Cykler, historier og følelser

Brug cyklen i udeskolen. Kør om kap, mærk jer selv - og skriv gode historier.

På cykel ud i virkeligheden.

Kort om forløbet

Forløbet her er beskrevet i et brev fra lærer Jannie Brandt Andersen fra Stillinge skole i Slagelse. Jannie skriver, så man som læser fint kan se forløbet for sig - og selv bygge videre på det:
 
 Magnhild og Selina cykler og skriver
Børnene i 2.B cykler om kap og skriver historier.
Foto: Jannie Brandt Andersen.
 
"Jeg fik lyst til at fortælle om en meget vellykket dag, vi have i 2.B på Stillinge skole onsdag d. 5/10 2011.
 
Vi har arbejdet med cykler på mange forskellige måder siden sommerferien - én gang om ugen. Undervisningen har dækket dansk og så det timeløsefag trafik.
 
Vi har arbejdet med følelser i forbindelse med, at vi i klassen har læst Gummi-Tarzan.
 

Sådan gør du

Del eleverne ind i hold på 3 - 4 elever. Hvert hold skal samarbejde om at løse fire opgaver.
 
1. opgave: Kør stærkt
En cykel skal være i gang hele tiden. Eleverne i gruppen skiftes til at cykle en aftalt runde rundt på skolens område. Læreren noterer antallet af omgange - og grupperne cykler på den måde om kap.
 
2. opgave: Skriv følelser op
De der ikke cykler, skal lave en liste over de positive og negative følelser, de kan komme i tanke om.

3. opgave: Find på - og skriv - en historie
Efter 15 minutter udleverede jeg denne opgave til alle grupperne:
Brug de følelses-ord I har skrevet op til at skrive en historie. Historien skal I finde på og skrive sammen.
 
4. opgave: Tegn jeres historie
Når der er 20 minutter tilbage udleveres den sidste opgave:
I skal lave en illustration til jeres historie.
 

Bearbejdning

Efter ca. 45 min. slutter vi, og sætter cyklerne på plads. Grupperne læser deres historier op for hinanden og viser tegningerne frem.
 
Point
Lærer og elever regner gruppernes points ud. Hver gruppe får:
  • 1 point for hver omgang på cyklen
  • Op til 5 point for historien¨
  • Op til 5 point for illustrationen
Det vindende hold bliver der råbt et spejderråb for.
 
Sjovt
En af drengene udbrød på et tidspunkt: "Jannie, vi har aldrig haft en sjovere dansktime", det varmede hos en gammel lærer og giver lyst til mere."

Hvem, hvad, hvor

Fag:Dansk, Idræt
Klasse:0. - 3. klasse
Sted:By og kultur, Åbent land
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

  • Alle elever har deres cykel og cykelhjelm med i skole
  • "Gummi-Tarzan" af Ole Lund Kierkegaard
  • Papir og blyant

Tid

45 minutter, når aktiviteten er sat i gang

Undervisningsmål

Relaterede Fælles Mål for dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål e...

Relaterede Fælles Mål for dansk bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.

Kolofon

Forfatter og foto: Jannie Brandt Andersen, udeskolelærer på Stillinge skole, Slagelse, email: jannie.andersen8@skolekom.dk

Redaktør og øverste foto: Malene Bendix

Støttet med tilskud fra Tips- og lottomidler til friluftslivet og Aage V. Jensens Naturfond.