Dagens og årets rytme

Hvordan forandrer naturen sig i dagens og årets løb? Og hvad betyder det for vores opfattelse af livet?

Rejnfan i sne.

Formål

  • At eleverne får en fornemmelse af den rytme, der ligger i naturens gang (morgen, middag, aften og nat, samt forår, sommer, efterår og vinter)
  • At eleverne stifter bekendtskab med naturens billedskabende betydning i forhold til opfattelsen af menneskets livsaldre (fødsel og barndom, ungdom, voksenliv, alderdom og død).
     

Forberedelse

Læreren udvælger et sted i skoven, hvor årstidernes skiften tydeligt markerer sig - eksempelvis et frit- og enestående træ.
 

Sådan gør du

Ud i de fire årstidder
Tag din klasse med ud til jeres sted i hver af de fire årstider. Begynd med foråret!

Undersøg forår
Først skal eleverne undersøge foråret på det udvalgte sted med alle sanser. Hvordan ser det ud? Hvordan dufter det? Hvordan smager det? Hvordan lyder det? Hvordan føles det? Hvordan fornemmes det indeni? Slip eleverne løs to og to et stykke tid med den opgave, at finde forårstegn med alle sanser.

Tegn foråret
Så skal eleverne tegne det udpegede motiv på et stykke papir, så årstidens træk kommer til at stå tydeligt. De skal tegne naturen og foråret som de sanser det lige nu. De skal tegne det, de kan se, det de kan høre, det de kan lugte, det de kan smage, det de kan føle, og det de kan fornemme indeni på denne forårsdag. Billederne tegnes færdigt og farvelægges, mens I er ude i naturen.

Hvad er forår?
Når billederne er færdige kan I snakke om, hvad det er, der karakteriserer den pågældende årstid - herunder elevernes sansning af den, samt hvordan det kommer til udtryk i billederne. Undervejs i samtalen paralleliseres årstiden med elevernes erfaringer af døgnets rytme - hvad svarer årstiders skiften til? - og med de menneskelige livsaldre.

Bearbejdning på skolen
Tilbage på skolen kan billederne hænges op i klassen. De kan eventuelt sættes op på farvet karton, således at billedrammens farve kommer til at symbolisere årstiden.

Gentag forløbet i alle årstider
Forløbet gentages i forbindelse med de følgende årstider. På den måde får man en lang række forskellige udtryk for det samme motiv.

Kirkeårets gang
Vil man arbejde videre med ideen, når alle fire årstider er gennemgået, kan der lægges et fagligt perspektiv i en beskæftigelse med kirkeårets gang - fra advent og forventning om Jesu fødsel over påske og pinse til trinitatis og venten på Kristi genkomst - og denne rytmes relation til de øvrige. Inspiration til dette arbejde kan findes på internetadressen: http://undervisning.folkekirken.dk

Farvernes symbolik
Her vil der også være rig mulighed for at arbejde med farvernes symbolik - såvel inden for kirkeåret som i forhold til en sammenligning med årstidernes farver.
 

Baggrund

Naturens og menneskets rytme
Naturens rytme - herunder døgnets gang, årstidernes skiften og det menneskelige livsforløb - har afgørende betydning for vores erfaringsdannelse og dermed den grundlæggende forståelse af tilværelsen. Den orden, systematik og stabilitet, der ligger i de pågældende rytmiske forløb, leder let tanken hen på magter, der er større end mennesket. Bevidsthed om menneskets afhængighed af disse naturlige forløb og deres billedskabende virkning er væsentlige forudsætninger for forståelsen af tilværelsens religiøse dimension. At mennesket på denne måde er indfældet i naturen og underlagt nogle på forhånd fastlagte rytmiske forløb, betinger en naturlig ydmyghed, som løseligt kan berøres.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Kristendomskundskab
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:Skov, By og kultur, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

  • Tegneunderlag til hver elev.
  • Blyanter.
  • Papir.
  • Farvekridt.

Tid

4 ture ud i de 4 årstider.
4 lektioner til bearbejdning i skolen
Evt. fire lektioner til arbejdet med kirkeår og farvesymbolik på Internettet.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for kristendom bliver sat ind her, når de nye Fælles M...

Relaterede Fælles Mål for kristendom bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen og pædagogisk konsulent i Folkekirkens Skoletjeneste Kbh.-Frb.

Redaktør og foto: Malene Bendix.

Kommentarer