Vi bruger træ

Lav legetøj i sløjdlokalet - undersøg træ som materiale - og lær snedkerens værktøj at kende.

Vi bruger træ.

Kort om forløbet

Træ kommer fra skoven. Det er et smukt, godt og miljøvenligt materiale, som man kan bygge alt muligt af. I forløbet her skal eleverne lave legetøj i sløjdlokalet og på den måde undersøge træ som materiale og lære snedkerens værktøj at kende.
 

Formål

  • at eleverne undersøger træets egenskaber.
  • at eleverne arbejder med træ og får mod på selv at bruge træ.
  • at eleverne arbejder med værktøjet fra sløjdlokalet.
  • at eleverne selv laver legetøj af træ.
     

Forberedelse

Træets vej fra skov til ting og sager
Fra gammel tid har man fældet træer i skoven om vinteren. På denne tid er jorden ofte hård af frost, og så er det lettere at trække stammerne ud. Skovarbejderne skærer stammerne op og slæber dem ud til skovvejen, hvor de ligger i stakke, til de bliver hentet og kørt til savværket. Læs tegneserien om træets vej fra skov til tømmer i elevernes bog og snak med klassen om træets vej fra skov til produkt. Tal også om, at træet har vokset 70-120 år, før det bliver fældet, og at man i skovbruget planter et nyt træ for hvert gammelt, man fælder.
 
Hvis du har mulighed for det, kan du arrangere en tur, hvor klassen oplever et stort træ blive fældet eller selv er med til at tynde ud i en bevoksning af mindre træer med bøjlesave. Der er efterhånden rigtig mange naturvejledere og skovfolk, der tager skoleklasser med på fældetur. Du kan finde folk i nærheden af jeres skole via Danmark Rundt på www.skoven-i-skolen.dk. Kig på kortene
“Tur i skoven” og “Børn og Træer”. Der bliver ikke gjort så meget ud af det i dette kapitel, da der lægges op til en fældetur i kapitlet Fæld et træ – og se på ved i Børn og Træer, 4.-6. klasse.
 
Hvad er lavet af træ?
Kapitlet her handler først og fremmest om træ og dets egenskaber, og hvad vi kan bruge det til. Tag først eleverne med på en tur rundt på skolen, kig både indendørs og udendørs og skriv alt, der er lavet af træ, op på et stykke karton. Du kan også vælge at sende eleverne rundt på skolen i grupper. Efter en halv time kan I skrive alt, hvad de har fundet, op på tavlen og på kopiark 32.
 
Find på flere ting, der er lavet af træ, og tegn eller skriv dem på listen, fx tømmer, papir, stole, borde, gulve, trapper, blyanter, vinduer, døre, ispinde, legetøj, flagstænger, tændstikker, skibe, hegnspæle, grydeskeer, skærebrætter, knivskæfter, stiger og knapper. 
 
I gamle dage brugte vi træ til meget mere end, vi gør i dag. Hvorfor det? Og hvad brugte vi træet til?
 
Træsorter
Hvis du kan låne en kasse med træsorter, så stil den op i klassen og undersøg sammen med eleverne, hvordan de forskellige træsorter ser ud. Du kan vælge de mest almindelige træsorter ud, så der ikke er for mange, fx gran, fyr, bøg, eg, ask, ahorn. Tal med eleverne om de forskellige træsorters egenskaber. Hvor blødt/hårdt er veddet? Hvor tungt er træet? Hvor elastisk? Hvor stærkt? Hvad bruger vi dem til, og hvad brugte vi det til i gamle dage. Du kan læse en del om dette i baggrund og finde meget mere i Leksikon på www.skoven-i-skolen.dk.
 
Værktøj
Kender eleverne det værktøj, vi bruger, når vi arbejder med træ? Kig i elevernes bog og snak om det, før I går i sløjdsalen.
 

Sådan gør du

Få fat i træet
Hvis du som lærer ikke er vant til at arbejde med træ, så alliér dig med skolens sløjdlærer. Arbejdet med træ kræver, at I har skarpt værktøj og høvlebænke at spænde træet fast på, så I står sikkert og godt og arbejder. Det er vigtigt, at eleverne får godt fat på værktøjet og lærer at bruge det, så det fungerer, ellers er der ikke noget ved det.
 
Lav legetøj
Lav legetøj sammen med eleverne. I elevbogen og på kopiark 33 og 34 kan du finde opskrifter på stylter og et gevær. Find selv på andre ting eller find flere ideer på www.skoven-i-skolen.dk og i bøger om træ. Lær eleverne at bruge værktøjet rigtigt og tal undervejs om, hvad træet kan, og hvad det ikke kan.
 

Bearbejdning

Hvad kan træ?
Del eleverne op i grupper og lad hver gruppe vælge sig en eller flere træklodser, som de vil undersøge. De kan bruge kopiark 35 som udgangspunkt for deres undersøgelser.
 
Træ og andre materialer
Del eleverne ind i grupper og lad dem samle op på, hvad de ved om træ og sammenligne det med plastik, metal og glas. (Se kopiark 36). Bed hver gruppe om at vælge tre ting af træ, som også kan laves af andre materialer. For hver ting angiver eleverne en fordel og en ulempe ved at bruge hvert materiale.
 
Dagbog
I dagbøgerne eller på kopiark 4 tegner eleverne det, de har lavet i træ, og skriver lidt om, hvordan de har gjort, hvilken træsort de brugte osv. Eleverne kan også tegne og opfinde nye ting, som de vil lave.
 
På kopiark 5 kan eleverne skrive, hvad de har lært om træ, og hvad de undrer sig over.
 

Baggrund

Om at bruge træ
Træ er let at forme og lave ting af. De fleste elever synes, det er sjovt at lave noget selv. Eleverne kan bruge arbejdstegningerne i elevbogen, men de kan også tegne dem om, så de passer til det, de selv vil have, eller opfinde helt andre ting.
 
Om træsorter og deres anvendelse
På www.skoven-i-skolen.dk er de fleste træsorter og deres egenskaber gennemgået grundigt. Her får du er kortfattet oversigt.
 
Bøg
Bøgetræ er hårdt, tungt og stærkt. Det er lysebrunt med små sorte striber. Det bliver brugt til bl.a. møbler, gulv, ispinde, kærebrætter og ispinde.
 
Eg
Egetræ er hårdt, stærkt, tungt og meget holdbart. Det er brunt, og har det man kalder ”spejlet silkeagtigt” skær, hvis det er skåret på en bestemt måde. Egetræ er imprægneret med garvestoffer og rådner ikke så let i vand som andet træ. Det bliver brugt til bl.a. møbler, gulv, skibe, hegnspæle og vintønder.
 
Ahorn
Ahorns ved er hvidt, hårdt, tungt og stærkt. Det arbejder ikke meget. Ahorn bliver brugt til bl.a. møbler, gulv, skuffer og instrumenter.
 
Rødel
Elletræ er rødbrunt, let og meget holdbart under vand. Det bliver brugt til bl.a. bundgarnspæle, træsko og til at ryge sild over.
 
Birk
Birketræ er lyst, blødt og let at arbejde med. Det er ikke særlig holdbart. Det bliver brugt til bl.a. møbler og brænde.
 
Rødgran
Grantræ er lyst, blødt og stærkt, men ikke holdbart i vand. Træets rette vækst gør, at man kan lave lange lige planker. Grantræ bliver brugt til bl.a. tømmer, kassetræ og papir.
 
Fyr
Fyrretræ er gulbrunt, tungt og stærkt. Træet er imprægneret med harpiks og er meget holdbart – også udendørs. Det bliver brugt til bl.a. tømmer, gulve og møbler.
 
Lærk
Lærketræ er rødligt, stærkt og meget holdbart – også udendørs. Det bliver brugt til bl.a. hegnspæle, skibe, tømmer, terrasser og møbler.
 
Om træproduktion i Danmark
Hovedproduktet fra de danske skove er træ.Men produktionen er faldende. I 2004 producerede man omkring 1.86 millioner kubikmeter træ (Kilde: Dansk Skovforening, 2005). Heraf udgjorde i afrundede tal:
 
• Bøg 231.000 kubikmeter
• Eg 65.000 kubikmeter
• Andet løvtræ 115.000 kubikmeter
• Nåletræ 1.433.000 kubikmeter.
 
En del af træet sælger vi til udlandet. En del af det bearbejder vi selv sammen med importeret træ. I 2000 var tilvæksten af træ i de danske skove 5.18 mio kubikmeter, så der produceres for øjeblikket meget mere træ, end der hugges.
 

Find mere viden

Find mere viden om træ og design i kapitlerne Fæld et træ og se på ved og Design i træ.
 
Link
Find mere materiale om træ og træanvendelse på www.skoven-i-skolen.dk. Kode: bt-træting eller btl-træting.
 
Du kan også finde viden om træ på Træ Er Miljø www.trae.dk og på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.skovognatur.dk
 
Bøger
”Min tømrerbog”,Mc Phee Gribble Publishers, i serienVærksteds Bøgerne, fra Fremad
”52 træarter – træindustriens træarter”, Thomas Thomassen, Træbranchens Oplysningsråd, 1993
”Træ og træmaterialer”, Thomas Thomassen, Teknologisk Instituts Forlag
”Skov og Natur i tal”,Miljøministeriet, Skov og Naturstyrelsen, 2006

Hvem, hvad, hvor

Fag:Natur/Teknik, Sløjd
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:By og kultur
Årstid:Vinter

Grej

I SKOLEN
 
Tavle eller karton, blyanter, en kasse med almindelige træsorter og kopiark 32.
 
I SLØJDSALEN
 
Træ, værktøj og sløjdsal og kopiark 33 og 34. Se på kopiark, hvad I skal bruge til stylter og gevær.
 
I SKOLEN
 
Kasse med træsorter, træklodser af forskellige træsorter, ting af plastik, metal (fx en ske), glas (fx en flaske), en balje med vand, tændstikker og kopiark 35, 36 og 37.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for natur/teknik bliver sat ind her, når de nye Fæl...
Relaterede Fælles Mål for natur/teknik bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014
 

Kolofon

Kapitel 6 fra Skoven i Skolens grundbog "Børn og Træer". Kapitlet kan bruges som selvstændigt forløb.
 
Forfatter Børn og Træer lærervejledning: Malene Bendix
 
Forfattere Børn og Træer elevbøger: Malene Bendix, Arne Bjerrum og Steen Erik Nielsen.
 
Udgivelse: Alinea og Skoven i Skolen
 
Dette forløb kan du også finde på side 46 i Lærervejledning og i elevbog 1 side 14-17.

Kommentarer