Hyldebær-saft

Sådan laver du saft af hyldebær.

Her er modne hyldebær.

Lidt om hyldebær

Der vokser hyldebær næsten alle steder - undtagen måske i byerne. Men i skoven, i hegnet, i haven, op ad huset, i parken - næsten alle steder står der lige pludselig et hyldetræ, og vifter med store klaser af sorte bær om efteråret.

Fugle og hyld
Fuglene elsker hyldebær. De spiser dem, og spreder dem med deres fugleklatter - og det er en af grundene til at de vokser så mange steder. En anden grund er menneskene. Hylden kan nemlig bruges til alt muligt, og derfor har mennesker igennem mange tusind år plantet hyldebuske hvor de boede. I skovene er hylden tidligere blevet brugt til at læ for nye beplantninger.
 
Pluk bær
I september-oktober er hyldebærrene modne. Så kan du tage en kurv med ud og plukke dem til saft og suppe. Hyldebærrene indeholder blåsyre og er giftige rå, men du kan koge dem til en stærk, mørkerød saft, der smager fantastisk og er sprængfyldt med C-vitaminer.
 

Sådan gør du

  • Find nogle hyldebuske, og pluk en masse bær i en kurv.
  • Fjern de grove stilke, og læg bærrene ned i en gryde sammen med de sure æbler i både.
  • Hæld vandet over bærrene.
  • Kog bærrene til de brister.
  • Si så saften: Stil et dørslag op i en gryde. Læg et rent viskestykke der gerne må blive rødt op i dørslaget. Hæld forsigtigt saft og bær op i viskestykket - lidt ad gangen. Det tager lidt tid. Til sidst kan du vride viskestykket, så du får al saften med.
  • Nu skal du måle hvor meget saft du har i gryden. Brug et litermål.
  • Kom saft, sukker og citronsyre i gryden, kog saften op og tag den så af ilden. Sammenlagt skal saften gerne koge 1 kvarter.
  • Hæld Atamon i saften.
  • Hæld din hyldebærsaft på skoldede flasker, der er skyllet med Atamon - og sæt prop i. Nu kan saften holde sig til de lange vinteraftner.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Hjemkundskab, Natur/Teknik
Sted:Skov
Årstid:Efterår

Grej

  • 1 kg hyldebær
  • ½ l vand
  • Evt. 3 sure æbler

Til hver liter siet saft:

  • 375 - 500 g sukker
  • 1 tsk citronsyre
  • 1 tsk flydende Atamon eller ½ tsk Atamonpulver
  • Kurv eller spand til at plukke bær i
  • Stor gryde & ske
  • Viskestykke der godt må blive rødt.
  • Dørslag
  • Litermål
  • En gryde mere
  • Bål eller komfur
  • Rene flasker

Tid

½ - 1 time til at koge saft.

Tid til at plukke hyldebær.

Undervisningsmål

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan ...

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.

Kolofon

Tekst og foto: Malene Bendix.

Kommentarer