Vugge til vugge

Her kan du læse lidt om vugge til vugge - en ny måde at tænke design, produktion og affald på.

foto af den tekniske cyklus - Vugge til vugge
Hvad er vugge til vugge ?
Vugge til vugge - eller Cradle to Cradle - er en ny måde at tænke design, produktion og affald på. Som navnet siger, går vugge til vugge ideen ud på at designe ting, så de er gennemtænkt fra vugge til vugge - altså så de kan bruges og genbruges fuldstændigt i nye ting.
 

Affald i Danmark

Hvert år smider vi danskere 15,5 millioner ton affald ud. Det svarer til, at du og jeg og hver eneste dansker smider 2 ½ og 3 tons skrald ud om året. En del af det bliver genbrugt, noget bliver brændt - og resten er så farligt at vi må gemme det som risikoaffald. I tabellen kan du se, hvad vi gør ved vores affald:
 
Samlet affald i DK
15,5 mill ton
Genbrug
65 %
Afbrænding
39 %
Giftigt affald som deponeres
6 %

Engangskrus - som affald
Engangskrus ender som affald - her i en grøft.
Foto: Malene Bendix.
 

Designet til genbrug

Hvad nu, hvis vi designede vores ting, så de kunne skilles i alle deres bestanddele og genbruges helt, når de ikke skulle bruges mere? Det ville give os to muligheder:
  1. Vi ville spare verden for en masse affald
  2. Vi ville samtidig spare råstoffer som metaller, olie til plastik, glas, træ osv.
Vugge til vugge er en måde at tænke på. En måde, som måske kan hjælpe os af med vores affaldsproblem og hjælpe os til at spare på jordens ressourcer, så der er også er noget til fremtidens generationer.
 
Og så behøver det ikke at være så svært. Vugge til vugge foregår hele tiden i naturen. Det er bare at efterligne den.
 

Efterlign naturens affaldssystem

Hvad sker der med affaldet ude i naturen? Hvor bliver efterårets blade f.eks. af? Hvorfor ligger de ikke og hober sig op i bjerge under træerne?
 
Vugge til vugge - biologisk cyklus
Naturens nedbrydningscyklus. De fleste stoffer genbruges i kredsløbet.
Tegning: Eva Wulff.
 
Et kredsløb af næringsstoffer
I naturen cykler næringsstofferne rundt mellem forskellige livsformer. Træerne laver fotosyntese. De optager CO2 fra luften og vand og næringsstoffer fra jorden, og kobler det hele sammen til druesukker og ilt. Energikilden er solens lys.
 
Når bladene falder af om efteråret, er det jo egentlig træernes affald. Det affald bliver til føde for en hel fødekæde af nedbrydere: smådyr, bakterier og svampe. Nedbryderne lever af den energi som er i bladene – og de frigiver samtidig de næringsstoffer som er i bladene til jorden, og CO2 og vand til luften. Og så kan træet hente det hele igen.
 
Affaldet bruges igen
I naturen er det der er affald for træet, føde for nedbryderne. Og det som er affald for nedbryderne er føde for andre nedbrydere. Sådan er det til alt er nedbrudt til sin mindste bestanddel, som så går ind i det store kredsløb igen. Derfor hober affaldet sig ikke op. Solens energi driver hele dette kredsløb.
 

Vugge til vugge - og de to kredsløb

I naturen er der ikke noget affald. Vugge til vugge tanken efterligner naturens måde at håndtere ressourcerne, så de aldrig er affald, men næringsstoffer. Vi skal designe vores ting på en smart måde, så de, når de er udtjente, bliver til næringsstoffer – ikke til affald. 
 
De to kredskøb
Vugge til vugge peger på to kredsløb, som en udtjent ting kan gå ind i:
  • Det biologiske kredsløb
  • Det tekniske kredsløb
     
Vugge til vugge - tekniske cyklus
Vugge til vugge - den tekniske cyklus, hvor alle tekniske næringsstoffer genbruges fuldstændigt. Tegning: Eva Wulff.
 
De to grundlæggere af ideen, den tyske kemiker Michael Braungart og den amerikanske arkitekt William McDonough, skriver selv:
 
”Vugge til vugge konceptet handler om at skabe vores produkter på en sådan måde, at de ved slutningen af deres levetid bliver til næring for nye kredsløb.
 
Enten i form af ”biologiske næringsstoffer”, der let går tilbage til vandet eller jorden uden at afgive syntetiske materialer eller giftstoffer – eller som ”tekniske næringsstoffer,” der hele tiden cirkulerer som rene og værdifulde materialer inden for lukkede industrielle kredsløb.
 
For at dette kan lade sig gøre, må produkterne designes, så de kan skilles ad i rene materialer, der evner at recirkulere igen og igen, uden at miste kvalitet.”
 
Ren energi
Energien til at drive vugge til vugge processerne skal komme fra solen – som i naturen. Altså sol, vind, bioenergi eller andet.
 

Ansvar for fremtidens generationer

Ifølge Vugge til vugge tanken er affald altså ikke affald, men ressourcer - råstoffer, som vi lige så godt kunne bruge igen. Hvis vi bare brænder affald af – eller graver det ned i et hul i jorden på en losseplads - så stjæler vi råstoffer fra fremtidens generationer.  For der er kun en begrænset mængde af råstoffer på jorden.
 
Vi skal i stedet bruge vores intelligens, tænke kreativt – og designe vores ting, så de bliver produceret rent – og så de, når de er udtjente, kan skilles ad i ugiftige, rene materialer – kildesorteres – og bruges igen og igen og igen. Så er der også råstoffer til vores børn og børnebørn.
 
Opfindsomhed
Kerneelementet i vugge til vugge princippet er opfindsomhed. At se, at der er et problem, søge viden – og så opfinde nye måder at producere ting på – og skaffe sig af med dem.
 

Vugge til vugge eksempler

Endnu er det ikke mange ting, som er designet efter vugge til vugge princippet – men tanken breder sig. Her er nogle eksempler:
 
Gulvtæppefabrikken
På USA´s største gulvtæppefabrik, Shaw, har man opfundet en type nylon, som kan genbruges igen og igen. Gulvtæppefabrikken indsamler derfor gamle deres gulvtæpper og laver dem om til nye. De siger selv: "At Shaw, we believe that a thriving business looks a lot like a thriving ecosystem –interrelated, symbiotic and evolving. No waste - only food." Læs mere på vugge til vugge hjemmesiden: www.vuggetilvugge.dk
 
Think stolen
Det amerikanske firma Steelcase har designet 30 møbler som er certificerede vugge til vugge produkter. Et eksempel er Think-stolen. Den er designet til at kunne skilles ad i 44 dele med almindeligt værktøj. De 44 dele er rene materialer, metal, gummi, plastik, stof, som kan kildesorteres og genbruges eller komposteres. I stolen bruger de ikke lim til at sætte materialerne sammen, da det vil gøre det svært at genbruge materialerne bagefter. Udfordringen lige nu er at få udviklet en kildesortering – altså et genbrugssystem – hvor folk kan smide de forskellige dele. Der er vi rimelig langt i Danmark, fordi vi har vores genbrugsstationer.
 
Think stolen
 

Vugge til vugge bil
Bilproducenten Ford er i færd med at designet vugge til vugge bilen Ford U. For at kunne genbruge alle bilens dele, skal Ford vide præcis hvad alle dele i bilen indeholder og hvordan materialerne kan genbruges og opgraderes. Alle bilens dele er værdifulde ressourcer, som skal kunne genbruges uden at miste kvalitet.
 
 
Glas
Glas er et eksempel på et materiale, som i mange år har været et vugge til vugge produkt. I Danmark genbruger vi 99 procent af vores brugte glas. Det skal vi bare også gøre med mange andre produkter.
 
Træ
Træ er mere finurligt. Træprodukter, som f.eks. en stol, har ofte en lang levetid – og efter den kan træet genbruges på forskellige måder og til sidst kan det gå ind i den økologiske cyklus som kompost eller brænde.
 
 

Gummisko
Nike arbejder på at udvikle en vugge til vugge gummisko, som kan komposteres. De har også haft et projekt, hvor man kunne aflevere sine gamle sko, når man købte et par nye – og så blev skoene granuleret og brugt i basket-, tennis- og atletikbaner.

Hvem, hvad, hvor

Sted:By og kultur, Skov, Åbent land
Årstid:Forår

Kolofon

Forfatter: Malene Bendix.
Tegning: Eva Wulff.

Artiklen er en del af temaet "Skovens skrald og affald" om affald og nedbrydning i naturen.

Kommentarer