ikke ret gamle. Vi har vi ikke nogle urskove – altså skove der har været skove siden stenalderen. Det skyldes at vi for 200 år udnyttede vores skove og vores natur så kraftigt, at vi næsten havde udryddet skoven i Danmark. Der var kun 3 – 4 % skov tilbage. Hvis kongen ikke dengang havde bestemt, at vi skulle plante flere skove, beskytte vores skove, og begynde at dyrke dem fornuftigt, så havde vi slet ikke haft noget skov i dag.

Værdifulde arter
De arter vi har i Danmark er tilpasset livet her. Deres gener findes ikke andre steder – og derfor skal vi passe godt på dem og de økosystemer hvor arterne lever. Det er f.eks. skove, enge, heder, moser, vandløb, kyster mm.

Læs mere om bevarelse i artiklen om Biologisk mangfoldighed.
 

Truede arter

Rød-listen
En del arter er ved at forsvinde fra Danmark. Naturstyrelsen udgiver med jævne mellemrum en liste over arter i Danmark, der er forsvundet, ved at forsvinde eller sjældne – og som vi skal være specielt opmærksom på at beskytte. Den liste kalder man for rødlisten – og det er interessant læsning. Se Naturstyrelsens rødliste fra 1997. Der er 3142 arter på listen fra 1997. Over halvdelen (54%) af arterne på rødlisten lever i skoven.

Gul-listen
Fra 1997 har Naturstyrelsen også udgivet en gul liste over planter og dyr der er i tilbagegang – og arter som Danmark har et særligt ansvar for, fordi de er specielt tilknyttet vores land. Se Naturstyrelsens gullisten fra 1997.
 

Hvor mange arter kender vi ? 

Tabel over antallet af kendte arter i verden
Her kan du se en tabel der viser, hvor mange arter vi kender til i verden. Arterne er delt op i grupper.
 

  Gruppens danske navn Gruppens internationale navn Antal kendte arter i verden Antal kendte arter i Danmark
Planter Dækfrøede Mgnoliophyta 250.000 1370
  Nøgenfrøede Coniferophyta 600 29
  Bregner Pteridophyta 9000 30
  Padderokker Sphenophyta 25 7
  Ulvefødder Lycophyta 950 11
Mosser Mosser Bryophyta    
  - Bladmosser Bryopsida 13.000 390
  - Sortmosser Andreaeopsida 60 2
  - Tørvemosser Spagnopsida 200 40
  - Hornmosser  Anthoceropsida 300 2
  - Levermosser Hepaticopsida 7000 150
Alger Kransnålealger  Charophyceae 400 25
  Grønalger* Clorophyceae 1040 82
  Gulgrønalger* Xanthophyceae Ukendt 13
  Brunalger* Fucophyceae 1500 129
  Rødalger* Bangiophyceae 4000 158
  Blågrønalger* Cyanophyceae Ukendt 109
Svampe Sæksporesvampe Ascomycota    
  - Laver   18.000 900
 

- Øvrige
sæksporesvampe

  15.000 2500
  Stilksporesvampe Basidiomycota 30.000 2300
Dyr Pattedyr Mammalia 4200 49
  Fugle** Aves  9200 185
  Krybdyr Reptilia 5600 7
  Padder Amphibia 4100 14
  Fisk Pisces 21.900 166
  Sækdyr Tunicata 2020 50
  Pilorme Chaetognatha 70 5
  Pighuder Echinodermata 5500 100
  Blæksprutter Cephalopoda 600 12
  Muslinger Bivalvia 800 87
  Søtænder Scaphopoda 350 2
  Snegle Gastropoda 38.000 230
  Skallus Polyplacophora 1000 7
  Krebsdyr  Crustacea 40.000 1370
  Entognater Entognatha 13.500 200
  Insekter Insecta 950.000 18.000
  Spindlere Aracnida 75.000 500
  Orme Vermes ukendt 2350
  Polypdyr Cnidaria 9000 100
         
   I alt   ca. 1.600.000 30.000

Tabellen omfatter ikke bakterier, encellede alger og visse laverestående dyregrupper.

* Tallene omfatter fastsiddende havalger.

** Tallet omfatter ynglefugle.

Tallene bygger på oplysninger fra Københavns Universitet, Botanisk Institut, Botanisk Museum og Zoologisk Museum. Kilde: Rapporten ”Biologisk mangfoldighed i Danmark – status og strategi, af Christian Prip og Peter Wind m.fl., udgivet af Miljø- og Energiministeriet i 1995.

Kolofon

Forfatter: Malene Bendix.
Foto: NaturGrafik.dk

Kommentarer