Bænkebider-matematik

Eleverne indsamler, iagttager og sorterer bænkebidere - og undersøger via et eksperiment, hvilket miljø bænkebidere foretrækker.

Forsøgsopstilling. Tegning: Eva Wulff.

Formål

  • Eleverne skal undersøge bænkebidere, se efter ligheder og forskelle - og sortere dyrene efter disse.
  • De skal desuden bestemme antal og beskrive mønstre, herunder symmetri.
  • Eleverne skal også gennemføre eksperimenter og undersøgelser med sigte på at finde mønstre i dyrenes adfærd.
     

Forberedelse

Om bænkebidere
Bænkebidere hører til nedbryderne. De lever under visne blade, sten og grene i skovbunden - og under barken på døde stammer, grene og stubbe. I forbindelse med et tema om skovens dyreliv, vil det være naturligt at snakke om de dyr, der står for nedbrydningen af blade og grene i skovbunden. Hvordan ser de ud? Hvordan lever de? Og hvilke krav stiller f.eks. bænkebidere til deres levested.

Hvor lever bænkebiderne?
Lad eleverne komme med forslag til, hvilke miljøforhold bænkebidere mon foretrækker. Skal det være lyst eller mørkt? Tørt eller fugtigt? Snak også med eleverne om, hvordan de mon kan undersøge dette - og diskutér deres forskellige idéer. Senere kan I afprøve nogle af idéerne.

Slip kridtet
Det er vigtigt, at du ikke bare fortæller eleverne, hvad de skal gøre, selv om du i det følgende får en opskrift. Der er megen læring i, at eleverne selv får mulighed for at tænke og snakke sig frem til måder at undersøge deres problemstillinger på.
 

Sådan gør du


A: I skolen: Fremstilling af 5-rums forsøgsbakker

Grupper
I små grupper fremstiller eleverne 5-rummede forsøgsbakker, som angivet på tegningen øverst i forløbet.
 

B: I skoven: Indsamling og forsøg

Find bænkebidere
I skoven skal elevgrupperne finde bænkebidere. De skal lede under visne blade, sten og døde træstykker i skovbunden, og under barken på døde stammer og grene. Eleverne tager dyrene forsigtigt med fingrene, så bænkebiderne ikke tager skade – og samler dem i et glas.

I skovnotesbogen noterer hver gruppe hvor de fandt bænkebiderne.

Til et forsøg skal hver grupper bruge 10 dyr. Der indsamles dog 25-30 bænkebidere, så I kan foretage mindst to forsøg med "friske" dyr. Husk at behandle dyrene forsigtigt!

Forsøg i skoven
Forsøgsbakkerne gøres klar på følgende måde (se også tegningen ovenfor):

  • Rum nummer 1 og 2 skal have fugtig køkkenrulle i bunden.
  • Rum nummer 2 og 3 skal dækkes med sort karton, så rummene bliver mørke.
  • Midterrummet er startsted. Her skal I bare placere 10 bænkebidere, når de andre rum er parate.
  • Anbring hele forsøgsopstillingen lyst, gerne i sol, men altså med indgangsåbningerne til rum 2 og 3 i skygge.

Forsøget kan fint udføres i skoven, men hvis I laver det på skolen, kan I bruge en bordlampe (ikke for tæt, da lampen varmer) til at lyse på rum 1 og 4.

Så kan forsøget gå i gang
Placer nu 10 bænkebidere i midterrummet, og læg mærke til hvor dyrene går hen. Hver gruppe skriver op, hvor mange dyr der er i hvert rum. Gentag med nye dyr. Skriv op igen.

Sammenligning og bearbejdning på skolen
På skolen kan I sammenligne jeres resultater med de andre gruppers. Sammenlign resultaterne med, hvor I fandt bænkebiderne. Lav et søjlediagram over jeres resultater.


C: På skolen: Iagttagelse og sortering

Dyr med hjem
Tag dyrene i glas med lidt fugtig jord og blade med tilbage til skolen.

Undersøg dyr
Iagttag dyrene, brug også gerne en lup. Brug evt. de to kopiark ude i højre margin til at finde ud af, hvad det er for nogen. Er de alle sammen ens, eller er nogle anderledes? Sorter bænkebiderne, så de der ligner hinanden kommer i samme hvide bakke.

I skal nu studere dyrene: Hvordan ser de ud på oversiden? Hvordan ser de ud på undersiden? Bænkebidere er delt op i led – kan man tælle antallet af led? Hvor mange ben har de? Har bænkebideren følehorn – hvor mange?

Måske har nogle af dyrene en rugepose med unger i på undersiden, mellem benene? Det er hunner.

Måske ruller en af dem sig sammen til en kugle – hvorfor gør den det?

Tegn en bænkebider
Vælg en bænkebider og tegn den. Er der en symmetriakse? Fortæl om jeres iagttagelser.

Tilbage til naturen
Sæt dyrene forsigtigt tilbage i naturen på et egnet levested.
 

Baggrund

Kræver fugtige omgivelser
Bænkebidere er krebsdyr. Deres hud er meget gennemtrængelig for vand. For at undgå vandtab, opholder dyrene sig på steder med passende fugtighed. Bænkebiderne ånder med gæller, der skal holdes fugtige, for at kunne optage luftens ilt. Nogle få af de 27 arter bænkebidere har dog udviklet en slags organer, der gør dem i stand til at leve i mere tørre omgivelser. Dette gælder bl.a. for kuglebænkebideren.

Bænkebidere

Nedbrydere fra skoven.
Tegning: Eva Wulff.

Føde
Bænkebidere lever overvejende af døde plantedele. De lever både af plantedelene – og af bakterierne der sidder på dem. Bænkebidere er – sammen med bl.a. regnorme og tusindben - vigtige nedbrydere i skovbunden. Nedbryderne findeler og omsætter dødt organisk stof og er således med til at frigøre næringsstoffer, der kan blive optaget af planter – og fortsætte i de økologiske kredsløb.

Terrarier og flere forsøg
Bænkebidere er lette at holde i fugtige terrarier i klassen, da de kan fodres med forskelligt plantemateriale. Hvad bænkebidere foretrækker at æde kan man i øvrigt også undersøge…!

Hvem, hvad, hvor

Fag:Matematik, Natur/Teknik
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:Skov, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår

Grej

Forberedelse i skolen:

  • 5 stk. kvartliters, skyllede mælkekartoner pr. elevgruppe
  • Sakse
  • Lim

Til brug i skoven:

  • Indsamlingsglas (1 pr. barn/gruppe) f.eks. plastikhonningbæger med låg
  • Hvide plastbakker
  • Sort karton
  • Køkkenrulle + flaske med vand
  • Lupper
  • Papir (fx skovnotesbog) og blyant
  • Bænkebidere
  • Bestemmelsesbøger f.eks. ‘Hvad finder jeg i skoven' og Små dyr i skoven'.
  • Kopiark (se nedenfor)
  • Evt. bordlamper (hvis forsøget gøres tilbage på skolen)

Tid

A: 1 lektion til fremstilling af 5-rums forsøgsbakker
B: 2 lektioner i skoven til indsamling og evt. forsøg
C: 2-4 lektioner til undersøgelser, tegning m.m. og evt. forsøg

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for matematik bliver sat ind her, når de nye Fælles M...

Relaterede Fælles Mål for matematik bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Keld Nørgaard, naturvejleder, fagkonsulent og skolekonsulent.

Redaktør: Malene Bendix.

Tegninger: Eva Wulff.

Kommentarer