Sololie af prikbladet perikon

Lav sololie til forbrændt hud af prikbladet perikon. Olien kaldes også Johannesolie.

Du kan lave sololie af planten perikon.

Kort om prikbladet perikon

Prikbladet perikon er en gammel lægeurt, som du kan finde vildt langs småveje, på bakker og i krat. Planten er 30 – 50 cm høj og ret almindelig. Den blomstrer i juli og august. Se her hvordan du laver sololie af perikon.
 
Blomster og blade
Blomsterne er gule. Hvis du gnider dem mellem fingrene, kommer der en blodrød farve frem. Det stammer fra små mørke kirtler på kronbladene.
 
Bladene er ovale og sidder modsat – lige overfor hinanden - på stilken. Hvis du kigger nærmere på bladene, kan du se de små prikker, der har givet planten navnet prikbladet perikon. Det er små olieholdige kirtler. 
 
Johannesurt
I gamle dage troede man, at planternes udseende viste, hvad de kunne helbrede. Derfor er  perikon bl.a. blevet brugt til at hele sår, røde hævelser og forbrændinger.
 
Den røde farve har også været med til at give prikbladet perikon navnet ”Johannesurt”. Man sagde, at urten voksede frem på det sted hvor Johannes Døberens blod faldt på jorden, da hans afhuggede hoved blev båret frem for Kong Herodes. Og at urten kunne lindre smerte.
 
Lindrende sololie
Det har faktisk vist sig, at prikblanet perikon virker lindrende – og du kan lave din egen sololie til forbrændt hud af blomsten.
 
Den grønne lykkepille
Prikbladet perikon kan også lindre sindet. Man har fundet stoffer i planten, som påvirker hjernens indhold af lykke-stoffet serotonin. De ligner de stoffer som man bruger mod depression. 
 

Sådan gør du

Blomster på flaske
Pluk de gule perikonblomster og læg dem ned i en ren og skoldet flaske eller et syltetøjsglas. Fyld flasken med blomster og hæld olivenolie over. Sæt låget på og stil flasken i solen 1 uge. Olien vil nu blive smukt rosenrød.
 
Flere blomster
Hvis du vil have en stærk olie, kan du si blomsterne fra og hælde olien over nye blomster 2 – 3 gange i løbet af ugen.

Si olien en sidste gang og hæld den på en flaske. Tegn en flot etiket og lim den på. Olien virker lindrende på solskoldet hud. Man kalder også olien for ”Johannesolie”.

Sovete
Prikbladet perikon kan også bruges mod hovedpine og som et mildt sovemiddel. Pluk hele planter og tør dem i bundter med hovedet nedad, et lunt, tørt og luftigt sted. Lav urtete af 1 spiseskefuld tørret plante overhældt med 1 kop kogende vand.

Hvem, hvad, hvor

Fag:Biologi, Natur/Teknik
Sted:Sø og å, Åbent land
Årstid:Sommer, Efterår

Grej

  • Blomster af prikbladet perikon 
  • Et syltetøjsglas eller en flaske med låg
  • God jomfru-oliven-olie

Undervisningsmål

Alle kan bruge ideen her – børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, ka...

Alle kan bruge ideen her – børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.

Kolofon

Forfatter: Malene Bendix.
Foto: Arne Anderberg.

Aktiviteten er støttet med tilskud fra Tips- og lottomidler til friluftslivet og Aage V. Jensens Naturfond.