Snit en nisse

Snit en nisse af en gren.
Eksempel på snittede nisser i snelandskab

Lidt om at snitte nisser

Dengang jeg var lille holdt vi altid jul hos Farbror Arne. Farbror Arne var en stor tyk skovarbejder der boede i et lille rødt hus lige i kanten af skoven. På loftet i det lille hus boede der en nisse – det påstod farbror Arne i hvert fald. Nissen boede der hele året og lavede en masse ballade. Så gemte han høvlen ovre i værkstedet, eller smed farbrors ene træskostøvle væk. Altid var der bøvl med den nisse, men alligevel kunne farbror Arne godt lide ham.

Til jul skulle nissen ikke være alene, synes farbror Arne. Så når vi kom – og mor havde kastet sig over julegåsen – så stak farbror Arne mig en kniv, og så giv vi til skovs for at snitte nisser. Ja, ensom – det skal han ikke være, mumlede farbror Arne – og så snittede vi trænisser så spånerne føg om knivene – og bagefter gik vi hjem til værkstedet og malede dem alle sammen. Her kan du se hvordan vi gjorde:

Sådan gør du

Skær en frisk gren af et træ. Brug hassel, pil, ahorn eller en anden træart der ikke tager skade af at miste en gren. Grenen skal ikke være for tynd – og ikke for tyk. Bare sådan nissetilpas (= 1,5 - 2, 5 cm tyk).

  • Snit en spids nissehue i den ene ende. Lad snittet i den ene side gå lidt længere ned ad barken. Det er nissens ansigt.
  • Find ud af hvor lang nissen skal være – og sæt et mærke. Klip, sav eller snit grenen over ved mærket, så nissen står helt fladt.
  • Gå over i værkstedet og mal nissens hue rød. Du skal også give den to sorte øjne og måske en mund.
  • Lad nissen stå og tørre – og skynd dig ud for at snitte en ny. Små sidegrene kan bruges som næse og arme.
  • Hvis nissen har svært ved at stå kan du lime en mønt eller en spændeskive på bunden som fod.

Farbror Arnes nisse rumsterer omkring hele året. Hvis du vil, kan du også lave nisser der kan bruges hele året. Du kan bare male deres huer i andre farver. De mørkegrønne skovnisser, de lysegrønne forårsnisser, de blå bæknisser, de gule majnisser osv.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.