Snegle

Her kan du læse om snegle

Foto af et sneglehus fra en kratsnegl.

Her kan du læse om snegle. Klik på det du har lyst til at læse:

Vidste du

  • At sneglen kan gå på kun en fod.
  • At snegle er hermafroditter – altså både han og hun i samme dyr.
  • At en snegl på vejen er tegn på regn i Spanien.
Foto: Malene Bendix
En havesnegl nyder udsigten. Havesnegles huse kan være røde, gule og stribede.
Foto: Malene Bendix.
 

Hvad er en snegl

Du kender godt en snegl. Når du går hen ad skovstien kommer den vandrende. Et langt bløddyr der kryber hen over jorden på én bred fod. I forenden sidder hovedet med to stilkede øjne øverst og to følehorn der kan smage og lugte nederst.
 
Under dem sidder en bred mund med en ru tunge som sneglen bruger i stedet for tænder.

Lidt bag hovedet sidder et åndehul. Det bruger sneglen til at ånde igennem – og til at sender afføring ud af. Mellem åndehullet og hovedet sidder et andet lille hul. Det er sneglens kønsorgan.


Tegning: Eva Wulff
 

Mange forskellige snegle

Der findes mange forskellige snegle. Og man deler dem op på forskellige måder. Der er dem der lever i vand (konkylier, små sandsnegle osv.) – og dem der lever på land.
 
De der lever på land deler man også op i to grupper:
  • De nøgne snegle – som sort skovsnegl, rød skovsnegl, dræbersnegl (Iberisk Skovsnegl) osv.
  • Dem med hus på ryggen – som havesnegl, lundsnegl, kratsnegl, vinbjergsnegl, plettet voldsnegl osv.
Her kan du se hvad der er hvad på en nøgensnegl og en snegl med hus. Tegning: Eva Wulff.
 

Levested

Der er mange snegle der bor i skoven. Her er fugtigt og godt for et bløddyr der ikke bryder sig om direkte sol. Sneglene er specielt aktive om aftenen og om natten, når fugtigheden er høj.
 
Sneglekapløb
Sneglekapløb. Havesnegl og lundsnegl. Begge arters huse kan være røde, gule og stribede. Kig på skallens munding, hvis du vil se forskel. Hos havesnegl er den lys. Hos lundsnegl er den mørk. Foto: Malene Bendix.
 

At vandre på én fod

Sneglen har én fod. Hele undersiden af dyret er udviklet som en stor plade – og den vandrer sneglen af sted på. Den forreste del af fode udskiller en masse slim. Det kan sneglen glide henover. Det går ikke hurtigt – men det går fremad.
Du kan altid se om der har været snegle på besøg om natten. Sølvglinsende slimspor afslører dem.
 
Sort skovsnegl
Sort skovsnegl. Bagest kan du se slimsporet.
Foto: Malene Bendix.
 

Sneglemad

Sneglen har en bred mund med en ru tunge. Mens den kravler rasper den ru tunge som en fil hen over den overflade de kravler på. Tungen rasper tynde lag af bark og grene – og af de alger, svampe og bakterier der vokser på dem. Mange snegle kan også godt lide svampe – du kan tydeligt se sporene efter raspe-tungen på en paddehat i skoven om efteråret. Nogle spiser også bløde plantedele, døde planter og dyr – og meget andet.
 
Lundsnegl
Lundsnegl rasper alger af gammelt træ.
Foto: Malene Bendix.
 

Sneglen får unger

En snegl er både en han og en hun på en gang. I teorien kunne den få børn med sig selv – og det kan ske – men som oftest får sneglen unger ved at parre sig med en anden snegl.
 
Når to snegle parrer sig, så sætter de hver sin brede fod mod hinanden – kæler hinanden med følehornene og skyder en kalkpil ind i den anden snegls krop. På kalkpilen sidder en pakke med sæd. På den måde bliver de begge befrugtede.
 
Vinbjergsnegle
To vinbjergsnegle parrer sig. De har sat fødderne mod hinanden. Snegle er hermafroditter.
Foto: Eva Skytte.

 
Sneglene lægger æg. Og æggene bliver til nye små snegle.
 

Vinter

Sneglenes æg kan overleve vinteren. Det kan mange af nøgensneglene ikke - de fryser ihjel med den første frost i november og december. En del af de skalbærende snegle overlever vinteren i deres sneglehus. De laver en lille dør af kalk og går i dvale til marts/april.
 

Fjender

De snegle der har sneglehus er godt beskyttet så snart de kravler ind i huset. Dog er der nogle fugle der kan smadre sneglehuset, og hive sneglen ud af dens beskyttende skal med næbet. De nøgne snegle er til gengæld lette at komme til. De bliver spist af f.eks. frøer, skrubtudse, spidsmus og grævling.
 

Rim og remser

Der er jo mange gode rim om snegle. Her er et par stykker.

Det første rim her skal man selvfølgelig sige til den sorte skovsnegl når man møder den.

Snegl snegl du sorte.
Er du blevet borte?
Er du løbet hjemmefra
i den bare skjorte?

Det andet er også lidt et vrøvlevers der stammer fra musicalen 'My fair Lady' fra 1950érne.

En snegl på vejen
er tegn på regn
i Spanien.

Og så er der selvfølgelig 'Mariehønen Evig Glad' der bliver gift med Søren Snegl.

Hvem, hvad, hvor

Sted:Skov, Åbent land, By og kultur

Kolofon

Tekst og foto: Malene Bendix.

Kommentarer