3. juli 2021

Nyt liv til Skoven i Skolen

Hurra! Syv millioner kroner skal hjælpe flere elever ud i naturen ved at revitalisere Skoven i Skolens hjemmeside og organisation.

Skolers arbejde med natur og udeskole styrkes

Nationalparker, naturvejledere, natur- og friluftsorganisationer og forskere samler kræfterne i nyt projekt, der skal inspirere og styrke skolernes arbejde med natur, klima, biodiversitet, udeskole og undervisning i det fri. Platform for projektet bliver en revitalisering af den ikoniske hjemmeside Skoven i Skolen.
 

Stor bevilling til mere undervisning i naturen

Solskin, vind i håret, våde sokker og røde kinder. I fremtiden skal flere børn og unge ud og modtage undervisning til lyden af fuglefløjt, bølgeskvulp og insekternes summen.
 
Med støtte på i alt 7,2 millioner kroner fra Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og Friluftsrådet kan projektet Skoven i Skolen 3.0 realiseres. Projektet består af flere delprojekter, der tilsammen skal tilbyde børn og unge læring, naturoplevelser og naturkompetencer.
 
Bag projektet er et bredt samarbejde bestående af nationalparker, natur- og friluftsorganisationer, naturvejledere og forskere. Projektet er forankret i Nationalpark Skjoldungernes Land, og her glæder nationalparkchef Anders Bülow sig over, at projektet nu bliver en realitet.
 
- Jeg kan sige på vegne af alle i projektet, at vi er virkelig glade for den flotte støtte fra fondene, og at vi nu kan realisere et projekt, som vil styrke og forbedre grundlaget for undervisning og formidling i naturen for børn over hele landet, siger Anders Bülow.
 
I Nordea-fonden, som støtter projektet med knap 4,2 millioner kroner, glæder uddelingschef Christine Paludan-Müller sig også over projektet.
 
- Interessen for at søge ud i det fri og lære om vores natur har aldrig været større. Derfor skal formidlingen naturligvis følge med og gøre det nemt og nærværende for de mange målgrupper. Det tror vi, at det stærke samarbejde er en garant for, siger Christine Paludan-Müller.
 

Én indgang til inspiration og deling

Omdrejningspunktet for projektet bliver hjemmesiden Skoven i Skolen, som siden år 2000 har tilbudt viden, inspiration og undervisningsmaterialer af høj kvalitet til lærere og pædagoger, der ønsker at bruge naturen som klasseværelse eller arbejde med udeskole.
 
Med tiden har hjemmesiden nået hele 1,2 millioner årlige brugere – og de besøgende spænder fra skolefolk til børnefamilier, bedsteforældre og alle andre, der søger inspiration til aktiviteter og viden om naturen.
 
Gennem projektet Skoven i Skolen 3.0 bliver den ikoniske hjemmeside både fremtidssikret og videreudviklet med forankring i de danske nationalparker. Målet er, at hjemmesiden bliver den platform, som giver skoleverdenen én samlet og overskuelig indgang til de mange grønne ude-undervisningsmaterialer og idéer, som findes i Danmark. Projektets håb og vision er samtidig, at hjemmesiden kan blive et aktivt omdrejningspunkt for udvikling og deling af idéer og viden om ude-undervisning og udeskole i alle skolens fag.
 
- Hjemmesiden Skoven i Skolen er allerede en platform med indhold af høj kvalitet og mange besøgende. Nu samler vi og viser ud til endnu mere af det materiale, inspiration og viden om undervisning i naturen, som er udviklet rundt omkring hos andre natur- og friluftsorganisationer. I projektet inviterer vi derfor også grønne foreninger og organisationer, naturvejledere, nationalparker, naturparker, lærere, læreruddannelser og andre aktører til at bruge projektets hjemmeside til formidling af ideer og materialer. Vi håber, at vi derigennem kan bidrage til, at man som grøn organisation kan blive mere synlig over for skolerne, fx i forhold til formidlingstilbud og samarbejdsmuligheder, der kan understøtte lokale samarbejder mellem skoler og foreninger, forklarer Anders Bülow.
 
Den nye Skoven i Skolen hjemmeside forventes at være klar på den anden side af nytår, men indtil da kan siden besøges på www.skoveniskolen.dk.
 

Flere grønne undervisningsmaterialer

Ud over en revitalisering af hjemmesiden Skoven i Skolen, ligger der i projektet også flere delprojekter. Danmarks Jægerforbund udvikler i samarbejde med Copenhagen Gamelab og forskellige grønne organisationer et nytænkende spil om natursyn målrettet udskolingen. Spillet kommer til at ligge på det nye Skoven i Skolen. Det samme gælder 12 nye undervisningsforløb målrettet indskoling og mellemtrin, som ligeledes udvikles af Danmarks Jægerforbund i samarbejde med grønne organisationer.
 
I projektet Hjælp vi skal ud, udvikler VIA University College i samarbejde med Danmarks Jægerforbund og holdet bag Skoven i Skolen en række nye undervisningsfilm, som også vil blive tilgængelige via den nye portal.
 
Endelig vil Naturvejledning Danmark i delprojektet Fler’ Naturbørn – Mer’ Natur udvikle og formidle materialer til, hvordan børn kan gå på opdagelse i deres lokale natur, hvordan de selv kan være med til at handle aktivt for mere biodiversitet og formidle viden og indsatser om biodiversitet til andre børn. Det skal ske gennem et korps af naturvejledere, skolelærere og grønne organisationer og via aktivitetsark, film og sociale medier. Materialerne bliver testet med i alt 60 forløb for skoler over hele landet.
 
Delprojekterne skal sammen med resten af projektet sikre, at børn i hele Danmark får mulighed for at arbejde konkret med natur og biodiversitet, handlekompetence og kreativitet.
 

Grønt samarbejde baner vejen

Udviklingsprojektet vil blive gennemført i et samarbejde med Danmarks Jægerforbund, Naturvejledning Danmark, Center for Børn og Natur, VIA University College samt nationalparkerne Mols Bjerge, Thy og Skjoldungernes Land. Projektet får en ny styregruppe med bred forankring i natur- og undervisningsverdenen.
 
- Fagligt er det særdeles stærke partnere og kompetencer, vi har ombord i projektet – såvel fra forskningsverdenen som fra praktikere på området. Nationalparkens formidlingskoordinator, biolog Malene Bendix, var ankerperson på udviklingen og lanceringen af Skoven i Skolen i regi af Dansk Skovforening, Naturstyrelsen, Friluftsrådet,
 
Undervisningsministeriet og Træ.dk. Hun vil naturligvis med den omfattende viden og erfaring hun har på området få en vigtig og central rolle i projektet. Med så mange spillere og samarbejdspartnere på banen, vil der tillige være brug for tilstrækkelige ressourcer til at lede og koordinere de mange aktiviteter i projektet. Jeg har derfor bedt nationalparkens journalist og biolog, Nynne Sørgaard, om at påtage sig rollen som projektleder, siger Anders Bülow.
 
- Hele projektet og ambitionerne omkring Skoven i Skolen 3.0 er kun realistisk, fordi vi er et bredt samarbejde, der arbejder sammen om at løse denne her opgave og løfte hjemmesiden og hele projektet. Vi tror, at vi kan nå meget langt gennem sådan et samarbejde, og vi håber, at endnu flere vil komme til i takt med, at vi ruller projektet ud, slutter Anders Bülow.
 

Citater

15. Juni Fonden:
Direktør Per Voetmann fra 15. Juni Fonden ser frem til samarbejdet i dette vigtige og inspirerende projekt og udtaler: ”Børn og unge er den helt centrale målgruppe, når vi skal skabe den naturinteresse, der skal til for at bevare vores natur også i årene fremover. Skoven i Skolen rækker helt ind, hvor det er allervigtigst, nemlig i undervisningen.”
 
Friluftsrådet:
Direktør Winni Grosbøll fra Friluftsrådet siger: ”Der er ingen tvivl om, at natur og friluftsliv skal spille en langt større rolle i danske elevers skolegang og alle initiativer, der flytter klasseværelset ud i naturen og naturen ind i undervisningen er velkomne. Derfor er vi også glade for, at Skoven i Skolen relanceres, så skoleelever får nye muligheder for at gå på opdagelse, være nysgerrige, lære om naturen og flytte egne grænser med oplevelser i naturen. Det vil uden tvivl også styrke deres forhold til vores natur og lysten til at passe på den.”
 
Danmarks Jægerforbund:
”Det er vigtigt, at børn og unge får naturoplevelser helt ind under huden, at de gennem deres dannelsesrejse opbygger viden om vores fantastiske danske natur og inspireres til både at benytte og beskytte naturen på forskellig vis. Danmarks Jægerforbund glæder sig over at være en del af Skoven i Skolen 3.0 og gennem projektet at kunne støtte op om både børns naturdannelse og udeskole-bevægelsen, samt være med til at inspirere endnu flere til at rykke undervisningen ud under åben himmel,” siger Norbert F. V. Ravnsbæk, hovedbestyrelsesmedlem for Danmarks Jægerforbund Kreds 2 og formand for Jæger-Samfundsudvalget.
 
Naturvejledning Danmark:
”Projektet har fået en stærk støtte fra fondene og favner bredt i sit udrække. Derved kan vi være med til at sikre en god naturfaglig dannelse og på et oplyst grundlag får en masse unge mennesker nu en enestående mulighed for at gøre en forskel,” udtaler Jakob Walløe Hansen, formand for Naturvejledning Danmark.

Sidste nyt

Viser  ud af