Træer i kunst og eventyr

Undersøg træer i kunst, religion og litteratur.

Træer i kunst og eventyr.

Kort om forløbet

Træer er kæmpestore levende væsner. De strækker sig højt imod himmelen, dybt ned i jorden og langt frem og tilbage i tiden. Træer har til alle tider givet mennesker inspiration til digte, eventyr, malerier, sange,musik, kunst, danse, sagn, religion – og meget mere.Ved at undersøge, hvor og hvordan træet optræder i kunst og i myter, kan eleverne få en fornemmelse af træet som kunstnerisk, mytisk og religiøst symbol i vores liv.
 

Formål

  • at eleverne arbejder med træer i kunst og eventyr.
  • at eleverne erfarer at træerne har en betydning for os, der går ud over det fysiske.
  • at eleverne oplever, hvordan kunstnere til alle tider har ladet sig inspirere af træer.
     

Forberedelse

Asken Yggdrasil
Gennemgå opslaget om Asken Yggdrasil i elevernes bog med klassen og diskuter, hvorfor et asketræ får så central en placering i en tro. Du kan evt. finde flere historier fra den nordiske mytologi frem og fortælle dem for eleverne eller lade eleverne fortælle for hinanden.
 
Undersøg træer i kunsten
Klassen skal i grupper finde kunstværker om træer fra alle kunstarter – og fra myter og religioner. Til det kan I bruge:
  1. Elevernes hukommelse. Måske er nogle stødt på en historie om træer, som gjorde indtryk på dem, de kan måske sange om skoven eller et træ eller kender et kunstværk, der har træer som motiv eller er lavet af træ.
  2. Internettet.Mange museer har hjemmesider med billeder fra deres samlinger.
  3. Biblioteket, kig i bøger om kunst, digt,myter, dans,musik, eventyr, religion osv.
  4. Gå til koncert, i pladebutikken, på pladebibliotek eller på Internettet og find musik om træer og instrumenter af træ.
  5. Gå på museum og find billeder og skulpturer.
  6. Gå i kirke og find træet som symbol, og billedskærer- og drejer- og snedkerarbejde i træ.
  7. Gå på lokalhistorisk arkiv og find brugskunst og genstande af træ
  8. Besøg lokale kunstnere, der bruger træ som materiale eller motiv.
 
Lav en lang liste på tavlen over værker, der har træer som tema eller som bruger træ som materiale.
 
Undersøg kunst og eventyr om skov og træ
Eleverne skal arbejde i par. Hvert par vælger et kunstværk eller en fortælling, de vil undersøge, og forbereder et lille oplæg om det for de andre. De kan evt. tage udgangspunkt i følgende spørgsmål, der også findes på kopiark 85:
  1. Hvordan er kunstværket lavet? Beskriv det.
  2. Hvad udtrykker kunstværket. Hvilke følelser vækker det I jer?
  3. Hvordan er kunstværket inspireret af træer eller træ?
  4. Hvem har lavet kunstværket? Fortæl lidt om kunstneren.
 
Oplæg
Hver gruppe holder oplæg om deres kunstværk. Diskuter hvert enkelt. Når alle oplæg er afholdt, kan I sammen prøve at undersøge, om værkerne har nogle fælles træk. Bruger mennesket træet som symbol på bestemte sider af livet? Hvilke? Saml op på den fælles viden, I har fundet frem til.
 

Sådan gør du

Eget udtryk
Måske er I blevet inspireret til at komme med jeres egne bud på træ-kunst. Eleverne kan kaste sig ud i det på forskellig måde alt efter temperament.
 
Tag i skoven med snitteknive, økse, sav, stemmejern, køller, blyant, papir, instrumenter, farver, maling, pensler, papir, blyanter m.m. Lad eleverne lave kunst i og om træ. De kan tage udgangspunkt i de materialer, de kan finde i skoven eller bare lade sig inspirere af skoven. Det kan igen være maleri, tegning, træarbejde, en sang, en dans, et digt, en fortælling eller andet.
 
Fortælling
Et bud på træ-kunst kunne være at fortælle en historie, der på en eller anden måde handler om skov eller træ, for de andre. En gruppe af eleverne vælger en historie og tager den med i skoven, hvor de øver sig på at fortælle den på en levende og spændende måde for de andre. Eleverne kan dele historien op i mindre stykker og skiftes til at fortælle.
 
Musik
Hvis nogle af eleverne spiller eller digter, kan det kunstneriske udtryk fint være en sang eller et nummer, der kan laves eller opføres i skoven.
 
Skriv en historie
På kopiark 86 kan eleverne skrive deres egne historier om træer. Det kan være virkelige oplevelser, drømme eller fri fantasi.
 

Bearbejdning

Dagbøger
Eleverne kan løbende skrive oplevelser og erkendelser i dagbogen eller på kopiark 4. De kan evaluere forløbet i kopiark 5. Tal med dem om hvad de har skrevet i klassen.
 

Baggrund

Her er en række konkrete eksempler på træer i kunst og kultur:
 
Træet som symbol
Træet er et meget vigtigt symbol i mange kulturer. Generelt symboliserer det udødelighed eller evighed, fordi det hvert forår sætter nye blade, der falder af om efteråret og skyder igen næste forår. Det symboliserer også livets cyklus med fødsel, liv, død (og genfødsel i nogle kulturer).
 
Træet har rødderne dybt begravet i jorden, grene der strækker sig højt op imod himmelen og en stærk stamme forbinder de to dele. Som symbol er træet derfor vigtigt som en akse, der forbinder jorden og himlen – og menneskenes liv her midt imellem. Et symbol på verden eller kosmos.
 
Skoven som symbol
Skoven symboliserer tit det ubevidste og vilde, utæmmede i menneskets sind. Det er sikkert, fordi skoven er uoverskuelig i forhold til det åbne land. I eventyr som ”Hans og Grete” og ”Rødhætte” er skoven et mørkt og farligt sted, hvor vilddyr lurer. Hovedpersonerne forvilder sig derind, for at møde og kæmpe imod de mørke kræfter – måske i dem selv – og blive befriet. Eller hvad med Tornerose, der stak sig på en ten, og sov i hundrede år,mens hele slottet blev omkranset af en tjørnehæk, så prinsen måtte hugge sig igennem med sit sværd for at komme ind til hende. Her ligger de dybdepsykologiske symboler også i kø.
 
Træ i musikken
Salmedigtere bruger ofte træet og løvfaldet som symbol på døden – og forårets løvspring som symbol på, at døden ikke er enden, men at mennesker skal genopstå i paradis. Fx i ”Nu falmer skoven”.
 
Træet i religionen
 
Livstræet
I paradisets have stod “Livsens træ”, hvis frugter gav evigt liv. Det var bevogtet af keruber med flammesværd. Oprindeligt blev livstræet afbilledet som en daddelpalme. I kristendommen kaldes Jesus på korset for livstræet. Korset er et symbol på at Jesus ofrede sig for vores synder og frelste menneskene til et evigt liv.
 
Kundskabens træ
I paradis stod Kundskabens træ med frugter, der gav den, der spiste af dem evnen til at skelne godt fra ondt – ligesom Gud. Slangen narrede Eva og Adam til at spise af frugterne, og Gud blev så vred, at han dømte Adam til at arbejde i sit ansigts sved, Eva til at føde sine børn med smerte og slangen til at krybe på sin bug resten af livet. Og så dømte han dem til at dø og smed dem ud af paradiset og bort fra det evige liv, de levede der. Kundskabens træ kaldes i kristendommen for syndens eller dødens træ og bliver afbilledet med dødningehoveder som frugter.
 
Asken Yggdrasil
I den gamle nordiske gudetro står Asken Yggdrasil midt i verden. Dens grene bærer himlen, og de er altid grønne. Yggdrasil har tre rødder. Én rod går til gudernes land, Asgård, én går til jætternes land, Jotunheim og en går til de dødes land, Niflheim, hvor træet henter næring.Ved hver rod er der en kilde og en brønd. Læs mere om Asken Yggdrasil i elevernes bog.
 
Træet som mytisk symbol i dansk kultur
 
Fastelavnsris
Et festligt symbol på livets træ, der hvert forår genopstår fra vinterdøden med løfter om nyt liv og lykke. Hvis du bliver riset med et fastelavnsris, får du mange børn.
 
Majstang
I gamle dage rejste vi i Danmark en stang om foråret, pyntede den med bøgeløv og kulørte bånd og dansede omkring den ved for at fejre forårets komme.Majstangen er et livstræ – et symbol på frugtbarhed for mennesker og dyr. Dansen omkring majstangen var nok også tit
starten på nye par. I Sverige danser man stadig om majstangen.
 
Træer i moderne liv
 
Juletræer
Tyskerne opfandt traditionen med at tage et grantræ ind i stuen juleaften.Vi tog traditionen til os i slutningen af 1800-tallet.
 
Suttetræer
I parker i større byer finder man ind imellem et træ fyldt med sutter.
 

Find mere viden

Link
Find mere viden om træer i kunst og eventyr på www.skoven-i-skolen.dk. Kode: bt-eventyr eller btl-eventyr.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Natur/Teknik
Klasse:4. - 6. klasse
Sted:Skov, By og kultur
Årstid:Vinter, Forår

Grej

I SKOLEN
 
Internettet, biblioteket, byens og landets kunst og kultur og kopiark 85.
 
I SKOVEN / I SLØJDLOKALET
 
Værktøj og materialer til at lave kunst i skoven og kopiark 86.
 

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for natur/teknik bliver sat ind her, når de nye Fæl...
Relaterede Fælles Mål for natur/teknik bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014
 

Kolofon

Kapitel 17 fra Skoven i Skolens grundbog "Børn og Træer". Kapitlet kan bruges som selvstændigt forløb.
 
Forfatter Børn og Træer lærervejledning: Malene Bendix
 
Forfattere Børn og Træer elevbøger: Malene Bendix, Arne Bjerrum og Steen Erik Nielsen.
 
Udgivelse: Alinea og Skoven i Skolen
 
Dette forløb kan du også finde på side 116 i Lærervejledning og i elevbog 2 side 24-25.

Kommentarer