Uderummets uforudsigelighed

Når vi bevæger os ud i undervisningen, kan vi møde noget, vi ikke har forventet eller planlagt. Det kan både være noget, vi ikke ved noget om – de blanke pletter, eller noget, vi ikke ved vi ikke ved noget om, de blinde pletter. Klasserummets forudsigelige rammer skiftes ud med en verden, hvor det kan begynde at regne, der kan komme en traktor forbi eller en hjemløs sover i døråbningen. Noget af det, vi har planlagt skal være undervisningens indhold og form kan forstyrres, og det kræver pædagogisk takt og fleksibilitet af både lærere og elever kan kunne omstille sig. 

I undervisningen vil vi gerne gøre noget synligt for eleverne, og udvide deres erkendelse af hvad det er. Vi vil gøre verden ’kontrollerbar’ som Hartmund Rosa kalder det. Viden bliver opnåelig og tilgængelig, og eleverne kommer nærmere til at kunne beherske den del af verden. Ifølge Rosa kan vi så nyttiggøre verden gennem at kunne beherske den, men hvis der skal opstå ’resonans’ mellem mennesker eller ting, så skal der være en ’konstitutiv’ ukontrollerbarhed. Det skal være muligt at få mødet mellem eleven og læringens indhold, fx et sted eller en genstand, til at ’ressonere’ eller svinge sammen og der skal opstå en forbindelse mellem dem. Ikke gennem konrtol, men gennem samspillet, eller en (mere end sproglig) dialog mellem eleven og læringsnes indhold.  For år tilbage beskrev Simon Beames fra Edinburgh hvordan han var i gang med at  ’losing my religion’, fordi han havde opdaget, at den britiske udeskole var alt for kontrollerende. At læreren og instruktørerne af sikkerhedsmæssige årsager havde så mange regler og procedurer, at elevernes selvstændige læringsmuligheder blev små. For at få ’eventyret’ og elevernes egne læreprocesser skulle det ukontrollerbare have mere plads. Dette genkenders i Biestas pædagogiske værker om ’den smukke risiko i pædagogik og dannelse’ hvor det at der er flere løsningsmuligheder, flere muligheder for selvstændigt virke og afdækning af det, læreren ikke ved at vi ikke ved, anses for en kvalitet ved uddannelse. Fænomenologisk forskning forsøger at tage forskerens forudfattede meninger ud af ligningen i analyser af data. Her skal forskeren sætte parentes om siden tidligere viden, og bevæge sig med renvasket tavle ind i samtaler eller observationer. Her kan nye sammenhænge afdækkes. Som forfatteren Paul La Cour (1902-56) skriver, så er det  ’kun i det uforudsete, var sjælen ikke blind’. Når vi oplever det uforudsete, kan vi gen-betragte verden og måske lære nyt.

Så når nu der pludselig er omkørsel så vi skal cykle en anden vej, eller fårene ikke er på marken som vi troede, eller naturvejlederen har misforstået temaet, så kan det være en del af at vi nu bevæger os ud mod de blinde pletter, der, hvor både elever og lærere kan lære noget om det, vi ikke ved vi ikke ved noget om. Det er ærgerligt, hvis eleverne skal til prøve i et helt bestemt stof på en hel bestemt måde, men fordi det sker indimellem, at planerne bryder sammen og der sker noget andet i stedet, så tænk på, at det kan være vejen til ny og spændende læringssituationer. Ikke alt lykkes som læreren har planlagt, men det er i orden ud fra mange pædagogiske og filosofiske begrundelser, at der indimellem sker noget uforudset.

Kilder

Beames, S. (2006). Losing my religion. Pathways, the Ontario Journal of Outdoor Education, 19(1)

Biesta, G.J.J. (2014). Den smukke risiko i undervisning og pædagogik, KLIM

La Cour, P. (u.d.) Det uforudsete. Gyldendals spættebøger

Rosa, H. (2020). Det ukontrollerbare. Oversat af Hanne Sander. Eksistensen, København