Byg et skjul

Byg et skjul, så du kan se dyr, uden at de kan se dig.

Måske kan du se et egern fra dit skjul.

Lidt om skjul

De fleste dyr og fugle er sky, og lader ikke mennesker komme tæt på. Hvis du gerne vil se på dyrene, uden at de opdager dig, er det en god ide at bygge et lille bærbart skjul. Skjulet stiller du op i skoven – og så er det bare at sætte sig derind og vente på dyrene.
 

Sådan gør du

Hjemme
Lav først skjulet derhjemme - så du ved det virker.

  • Bind dine pinde sammen for oven, og benene, så de står som stativet til et indianertelt.
  • Læg stoffet omkring stativet, og hæft det fast med sikkerhedsnåle.
  • Klip en eller flere revner i stoffet, hvor du vil kunne kigge ud.
  • Pak dit skjul sammen, så du kan tage det med dig ud i skoven.

I skoven
De bedste tidspunkter at se dyr er ofte tidligt om morgenen, når solen står op, eller lige i skumringen, når solen går ned. Tag ud i skoven i god tid, og stil dit skjul op et sted, hvor du regner med, at dyrene kommer. Det kan være ved et vandløb, en sø, i nærheden af en rævegrav – eller et sted tæt inde i skoven, hvor der er fred og ro.

Stil dit skjul, så det står skjult mellem grene. Tænk på, at vinden skal bære væk fra det sted du vil iagttage og hen imod dig. Så der det sværere for dyrene at få færten af dig.

Sæt dig godt til rette i dit skjul – og kig ud af de huller du har lavet. Brug en kikkert, hvis du kan låne en, slå ørerne ud og væbn dig med tålmodighed. Der kan godt gå noget tid, før dyrene er trygge nok til at kommer frem. Hvis du ser nogle dyr, så kig på dem uden en lyd, og se hvad de laver. Du kan tegne dyrene, eller fotografere dem - eller skrive hvad de laver i en notesbog. Når du kommer hjem, kan du læse mere om dyrene i en opslagsbog.

God jagt!

Hvem, hvad, hvor

Fag:Håndarbejde, Sløjd
Sted:Skov
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

  • 3 eller 4 stærke, lige pinde på 1.5 meter, f.eks. bambuspinde, hasselgrene eller kraftige lister.
  • Et stort stykke stof der er brunt eller grønt, et tæppe eller et stykke kammouflagestof
  • Snor
  • Sikkerhedsnåle
  • En saks
  • En kikkert hvis du kan låne en
  • En bog om dyr
  • Mobil eller fotografiapparat
  • Tegneblok og blyant
  • Notesbog til dyrenotater
  • Termokande med te
  • Kiks eller chokolade

Tid

Det tager mellem et kvarter og en time at lave skjulet – alt efter hvor flot det skal være.

Undervisningsmål

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan ...

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.

Kolofon

Forfatter: Malene Bendix.
Foto: NaturGrafik.dk.

Kommentarer