Tegn et træ

Se på træer i kunsten. Se på træer i skoven. Og tegn et træ. Forløbet kan bruges i alle naturtyper, hvor der er træer.

Tegn et træ i naturen.

Formål

  • at eleverne udtrykker iagttagelser i plant billedarbejde,
  • at eleverne anvender forskellige teknikker, metoder og materialer i plant billedarbejde,
  • at eleverne eksperimenterer med billeder,
  • at eleverne vælger form i forhold til indhold i billedarbejder,
  • at eleverne bruger aspekter af kunst i en vekselvirkning mellem teoretisk og praktisk billedarbejde.
     

Forberedelse

Tegn et træ
Allerførst kan eleverne tegne et træ, som de umiddelbart synes det ser ud. Gem deres tegninger - de bliver sjove at kigge på og sammenligne med de træer de tegner senere.

 
Kig på billeder af træer
Inden besøget i skoven skal eleverne se eksempler på skildringer af træer i malerkunstens forskellige stilarter. Eleverne skal se hvor forskelligt et træ kan skildres:
  1. af forskellige kunstnere
  2. i forskellige tidsperioder (romantikken, kubismen, ekspressionismen, surrealismen osv.)
  3. med forskellige teknikker (tegning, tryk, maleri osv.)
  4. med forskellige materialer (blyant, kul, oliefarve, linoleumssnit, radering osv.).
At tege er at se
Tal med eleverne om, hvordan man kan tegne træet direkte af - det skal I bruge her. Men også om, hvordan man kan tegne det der opstår i ens fantasi, når man ser et træ. Eller den følelse træet skaber inde i en, når man ser det. Eller træets ide.

Som billedeksempler kan I bruge link på internettet, lysbilleder, kunstbøger, postkort, plancher, plakater og besøg på museer.

Skitser af naturen.
Tegning: Helen Klavsen.

Naturstudier og skitser
Som en del af forberedelsen, skal eleverne øve sig i at iagttage naturen - og i at omsætte disse iagttagelser til tegninger fra naturen. Eleverne fremstiller små skitser af disse naturstudier. 

Flere naturskitser.
Tegning: Helen Klavsen.

Søgeramme
Eleverne skal inden besøget i skoven fremstille en søgeramme, som de kan bruge til at afgrænse det udsnit af skoven, som de vil tegne. Søgerammen fremstilles af karton - gerne i postkortstørrelse. Rammens ydre mål skal være cirka 10 x 15 centimeter og hullet omkring 6 x 5 centimeter.


Søgeramme

Sigtemål
Eleverne skal også lære, hvordan de kan anvende blyanten som måleinstrument (sigtemål), når de beregner træets proportioner på papiret.

Du kan måle med sigtemål sådan her:

  • Hold blyanten vandret eller lodret i strakt arm.
  • Luk det ene øje og tag mål af fx træets bredte med blyanten (flyt blyanten frem og tilbage i hånden til målet passer).
  • Afsæt målet på din tegning.


Sigtemål i højden og ibredden.
Tegning: Helen Klavsen.

Sådan gør du

I skoven

Tegn et træ
Ude i skoven får eleverne en kort instruktion i hvordan de anvender søgerammen og tips til at tegne et træ (se nedenfor).

Hver elev udvælger sig sit træ, og sætter sig godt tilrette med tegneunderlag og papir, inden de begynder at tegne (sæt papiret fast med elastik eller clips).

Hver elev tegner mindst 2-3 tegninger af forskellige træer. De skal først og fremmest prøve at tegne træet så det ligner.

Tips til iagttagelsestegning af et træ:
Det er vigtigt, at du iagttage træet omhyggeligt. Hvert træ har sit eget karakteristiske træk.

  • Prøv at knibe øjnene sammen og se hvordan træets omrids former sig!
  • Undersøg hvad er specielt for dette træs omrids ? Har det fx runde former eller er det takket i trækronens løvkant.
  • Hvordan er træets størrelse i højde og bredde?
  • Hvor stor er træets krone i forhold til stammen?
  • Hvordan er stammens form? Er den fx kroget eller ret og cylinderformet.
  • Hvor bred er stammen og hvordan ændrer den sig fra jorden og op i trækronen?
  • Hvordan ser træets rødder ud, som ligger over jordbunden?
  • Læg mærke til hvordan grenene er fæstnet til stammen i bløde overgange og hvordan grenene forgrener sig ud i træets krone.
  • Hvordan sidder bladene? I store klumper, spredt i klynger, eller på andre måder (husk, at grannåle også er blade).
  • Kig på bladenes form og gengiv evt. et enkelt blad eller en grens blade.
  • Læg mærke til hvor der er lys og skygge i træet.
  • Undersøg til sidst hvilken træart du har tegnet. Du kan snakke med de andre om det eller bruge en opslagsbog. Skriv træets navn bagpå din tegning + evt. findested og dato.

Husk, at kigge på træet med jævne mellemrum mens du tegner!

Du kan ind imellem anvende søgerammen som hjælperedskab.


I klassen

Se på tegninger
Efter turen i skoven hænger eleverne deres tegninger af træer op, disse evalueres sammen med læreren og klassen.

Læg farver på
Efter denne evaluering farvelægger eleverne nogle af deres tegninger.

Sæt ramme på
Herefter indrammer eleverne deres bedste billede - eller klæber det op på karton.

Udstilling
Hæng billederne om på en lille udstilling på skolen.

Evaluering
Evaluer til sidst igen sammen - både billederne, udstillingen og det samlede tegneforløb.

Et par hjælpe spørgsmål til evalueringen af billederne:

  • Hvad er godt beskrevet i hvert enkelt billede?
  • Hvordan er træets krone, stamme og træet som helhed beskrevet i billedet?
  • Kan vi se hvilket træ der er afbildet?
  • Hvordan er er lys og skygge beskrevet i billedet?
  • Hvilke farver indeholder de enkelte elementer i billedet?
  • Hvordan er størrelsesforholdet mellem stammen og træets krone?
     

Baggrund

Iagttagelsestegning
Iagttagelserne med søgeramme og blyant er med til at skærpe elevernes evne til at se, det de skal tegne. Dermed lærer de at opfatte de enkelte elementers form, farve, struktur og komposition. Det vil lette elevernes mulighed for at gengive træet i tegning.

Se de stores værker
Ved på en gang at se andre kunstneres billedlige udtryk af træer - og samtidig selv at gøre direkte iagttagelser i naturen - får eleverne mulighed for at samle viden og inspiration til fremstilling af egne billedudtryk.

Artskendskab
Når I kigger på skovens træer, er det oplagt at føje navne til. Det kan være med til at lægge grunden for et artskendskab, som eleverne kan få glæde af resten af deres liv.

Selv uøvede kan hurtigt lære at slå i bestemmelsesnøgler som 'Træer og buske i landskabet' eller 'Danmarks træer og buske' - eller andre. Det er ikke så svært - og man har lov at bladre sig frem. Hvis du ikke har prøvet det før, så øv dig lidt hjemmefra. Så kan I sammen finde frem til træet når I er ude i skoven. Bliv ikke ked af det hvis det ikke lykkes hver gang - sådan er det for alle. De svære træer kan I evt. hente hjælp til hos en af jeres natur/tekniklærere eller biologilæreren på skolen.

I kan finde en masse oplysninger om træerne i Skoven i Skolens Leksikon. 

Flere ideer
Eleverne kan fx arbejde videre med træet, som symbol i malerkunsten, som helligt træ, som symbol på liv osv. (Se under Andre links). Derefter kan de selv fremstille billeder af et træ, som symbolisere noget bestemt.

Litteratur om tegning:
'At tegne er at se' - indføring i frihåndstegning af Betty Edwards Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
'Tegning - Tone - Mellemrum', Bodil Høyer, Gyldendal 1989.
'Tegn på den naturlige måde', Kimon Nicoläides, Borgen.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Billedkunst
Klasse:4. - 6. klasse
Sted:Skov, By og kultur, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår

Grej

  • Et tegneunderlag + elastikker eller clips.
  • Blyanter eller tegnekul.
  • Farver som fx farveblyanter, oliepastel eller akvarel.
  • Siddeunderlag.
  • En træflora - f.eks. Træer og buske i landskabet eller Danmarks træer og buske (begge Politiken).
  • Evt. nedenstående tegnevejledning som kopiark, hvis du vurderer den kan være en hjælp for eleverne

Tid

2 lektioner i klassen.
4 lektioner i skoven.
2 lektioner til bearbejdning.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for billedkunst bliver sat ind her, når de nye Fælles ...

Relaterede Fælles Mål for billedkunst bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kopiark

Kolofon

Forfatter og illustrator: Helen Klavsen, cand.pæd. og fagkonsulent i billedkunst.

Redaktør: Malene Bendix.

Kommentarer