Safari på det lave vand

Gå på jagt efter dyr på det lave vand ved vores kyster. Lær arter at kende med en fin artshåndbog - og undersøg biodiversitet på forskellige lokaliteter.

Hundestejle.

Kort om forløbet

Eleverne lærer om arter og artsrigdom, ved at gå på jagt efter dyr på lavt vand med et afkrydsningsskema og en simpel artshåndbog. Jagten sætter fokus på dyrelivet på de forskellige lokaliteter fx. på sandbund eller stenbund, i ålegræs- eller tangbælter.

Forberedelse

  • Print skemaet ”Hvad har jeg fanget” og artshåndbogen i det antal kopier du skal bruge. Det er en god idé at laminere artshåndbogen, så den ikke bliver våd – og så kan den bruges igen.
  • Tjek evt. lavvande på www.dmi.dk før turen til kysten, så du er sikker på det er lavvande, hvilket giver flere muligheder for valg af lokaliteter.
  • Lån evt. greb, bakker, rejehov, net, og evt. waders og book evt. en naturvejleder. Udstyr kan i lånes på Molslaboratoriet, hos Naturcenter Syddjurs eller på Karpenhøj - hvis I befinder jer i Nationalpark Mols Bjerge, som har udviklet dette forløb.
  • Husk digitalkamera eller mobil.

Sådan gør du

Ved kysten

  • Tag ud til kysten, helst ved lavvande, del eleverne op i grupper og udstyr dem evt. med rejehov, greb eller andre redskaber samt artshåndbogen og afkrydsningsskemaet.
  • Lad eleverne på egen hånd jagte dyrelivet og lad dem krydse deres fangst af i skemaet.
  • Dyrene kan evt. indsamles i bakker, som er forberedt ved at indsamle bundmateriale og skabe ”samme” forhold, som der hvor fangsten foregår.
  • Gentag gerne jagten på andre lokaliteter, hvor bundforholdene er anderledes (sandbund, stenbund, ålegræsbælter, tangbælter), da der er forskel på dyrelivet på de forskellige lokaliteter.
  • Lad derfor eleverne beskrive det område de er på jagt i, så der er mulighed for at sammenligne de forskellige lokaliteter.
  • I kan evt. sammenligne bakker fra forskellige lokaliteter. Tag gerne billeder af bakkerne.
  • Der er mulighed for at booke en naturvejleder til at tage med på jagten og evt. låne udstyr her.

Efterbehandling

Når jagten er slut er det en god idé at lade hver gruppe/elev fordybe sig og researche i en udvalgt art og beskrive den nærmere mht. tilpasning til levested, formering, plads i fødekæde etc.. Der er også mulighed for i klassen at snakke om hjemmehørende arter og nye invaderende arter.

Til det kan I bruge Danmarks Dyreverden, håndbøger eller www.danskedyr.dk

Baggrundsstof til læreren

  • Danmarks Natur, bd. 3, Havet, Politikens Forlag
  • Smådyr på lavt vand,  De små håndbøger, Serve’ – Kurt, OP-Forlag
  • På opdagelse langs stranden, Bondesen – Poul, Natur og Museum 1974
  • Tang, Larsen – Jan C.G., Hansen – Per Juel, Natur og Museum 1986
  • Hvad finder jeg på stranden, Politikens Forlag
  • Danmarks Dyreverden, Rosenkilde og Bagger
  • www.danskedyr.dk

Hvem, hvad, hvor

Fag:Natur/Teknik
Klasse:0. - 3. klasse, 4. - 6. klasse
Sted:Kyst og hav
Årstid:Forår, Sommer, Efterår

Grej

  • Greb
  • Bakker
  • Rejehov
  • Net
  • Evt. waders.
  • Digitalkamera eller mobil
  • Artshåndbog
  • Arbejdsark

Udstyr kan ved Nationalpark Mols Bjerge lånes på Molslaboratoriet, hos Naturcenter Syddjurs eller på Karpenhøj.

Tid

3 til 4 timer

Undervisningsmål

Mål Eleven kan indfange organismer på det lave vand, og identificere dem ud f...
Mål
Eleven kan indfange organismer på det lave vand, og identificere dem ud fra en simpel artshåndbog. Eleverne kan bestemme dyrenes tilhørsforhold til forskellige biotoper.

3-4 klasse

Kompetence område:

N/T Undersøgelse
Kompetencemål: Organismer. Eleven kan gennemføre enkle undersøgelser på baggrund af egne forventninger

N/T: Færdighedsmål
Eleven kan indsamle og bestemme dyr, planter og svampe,

N/T: Vidensmål
Eleven har viden om navne og enkel klassifikation af dyr, planter og svampe

Kolofon

Forfatter

Kristian Herget, Nationalpark Mols Bjerge.

Forløbet er venligt udlånt af Nationalpark Mols Bjerge.

logo-nationalpark-mols-300p_1.jpg

Kommentarer