Planternes optagelse af næringsstof

Her kan du læse, hvordan planter optager næringsstoffer fra jorden.

Bøgetræ henter næringsstoffer op af jorden.

Kort om næringsstoffer

Planter skal bruge næringsstoffer for at fungere. De optager dem fra jorden gennem rødderne. Her kan du læse om, hvilke næringsstoffer en plante skal bruge – og hvordan rødderne optager næring fra jorden.
 

Vidste du at

Helt almindelige planter som kål og raps har rødder der kan gå ned i 3 meters dybde, for at finde vand og næring. Hvedes rødder kan trænge 2 meter ned i jorden. Det har man målt på Forskningscenter Årslev.
 

Hvilke stoffer bruger en plante

For at leve har planter behov for forskellige stoffer:
  • Kulstof, som bladene optager i form af CO2 fra luften, kobler til vand og omdanner til druesukker via fotosyntesen. Planten lever af druesukker. Man kan kalde det plantens mad.
  • Vand (H2O), som rødderne optager fra jorden
  • Næringsstoffer – dvs. andre stoffer, som planten skal bruge for at fungere.
 
skovstjerne1_05-2011_0.JPG

Skovstjerne vokser på næringfattige jorde. Her bliver den ikke udkonkurreret af andre urter. Foto: Malene Bendix.

Planterødder

Plantens rødder skal kunne to ting: Forankre planten, så den ikke vælter, og suge vand og næringsstoffer op af jorden.
 
Rødderne vokser hele tiden. Cellerne i rodspidsen deler sig, så der bliver flere – derpå strækker de sig – og på den måde borer de sig længere og længere ned og ud i jorden.
 
Et stykke bag ved spidsen af roden vokser der små rodhår ud. De er ganske tynde, hårformede udposninger på de yderste celler, der gør, at roden får en kæmpestor overflade, som er i kontakt med jorden. Gennem rodhår kan planten optage både vand og næringsstoffer fra jorden.
 

Næringsstoffer

I jorden ligger næringsstofferne som opløste salte i jordvandet. Salte består af en positiv og en negativ del, som kan skilles ad til det man kalder ioner. Det er dem planten optager med rødderne. Hvis der er lerpartikler i jorden, vil de tiltrække de positive nærings-ioner som Kalium (K+), Magnesium (Mg++) og Calcium (Ca++). Planteroden kan hente de positive nærings-ioner på en lerpartikel, ved at bytte positive brint-ioner (H+) for næringsioner.
 
Makronæringsstoffer
Nogle næringsstoffer bruger planterne meget af – dvs. flere kilo pr. hektar (1 hektar = 100 x 100 meter). Dem kalder man makro-næringsstofferne. Du kan se dem på en liste nedenfor. Kvælstof, fosfor og kalium er de vigtigste. Det er også dem man bruger i kunstgødning i landbruget og i haverne. Man kalder det NPK gødning. N står for nitrogen, P står for phosfor, K står for kalium.
  • Kvælstof som også hedder nitrogen. Planterne optager det i form nitrat-ionen (NO3--)
  • Fosfor som også kan staves phosfor. Planterne optager det i form af fosfat-ionen (PO4-)
  • Kalium. Planterne optager dem som den positive kalium-ion (K+)
  • Magnesium (Mg++)
  • Calcium (Ca++)
  • Svovl
Mikronæringsstoffer
Andre næringsstoffer skal planterne kun bruge ganske lidt af – få gram pr. hektar (1 hektar = 100 x 100 meter). Dem kalder man mikronæringsstoffer. Her er en liste, som er sorteret efter de vigtigste:
  • Jern
  • Mangan
  • Zink
  • Kobber
  • Molybdæn
  • Bor
  • Klor
  • Silicium
     

3 spørgsmål

  • Hvordan optager planten næringsstoffer?
  • Hvordan optager planten kulstof?
  • Hvordan optager planten vand?

Hvem, hvad, hvor

Sted:Skov, Åbent land

Kolofon

Tekst og foto: Malene Bendix.

Kommentarer