Rollespil og udeskole

Projektrapport fra UdeskoleNet til Friluftsrådet forår 2010.

Rollespil i Dunkelskoven

Liverollespil i naturen

På Udeskolenets møde i foråret 2010 var rollespil en af de læringsmetoder, som blev præsenteret. Merete Bach fra Ragnarok satte deltagerne i gang med et levende rollespil i den smukke natur på Røsnæs. Forbandelser, sværdslag og kærlighed hang i luften længe efter deltagerne havde smidt dragterne.
 
Rollespil er en aktivitet, som ofte foregår i naturen. Mere end 100.000 i Danmark er aktive i rollespil i deres fritid. Rollespil er en del af undervisningen på mange skoler og Østerskov Efterskole benytter rollespil i alle dele af undervisningen.
 
I udeskole kan rollespil være en af mange aktiviteter, som i en lokalitet udenfor klasselokalet forøger læring og trivsel for eleverne. Hvis rollespil foregår i naturen kan det understøtte en øget forståelse for naturen, og arbejdsformen kan vise en brug af naturen, hvor naturen som kulisse bidrager til liv og glæde i rollespillet.
 
Jeg vil her diskutere nogle af perspektiverne ved at afholde rollespil i naturen og specielt kigge på læringen om det naturmiljø, som det foregår i. Desuden vil jeg beskrive nogle af udviklingsmulighederne for rollespil i udeskole.
 

Rollespil i undervisningen

Merete Bach beskriver meningen med rollespil: ”Liverollespil er en fast ramme om en række dels planlagte dels spontane aktiviteter. En historie og dens karakterer ridses op. Man forbereder sig til rollen, lærer den nye verden at kende, bygger/syr/finder sit udstyr og gennemgår få, men vigtige regler forud for spillet.
 
Imens holder man sig de aftalte trinmål for øje. Hvad er formålet med forløbet? Hvilke trinmål skal vi arbejde med? Den overordnede historie med tilpas mange vidunderligt løse ender skal danne rammen om de aktiviteter, der gør os klogere på et område. Liverollespillet kan også være et mål i sig selv. Så hedder det drama og er et selvstændigt fag. Her er derimod tale om liverollespil som metode i et eller flere skolefags tjeneste. Som metode kan liverollespil være kittet i tværfaglige forløb, hvor lærere hver især skal varetage deres fags interesse.”
 
Troldmand
Den onde troldmand.
Foto: Malene Bendix.
 

Læringselementer i rollespil

Det er omfattende at beskrive sammenhængen mellem læring og rollespil, idet rollespil dramatiserer fortællinger, historiske hændelser eller virkelige problemstillinger. De mange muligheder for at benytte rollespil i fagene og i tværfaglige forløb indebærer, at læreren skal være meget bevidst om sine læringsmål.
 
Hvis det er et rollespil i matematik, hvor logisk tænkning og problemløsning er i fokus, skal rollespillet opbygges med en stram struktur. Handlemuligheder i spillet skal bindes op på løsningen af opgaver, hvor oplysningerne skal kombineres til en bestemt logik. Det kan være en række observationer af bestemte logoer hos spillerne kombineret med kort over terrænet, som måske resulterer i, at skatten kan findes et bestemt sted. Eller et rollespil hvor basen skal opbygges som en regulær femtakket stjerne mellem træer i skoven og hvor udvælgelsen af den bedste lokalitet kræver vurdering af afstande og nøjagtig opmåling. I alle tilfælde er det lærerens opgave at sikre sig, at opbygningen af rollespillet har det nødvendige faglige indhold og at de stillede opgaver kan løses.
 
I tværfaglige forløb kan det være en god ide at inddrage elever i planlægning af rollespillet. På Ollerup friskole planlagde 9. kl. en emneuge om middelalder i samarbejde med skolens lærere. Eleverne havde en stor viden om rollespil, specielt i fantasy genren og benyttede denne viden til at beskrive en fortælling, som var det bærende i emneugen. Arbejdende værksteder i smedning, kirkekor, syning af dragter, logodesign og fortælling, blev forenet af rollespillet. Middelalderbyen blev bygget op i skolegården og historien blev gjort levende gennem det praktiske arbejde og rollespillets anholdelser, slåskampe mellem riddere, vielse og skuespil af tiggere, spåkoner og onde præster.
 

Børn i naturen

En af  de vigtige grunde til at udeskolens rollespil i naturen skal fremmes, er udviklingen i elevernes forhold til naturen. Flere undersøgelser peger på at børn og unges øgede tid i naturen påvirker deres vaner på længere sigt. Der er også videnskabeligt belæg for en positiv sammenhæng mellem øget tid i udeskole og børns trivsel og fysiske sundhed. Rollespil er med sit ofte høje aktivitetsniveau med til at understøtte denne gode udvikling.
 
UdeskoleNet med sværd
Sværdkampe.
Foto: Malene Bendix.
 

Natur, liverollespil og læring

Liverollespil foregår ofte i naturen af flere årsager. Der er masser af plads, naturen giver inspiration og naturen har en variation, som giver mange handlemuligheder. Formålet med rollespillet er ikke umiddelbart knyttet til læring om naturens fænomener, planter eller dyr. Rollespillet bruger naturen som en kulisse, hvor handlingen tit er bundet tæt sammen med miljøet. Heksen eller mosekonen i fortællingen bor måske i et sumpet, ildelugtende sted. Kongen eller herremanden på bakketoppen med strålende udsigt. Og ved havet en varm sommerdag foregår søslaget på tømmerflåder på lavt vand og svenskerne taber endnu en gang til Tordenskjold.
 
Rollespillet kan dog være motivationen og anledningen til at beskæftige sig mere indgående med naturen. Samspillet med naturmiljøet indebærer at eleverne må have et kendskab til naturen og de muligheder, som lokaliteten giver. Der er flere måder, som kan koble lokaliteten til fagenes indhold:
  • Læreren kan gennem sit fagsprog præsentere naturens biotoper og derved koble elevernes umiddelbare indtryk af heksens sump til frøer, tagrør og lysesiv, herremandens bakke til istidens kræfter og søslaget til fralandsvind, søbrise og havgus.
  • Der kan arbejdes med karakteristik: ”Hvilke væsener bor her?” ”Beskriv et fantasivæsen som har noget på fra omgivelserne (stjernemos, ålegræs, osv.)” ”Hvordan bevæger væsenet sig her i mosen (i krattet, i trækronerne, osv.)?”
  • Eleverne vil sende flaskepost ned af åen. Hvor hurtigt når den frem? Hvordan flyder den i et sving – kommer den ind til kanten?
  • Læreren kan inddrage små tekniske vidundere, som de skal konstruere for at løse nogle af opgaverne: dæmning, Arkimedes´ snegl, varmtluftsballon, osv.
Uanset fag er der gode muligheder i liverollespil for at inddrage faglige elementer. Det kan i lighed med andre udeskoleforløb ske ved at læreren sammentænker lokaliteten med det faglige indhold. Læreren skal være opmærksom på det, som kan motivere eleverne og huske at fange de spontane læringssituationer som opstår. I forberedelsen af undervisningen, rollespillet, skal læreren benytte sin viden om fagets faglige mål til at sikre høje fagligt niveau, når rollespil bruges som undervisningsform.
 

Et udviklingsområde for lærere

Læreren udvikler i arbejdet med rollespil i naturen en evne til at reagere på uforudsete situationer. Men i begyndelsen kan det være svært for den uerfarne lærer at begå sig og det kan være nødvendigt at hente støtte andre steder.
 
Liverollespilsforeninger, konsulenter og andre med godt kendskab til rollespil, kan være en hjælp. Der tilbydes jævnligt kurser i rollespil i undervisningen, bl.a. i udeskoleregi.  UdeskoleNet har indledt samarbejde med naturvejlederne og håber at nogle naturvejledere kan bistå skolerne med at få rollespil i naturen til at fungere godt for lærere, elever, ejeren af lokaliteten og for andre brugere af naturen.
 
Merete Bach
Merete Bach, Ragnarok.
Foto: Malene Bendix.
 

Workshop: live-rollespil som læringsmetode

v/ Merete Bach, Ragnerok
 
Vi oplever i vores daglige kontakt med børn og unge, at de fornøjelser og kvalifikationer, der følger med, når man arbejder med et håndværk i et værksted, ikke er alle børn forundt. Mange børn er fremmedgjorte overfor dette vigtige rum, fordi vi voksne har droppet at praktisere mesterlæren i værkstedet. Det samme med naturens rum. `Løb ud og leg!´ giver ikke nødvendigvis kendskab til den fælles skat, som naturen er. Vi må med derud, vise vejen og tage imod de tonsvis af invitationer, som landskabet rækker os. Her kan fiktionen være en hjælp og vi kan bruge rollespillet som middel til både at nå et fastlagt fagligt mål og til at opdage glæden ved naturoplevelsen.
 

Hvad er meningen?

Liverollespil er en fast ramme om en række dels planlagte dels spontane aktiviteter. En historie og dens karakterer ridses op. Man forbereder sig til rollen, lærer den nye verden at kende, bygger/syr/finder sit udstyr og gennemgår få, men vigtige regler forud for spillet.
 
Imens holder man sig de aftalte trinmål for øje. Hvad er formålet med forløbet? Hvilke trinmål skal vi arbejde med? Den overordnede historie med tilpas mange vidunderligt løse ender skal danne rammen om de aktiviteter, der gør os klogere på et område. Liverollespillet kan også være et mål i sig selv. Så hedder det drama og er et selvstændigt fag. Her er derimod tale om liverollespil som metode i et eller flere skolefags tjeneste. Som metode kan liverollespil være kittet i tværfaglige forløb, hvor lærere hver især skal varetage deres fags interesse.
 

Workshop på Orte mølle

"Er man ikke som lærer nødt til at have fantasi, for at kunne bruge metoden?" spurgte en deltager på workshoppen. Jo! Og den hengemte evne til at finde på, digte videre og tænke i historier kan sagtens graves frem og trænes. Inspiration kan hentes fra bøger, film og kolleger, når rammen om et undervisningsforløb skal planlægges. Vælger man at arbejde med procesorienteret skrivning forud for rollespilsforløbet, så skaber eleverne allerede dér dele af et univers, lige til at bruge. På Orte Mølle, hvor tiden var knap, blev deltagerne præsenteret for en rammehistorie og de indtog hurtigt rollerne som troldmænd, jægere, elvere og en enkelt grevinde med midlertidigt hukommelsestab i en fjern svensk provins. Udgangspunktet var følgende trinmål:
 
"Efter 6. klassetrin skal eleverne kunne forstå lette svenske tekster og kende til nogle ligheder og forskelle mellem nabosprogene." (Fælles Mål, dansk)
 
Øvelsen består i at tænke trinmålet ind i de aktiviteter, som historien lægger op til. Her er nogle idéer: Man tegner sammen med eleverne et kort over provinsen med svenske stednavne og symbolforklaringer, der samtidig giver eleverne et overblik over spilområdet, grupperne modtager breve på svensk, der giver information og ledetråde, en båndoptager hænger i et træ, så lyden af en ægte svensker kan afspilles og lokke lytteren på afveje, bogstaver fra det svenske alfabet ligger spredt i skoven og skal samles til et ord, før Grevinden får sin hukommelse tilbage eller elverne får skoven fredet. Det er brombærtid. Kan det blåsorte guld björnbär bruges af troldmændene som betaling, når de skal have åbnet skrinet, der sikrer dem magten? Uanset hvilket trinmål, der rækkes ud efter, er mulighederne mange, og fiktionen gør vejen til målet interessant. Spillet er i sit væsen meget åbent, der er ingen aftalte replikker eller fastlagt slutning, og legen lader sig derfor forme undervejs og er man åben over for det, vil man opdage, at naturen er en ligeså aktiv medspiller som rekvisitterne eller medspillerens påfund.
 

Dunkelskovens hemmeligheder

Ragnerok har udviklet et undervisningsmateriale, der er tilgængeligt på alle landets CFU´er. Materialet er målrettet mellemtrinnet i fagene dansk, matematik, natur/teknik og idræt. Selvom man underviser 16 årige på en efterskole eller arbejder med indskoling, kan dele af materialet sagtens plukkes ud og bruges. Der er bl.a. en guide til arbejdet med karakterer, en gennemgang af de gængse racer i fantasy, videoklip med gode råd til kamp med latexsværd og så naturligvis input til pædagogiske og didaktiske overvejelser forud for et rollespilsforløb. Som supplement til undervisningskassetten, har nogle af CFU´erne anskaffet sig den tilhørende udstyrskasse med kostumer, våben og rekvisitter til spillet. Men man kan også benytte lejligheden til at komme i værkstedet og glæde sig over alle de håndværksmæssige aktiviteter, som liverollespil også lægger op til.
 
Merete/Ragnerok/September 2008
 

 

Hvem, hvad, hvor

Klasse:Lærere

Kolofon

Forfattere: Lars Hansen, Den Frie Lærerskole og Merete Bach

Lars Hansen er ansat som underviser på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Han underviser bl.a. i matematik og sløjd. Lars Hansen var med til at starte UdeskoleNet og sidder i Styregruppen.

Merete bach er uddannet på Den Frie Lærerskole ´93. Diplomuddannelse i teater og drama. Medindehaver af butik og eventfirma Ragnerok. Forfatter til undervisningsmaterialet `Dunkelskovens Hemmeligheder´.

Redaktør og foto: Malene Bendix

Kommentarer