Find musegange

Find og følg musens gange i højt græs, hvor den laver gange.

Studsmus

Lidt om mus og musegange

Mus
Der findes mange forskellige slags mus, og det er ikke helt let at hitte rede i dem. Her får du en lille oversigt over de mus, du kan møde i Danmark:

  • Ægte mus
    Ægte mus har lange snuder, store ører og lange haler. Til familien af de ægte mus hører i Danmark: husmus, skovmus, brandmus, dværgmus, halsbåndsmus og rotte.
  • Studsmus
    Studsmus er runde ligesom hamstere. De har små ører, små øjne og korte haler. Til studsmusenes familie hører i Danmark: markmus, rødmus og mosegris.
  • Hoppemus
    Birkemusen er den eneste medlem af familien hoppemus i Danmark. Den sover vintersøvn.
  • Syvsover
    Hasselmusen er det eneste medlem af Syvsoverfamilien i Danmark. Den klatrer i træerne og sover vintersøvn i sin runde rede af græs.
  • Spidsmus
    Spidsmusene er slet ikke en mus. De er insektædere ligesom pindsvin og muldvarpe. Der er tre medlemmer af spidsmusenes familie i Danmark: Almindelig spidsmus, Dværgspidsmus og vandspidsmus.

Musegange
De fleste af musene laver gange i højt græs. Gangene er musenes stier – altså de veje som musene bruger ofte. Gangene kan gå fra musehullet til en af musens ædepladser – eller fra det ene musehul til det andet. 

Hvis der ligger sne om vinteren, laver musene gange under sneen. De forer tit deres snegange med små græsstykker, som de har bidt af. Når sneen smelter, står gangene tilbage som små tuneller. De er også lette at finde.

Du kan føle dig vej i musens gange med dine fingre.

Sådan gør du

Find musens gange
Der er altid musegange i højt græs. Hvis det er sommer, så kig i bunden af græsset - helt nede ved jorden.  

Hvis det er vinter, er det også godt at kigge efter de gange musen har lavet under sneen, lige når sneen er smeltet.

Prøv at finde en musegang – og følg den med fingrene.

  • Hvor ender den og hvor begynder den?
  • Hvorfor går musen der?
  • Kan du finde tegn på at musen har været der – muselort, frø eller frugter som musen har gnavet af?
  • Kan du finde musens rede?

Hvem, hvad, hvor

Fag:Natur/Teknik
Sted:Åbent land, Skov
Årstid:Forår, Sommer, Efterår, Vinter

Grej

Et sted med højt vissent græs

Tid

Som du vil

Undervisningsmål

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan ...

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.

Kolofon

Forfatter: Malene Bendix.
Foto: NaturGrafik.dk

Denne aktivitet kan også bruges i forbindelse med børnehæftet "Med hår og tænder", som er udgivet i forbindelse med Skovens Dag. Du kan finde hæftet som pdf-fil og e-bog + 12 ideer til udeaktiviteter - én for hver måned i året.