Snit en målepind og mål verden op

Lær dine elever at vurdere afstand og størrelse - og mål verden op i meter og centimeter med en målepind I selv har snittet.
Snit en målepind - og mål verden op. Foto: Malene Bendix.

Kort om forløbet

Rigtig mange børn løser regneopgaver med meter og centimeter uden egentlig at kende til begreberne i praksis. Hvor højt er et træ på 4 eller 15 meter.? Hvor langt er 20 meter væk??
 
I øvelsen her snitter eleverne meterpinde og måler verden op.
 

Forberedelse

Du kan bruge øvelsen her udendørs, når I i forvejen arbejder med metermål inde i klassen.
 

Sådan gør du

Del dine elever ind i grupper af 2 - 4 børn. Giv hver gruppe en sav, snitteknive, målebånd og et ark til deres målinger (se nedenfor).
 
Hver gruppe går på jagt efter lige pinde i skovbunden. Hvis I har fået lov, kan de også save nogle friske lige grene af f.eks. hassel - det er godt at snitte i. Sav grenene af helt inde ved stammen. Hver gruppe laver én eller flere målepinde, f.eks.:
  • En pind på 1 meter. Snit en lille streg for hver 10 cm - og en lang streg ved 50 cm.
  • En pind på 2 meter. Snit små mærker for hver 10 cm, lange mærker for hver halve meter og to mærker for hver meter.
  • En længere målepind, hvis der er grene til det. Snit mærker for hver halve meter og to tætte streger for hver meter. I kan også binde en elastisk pind sammen til et målehjul.
Gæt afstand og mål op
Giv grupperne et måleark. Forklar dem at de skal vælge en ting i skoven - det kan være et træ, en sten, en blomst, et græsstrå eller noget andet. Sammen skal de gætte på hvor langt høj tingen er - eller hvor langt borte tingen er, og skrive hver elevs gæt ind i skemaet.
 
Derpå skal de måle afstand eller højde med deres målepinde, og se, hvem der kommer tættest på. Når de gættede tal begynder at ligne de rigtige målinger, er eleverne færdige med opgaven, fordi de er blevet gode til at vurdere længde og højdemål.
 

Mål højde

  • Find alle mulige ting og gæt hvor høje de er. Skriv dit eller jeres gæt ind i skemaet.
  • Mål så hvor høj tingen er. Skriv jeres måling ind i skemaet.
  • Beregn forskellen - og skriv den ind i skemaet.
     
Højder Gæt Målt Forskel
Græsstrå (ex)      
       
       
       
       
       
       

 

Mål afstand 

  • Gæt afstanden mellem to ting og skriv dit eller jeres gæt ind i skemaet.
  • Mål så hvor stor den er. Skriv jeres måling ind i skemaet.
  • Beregn forskellen - og skriv den ind i skemaet.
     
Afstand Gæt Målt Forskel
Fra træ til sten (ex)      
       
       
       
       
       
       

 

Vi har desværre ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.