Tegn landskabet

Eleverne sidder hver for sig, alene i naturen, og tegner det landskab de befinder sig i ud fra deres sanser.

Pige snuser til en blomst.

Formål

  • Fremstille skitser og billeder på baggrund af ideer, følelser, holdninger og ved direkte iagttagelser.
  • Anvende faglige begreber i samtaler om billeders indhold og form.
  • Anvende billedet som et personligt kommunikations- og meddelelsesmiddel.
     

Forberedelse

Forbered eleverne på skovturen, så de ved, hvad de skal derude. Det er vigtigt at de er forberedt på, at de skal sidde alene et sted ude i skoven - og at de ved, at de skal være opmærksomme på det de sanser med synet, høresansen, lugtesansen, følesansen og smagssansen - og at de skal tegne det, de sanser.

Teknik og metode
Hvis du vil introducere en bestemt tegneteknik eller metode, som eleverne skal benytte, når de tegner deres sansebillede, må du også sætte dem ind i den, før I tager i skoven. Du kan også introducere et bestemt fokus. Måske skal eleverne tegne alt det de sanser, måske skal deres billede afspejle de følelser sanserne vækker i dem, måske skal deres billede afspejle det de sanser + det at være alene i naturen.

Tegning: Eva Wulff
Alene i naturen.
Tegning: Eva Wulff.
 

Sådan gør du

Som perler på en snor
Vælg dig på forhånd et skovområde, hvor der er lidt udsigt mellem træerne. Forbered eleverne på:

  • at de skal sidde alene
  • hvor længe de skal det (f.eks. 20 minutter)
  • og hvordan de skal tegne det de sanser.

Tag så eleverne med rundt i skoven og sæt dem af enkeltvis forskellige steder på turen, med besked om at blive siddende indtil du henter dem igen. Eleverne skal ikke kunne se hinanden. Hvis en elev er utryg ved at sidde alene, er det vigtigt, at du forsikrer om, at du selvfølgelig kommer og henter ham/hende igen.

Alene i skoven
Eleverne sidder nu hver især helt alene. De taget deres tegnegrejer frem og teger det de sanser. Hvad kan de se? Hvad kan de høre? Hvad kan de lugte? Hvad kan de føle? Smagssansen skal de kun bruge, hvis de er helt sikre på at det de smager på ikke er giftigt.

De skal starte med at tegne sig selv i midten af papiret - og fortsætte med at tegne det de kan se lige omkring sig, tæt på tegningen af sig selv på papiret. Mens eleverne tegner, skal de lytte og lugte - og tegne det de sanser ind på deres tegning. Hvis en hund f.eks. gør i det fjerne til højre for eleven, så tegner eleven en hund til højre på papiret. Er den tæt på, tegnes den tæt på. Er den lang væk, tegnes den ude i kanten af papiret.

Måske dufter det af friskfældet gran. Så kan eleven måske tegne en brændestak i vindretningen.

Sådan fortsætter eleverne, indtil tiden er gået og de bliver hentet igen.

Det er vigtigt, at der er tid til at fortælle om de oplevelser eleverne måtte have haft alene i skoven. Ofte vil eleverne opleve, at fugle og dyr i skoven kommer tættere på, mens de sidder stille, hvilket altid gør indtryk.

Bearbejdning
Når klassen kommer tilbage på skolen, kan eleverne gøre deres tegninger helt færdige - og sætte dem flot op på farvet karton - og I kan lave en fælles udstilling.

Gennemgå udstillingen med eleverne og lad hver elev præsentere sin tegning og hvordan den er blevet til. Diskuter evt. billederne ud fra tankerne i Baggrund nedenfor.

Tegning: Eva Wulff
Blødt mos.
Tegning: Eva Wulff.

 

Baggrund

Det er de færreste elever, der har været helt alene i naturen. Dette forløbs største styrke er at eleverne kommer til at opleve det - og at de samtidig får mulighed for at udtrykke det, de oplever, i tegninger.

Eleverne kan både skildre hvad deres sanser bombarderes med derude - det er en konkret opgave som er let at gå til for alle - og de lidt mere svævende kan forsøge at skildre hvilke følelser det vækker i dem. På den måde får eleverne deres naturoplevelse - og måske også oplevelsen af at være alene - mejslet i papir.

I kan sammen undersøge, om de billeder eleverne laver vækker oplevelsen igen, hos dem selv og hos de andre, når de kigger på dem efterfølgende - og derudfra diskutere hvad det er billeder kan overføre - både gennem tiden og fra menneske til menneske.

I forløbet er det oplagt også at inddrage store kunstneres brug af landskabet - både til at skildre en sjælstilstand - og til at male følelserne ud i.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Billedkunst
Klasse:0. - 3. klasse, 4. - 6. klasse
Sted:Skov, Åbent land, Sø og å, Kyst og hav
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

Hver elev skal have:

  • Tegneunderlag
  • Hvidt papir
  • Blyant eller farvekridt
  • Evt. siddeunderlag og myggebalsam

Tid

Alt efter elevgrundlaget: 15 – 45 min.

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for billedkunst bliver sat ind her, når de nye Fælles ...

Relaterede Fælles Mål for billedkunst bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter: Søren Risborg, jæger og naturvejleder, Naturskolen i Rold Skov.

Tegnigner: Eva Wullf.

Redaktør: Malene Bendix.