Ler, perler og kugler

Lav perler og kugler af ler - og brænd dem på et bål.

Du kan lave lerperler over bål.

Kort om ler, perler og kugler

Du kan finde ler i jorden - eller købe ler hos købmanden - og lave kugler og perler og andre små ting, som du kan brænde i en dåse over bål.
 
Hvad er ler?
Ler er jord, som består af bittesmå sten fra nedbrudte bjerge. Stenene i ler er så små, at deres diameter er mindre end 0,002 millimeter. Tit er lerjord mere frugtbar end sand, da de små sten kan holde på næringsstoffer. Ler kan optage vand - og det gør det let at forme.  
 
I Danmark har vi:
  • Rød-ler, som bliver rødt, når det bliver brændt
  • Blå-ler, som bliver gult, når det bliver brændt
  • På Bornholm har vi kaolin, som bliver hvidt, når det bliver brændt. 
     

Sådan gør du

Tril perler og kugler
  • Ælt leret godt igennem og del det op i små stykker.
  • Tril perler og kugler af leret.
  • Stik en tændstik gennem perlerne.
  • Du kan dekorere overfladen med mønstre.
  • Læg perler og kugler til tørre på en avis en uges tid. Så fordamper vandet fra leret - og så revner perlerne ikke så let, når de skal brændes.
Brænd perler og kugler
  • Fyld savsmuld i dåsen - og læg forsigtigt perler og kugler ned i savsmulden, så de er omgivet af savsmuld hele vejen rundt.
  • Stil dåsen ind i gløderne og lad den stå mindst to timer.
  • Tag forsigtigt dåsen ud af gløderne med en skovl. Pas på, den er varm.
  • Lad dåsen afkøle lidt - og luk den så op.
  • Hvis alt er gået godt, skal savsmulden være brændt væk og perlerne skal være brændt færdige.

Sy perlekæder
Perlerne kan du bruge til perlekæder. Find nål og en kraftig tråd frem. Bind en knude på tråden - og sy armbånd og halskæder. Du kan også sætte perlerne i snører på trøjer og tasker. Og så kan du bruge dem til hårkugler

Spil kugler
Kuglerne kan du bruge til at spille kugler med. Det enkleste spil lægger en af deltagerne en kugle ud på banen. Den som kan ramme kuglen, får den og alle de kugler som ikke ramte. Han lægger den næste kugle ud.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Billedkunst, Natur/Teknik
Sted:Skov, By og kultur, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

  • Ler
  • En metaldåse med låg - f.eks. en gammel kagedåse.
  • Savsmuld
  • Tændstikker o.a. optændingsgrej
  • Et glødebål
  • En skovl
  • Handsker

Tid

Tid til at trille perler. 1 uge til at tørre. Tid til at brænde perler - og sy med dem.

Undervisningsmål

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan ...

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.  

Kolofon

Tekst og foto: Malene Bendix
Støtte: Materialet er støttet med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet og Aage V. Jensens Naturfond.